Virkeligheden bag tyveriet af Chaplins lig

Ny film om kidnapningen af Charles Chaplins lig i 1977 er noget mere poetisk og morsom end virkeligheden, da to forbrydere i sin tid stjal komikerens jordiske rester og forlangte en løsesum på 600.000 schweizerfranc.

Charles Chaplin, hans hustru Oona, som var datter af den store amerikanske dramatiker Eugene O’Neill, samt tre af deres mange børn, Josephine, Michael og Geraldine, 1957 Fold sammen
Læs mere
Foto: INP

Chaplin døde som 88-årig i sin søvn 25. december 1977. I dagene efter svømmede verdens aviser over af roser til manden, som med den lille vagabond med stok og bowlerhat havde skabt den måske mest genkendelige skikkelse i filmhistorien. I Berlingske konkluderede filmanmelder Jakob Stegelmann: »Man føler det som et skred i ens bevidsthed. Verdens største komiker er død«.

Han var ikke alene den største, men han var også den mest elskede. »At se hans film hjælper med at forstå, hvordan han er blevet legendarisk.

Hans film har gjort ham udødelig,« lød det så langt væk fra som Australien. At begrebet »udødelig« skulle få ny makaber betydning, blev dog først tydeligt, da Chaplins lig pludselig 1. marts var forsvundet fra kirkegården i Vevey i Schweiz, hvor han selv havde bestemt, han ville begraves. Chaplin havde boet i Europa siden 1952.

Chaplins enke, Oona, blev i medierne beskrevet som verdens rigeste enke med en formue på omkring 100 mio. dollars. Hun var også mor til otte børn, som hun havde fået med komikeren. Tre døtre og fem sønner.

I filmen »Jagten på Chaplin«, der fik biografpremiere i Danmark i går, er historien om Chaplins bortførere stærkt romantiseret. Xavier Beauvois, der tidligere stod bag filmen »Om guder og mænd«, har lavet noget der ligner en midteuropæisk udgave af Olsen-Banden.

Vi møder to små klodsede forbrydere, der bliver inspireret af Chaplins sympati for den lille mand ud fra devisen: »Hvis Chaplin sympatiserer med de fattige, så vil han ikke have noget imod, at vi stjæler hans lig«.

Svært at blive forarget

Samtidig bringer Beauvois poesi fra cirkusverdenen ind i filmen, hvis charme består i, at man fatter sympati for de to kriminelle. Eddy (Benoît Poelvoorde) er netop kommet ud af fængslet og får lov til at bo i en skurvogn hos Osman (Roschdy Zem) og ingen af dem har råd til julegaver.

Derudover er Osmans kone alvorligt syg, og de to mangler penge til operationen. Filmen tager afsæt i virkeligheden og foretager derefter nogle kraftige spring udi fiktionsland. Om sin ellers fine og rørende film har Beauvois sagt:

»Jeg besluttede hurtigt, at jeg ville gå videre end kriminalhistorien. På en måde var kidnappernes plan så langt ude, at det er svært at blive rigtigt forarget. Jeg begyndte at se på historien sådan, at det var som om forbryderne fandt Aladdins lampe og ud af den kom Charles Chaplins ånd. Ånden giver så begge kidnapperne hvert et ønske. Arbejdsløse Eddy får job i et cirkus og Osman kan omsider betale for sin kones operation«.

I filmen er hovedforbryderen fra Belgien – på grund af den belgiske komiker Poelvoorde – men virkelighedens forbrydere var fra Østeuropa.

Knap havde strømmen af nekrologer om Chaplin forladt aviserne i juledagene og det nye år 1978, før Chaplin igen prægede overskrifterne. »Chaplins lig stjålet,« stod der i BT fredag 3. marts og allerede dagen efter kom overskriften »Tror røverne vil kræve penge for Chaplins lig« ved siden af et foto af en væltet gravsten.

En medarbejder på landsbykirkegården i Vevey vurderede, at der havde været fire meget stærke mænd til at slæbe Chaplins kiste bort. Egetræskisten, som vejede 150 kilo, havde efterladt sig tydelige spor tværs over kirkegården. Ingen i landsbyen havde bemærket noget, og politiet udtalte sig om, at man ikke kunne udelukke, at forbryderne var stukket af til udlandet.

Chaplin i »The Kid«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix.

Knap så professionelle

Den britisk-fødte Chaplin havde boet i USA i næsten 40 år, da han 1952 var rejst fra USA, fordi han følte sig forfulgt på grund af sin politiske holdning, der i officielle amerikanske øjne lignede kommunisme til forveksling.

Ironisk nok viste de to kidnappere sig at være flygtet fra selvsamme politiske ideologi. Roman Wardas var 24 år og fra Polen, mens 38-årige Gantscho Ganev var fra Bulgarien. De havde begge to haft sporadisk arbejde som bilmekanikere i Lausanne i månederne før 1977.

Lederen, Roman, styrede forløbet, mens hjælperen end ikke helt forstod, hvor meget der var krævet i løsesum og i det hele taget virkede forbrydelsen pludselig knap så professionelt udført, da det senere kom frem, hvad der var sket bag kulisserne.

Først to måneder efter tyveriet af kisten fik man en anonym opringning fra gravrøverne med krav om en løsesum på 600.000 schweiziske franc, der svarede til omkring 2,5 mio. kr. i den tids danske penge.

Oona Chaplin var imod at betale løsesum, for hun mente, Chaplin ville se den slags som latterligt. Politiet begyndte derfor at forhandle med kidnapperne på skrømt for at få dem lokket til at blotte sig.

For eksempel udbad man sig et foto af kisten, så gravrøverne var nødt til at grave den op og tage et billede af den, inden de skjulte den igen.

Dramaet bølgede frem og tilbage i ugevis. Blandt andet truede kidnapperne med at skyde Chaplins børn med et gevær, der kunne ramme på 400 meters afstand. Børnene måtte derfor gå i skole under beskyttelse af bodyguards, hvad de, ifølge efterretningerne, egentlig syntes var ret sejt.

Begravet på en majs-mark

De første par gange politiet aftalte at mødes med gravrøverne, anede forbryderne uråd og mødte ikke op. På et tidspunkt blev de så nervøse, at de satte løsesummen ned til 250.000 schweizerfranc.

Ved at aflytte telefoner og ved at udstationere politifolk ved 200 telefonbokse lykkedes det omsider at indkredse Roman Wardas, der blev anholdt 16. maj om eftermiddagen. Efter at han hørte båndede telefonoptagelser af sig selv, erkendte han sin skyld.

Roman Wardas påstod, at han havde tabt fem kilo af ren og skær nervøsitet, og ingen af de to forbrydere havde forestillet sig, at deres ugerning ville give den store internationale opmærksomhed, som det blev til.

Det var ikke helt ligetil at finde Chaplins kiste igen. Politiet skulle ud og lede i en majs-mark, forbryderne i sin tid havde gravet kisten ned i midt om natten to måneder tidligere. Forbryderne kunne nemlig ikke huske præcis, hvor den var, og majsen var vokset højt siden. Marken lå godt 15 kilometer fra kirkegården i Vevey, og politiet måtte bruge minesøgere for at finde frem til kisten.

Præsten på kirkegården i Vevey sagde:

»Jeg vil naturligvis være beæret over at blive bedt om at forestå genbegravelsen, men jeg frygter faren for, at den store skuespillers afsjælede legeme kan blive stjålet endnu en gang. Mit private råd vil derfor være, at man brændte Chaplins lig og spredte asken i en passende mindehave«.

Sådan blev det ikke, for Oona og familien insisterede på, at Chaplin blev begravet samme sted. Nu blot under en blok cement.

Politiet fandt Roman Wardas ved at udstationere 200 betjente ved telefonbokse. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Sønnen spiller birolle

Sagen mod den 24-årige polak Roman Wardas og den 38-årige bulgarer Gantcho Ganev kom for retten i december 1978 – knap et år efter Chaplins død. Forbryderne fortalte i retten, at de havde fået idéen fra Italien. Strafferammen var 20 års fængsel, men retssagen fik et skær af, at man forbarmede sig over forbryderne. Gantcho Ganevs kone henvendte sig direkte til Oona Chaplin for at sige undskyld, og hun tilgav dem.

Roman Wardas fik fire og et halvt års fængsel, og Gantcho Ganev fik kun 18 måneders fængsel. Dommen blev gjort betinget. Det er lykkedes de to forbrydere at holde sig ude af offentlighedens søgelys siden.

Xavier Beauvois kunne under forberedelserne til sin film kun få hjælp til at se sagsakterne af det schweiziske politi, hvis Chaplin-familien sagde god for projektet, og det gjorde de helt uden reservationer. Han filmede således tæt på Chaplins rigtige grav, og familien gav endda tilladelse til, at man kunne optage dele af filmen i Chaplins eget hjem, der i øvrigt åbner som museum næste sommer.

En af Chaplins sønner, Eugene, har endda fået en lille rolle som cirkusdirektør i filmen. Til den engelske avis The Independent har han sagt:

»Sagen kørte dengang, hvor den italienske politiker Aldo Moro blev fundet død i sin bil efter at være kidnappet. Stemningen i familien var trykket. Vores chauffør svedte som en vanvittig, fordi Moros chauffør også blev dræbt. At grave en kiste op virkede forfærdeligt. Især i et så stille og civiliseret land som Schweiz. Til at begynde med var jeg mistroisk over for idéen om at lave en film om noget, der var så hårdt for familien«.

Eugene Chaplin ændrede dog mening, da han kom i tanke om, hvor mange af Charles Chaplins film, der faktisk var baseret på begivenheder, der var ligeså barske.

Bondemanden satte i øvrigt et kors på kornmarken, hvor Chaplin havde ligget i godt to måneder, med inskriptionen: »Her sov, Charles Chaplin i fred«. Det må siges at være lige til den friske, opportunistiske side. Akkurat ligesom Xavier Beauvois’ film er det. En film om en kriminalsag, der på fascinerende vis bliver ved med at kapre fantasien.