Virkelighed, fiktion og video

Maleri og skulptur rækker ikke, når Gitte Villesen skal beskrive virkeligheden. Hendes medie er kunstvideoen, hvor hun mixer dokumentarisme og fiktion. Til daglig bor hun i Berlin, som giver hende en følelse af frihed.

Gitte Villesen i sin lejlighed på Vesterbro i København. Til daglig arbejder og bor hun i Kreutzberg i Berlin. Den farverige bydel er kendt for at rumme bl.a. Anhalter Bahnhof, Jüdisches Museum og <br>Tempelhof-lufthavnen. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til hverdag bor og arbejder Gitte Villesen i den tyrkisk dominerede bydel Kreutzberg i Berlin, men lige nu befinder hun sig i sin lejlighed på Vesterbro i København.

To værelser er udlejet til studerende, så den 40-årige danske videokunstner råder kun over et lille, spartansk udstyret værelse med en seng, et skrivebord, en reol og én stol.

»Både min mor og søster er malere, og jeg er vokset op med maleriet og skulpturen. Det er udmærkede medier, men de fungerer ikke for mig i forhold til den måde jeg er interesseret i at beskrive og diskutere virkeligheden på,« siger Gitte Villesen, der har en behagelig rolig og nærværende udstråling.

Hun startede selv med at tegne, male og lave skulptur, men lige siden hun i 1994 for første gang arbejdede med video, da hun gik på Kunstakademiet i København, har kunstvideoen været hendes medie.

Gitte Villesens værker handler både om sociale forhold, politik og kønsroller. Ofte har hun i sine kunstvideoer zoomet ind på udkantseksistenser, f.eks. den transseksuelle Solveig, der udfordrer vores forestillinger om normalitet.

»Jeg vil gerne diskutere vores normer, hvordan de opstår, og se på, hvad der bestemmer, hvad vi accepterer og ikke accepterer,« siger hun.

I 2003 lavede hun en kunstvideo om en retssag i midten af 60erne mod nogle af de tyskere, som var anklaget for folkedrabet i Auschwitz, hvor over en mio. mennesker blev dræbt. Anledningen var, at historikere på universitetet Frankfurt am Main lavede en udstilling om Auschwitz. Gitte Villesen var sammen med andre kunstnere indbudt til at deltage i udstillingen, og hendes værk er en blanding af historiske arkivbilleder, samtaler med historikerne og æstetiske virkemidler.

»Jeg interviewede historikerne om, hvordan man konstruerer historien, og om de kriterier, der ligger bag både den objektive og subjektive måde at se historien på,« siger Gitte Villesen om sit video.

Dette værk er, siger kunstneren, et eksempel på, at videoen med stor styrke kan noget, som maleri og skulptur ikke formår i samme grad, nemlig beskrive tidsforløb og årsagssammenhænge og samtidig tilføje en kunstnerisk dimension, dvs. udfordre beskuerens opfattelse af virkeligheden og sandheden.

Siden 2003 har Gitte Villesen boet og arbejdet i Berlin. Hun havde indtil da boet i København, men trængte til fornyelse. Det var byens kulturelle mangfoldighed, store kunstnermiljø og billige leveomkostninger, der fik hende til at vælge den tyske hovedstad, og hun har ikke fortrudt.

»Jeg har tidligere boet fire måneder i Wien. Dér følte jeg mig som gæst. I Berlin følte jeg mig hjemme efter ti dage og havde fornemmelse af, at her kunne jeg bo hele mit liv.«

De mange kunstnere i byen giver inspiration, siger Gitte Villesen. Her kan man hele tiden møde nye holdninger og se nye ting.

»Her kan ske noget uventet, og her kan man møde folk, man ikke ventede at møde. Det er langt sværere i København,« siger Gitte Villesen, som siger, at Berlin samtidig er så stor, at hun kan isolere sig og fordybe sig, når hun har brug for det.

Hun føler sig også inspireret af byens historie.

»Byen Berlin er fattig, og der er mange huller i bybilledet, som får lov til at være, som de er. I andre gennemorganiserede byer, hvor alt er planlagt, føler man, at man ikke kan finde åndehuller. Berlin giver en en følelse af, at ting er mulige,« siger Gitte Villesen.

Byen adskiller sig ikke fra andre byer, når det gælder overfladeræs eller fordybelse, siger den danske kunstner.

»Her er lige så meget fordybelse og lige så meget overflade, som i København - ligesom der er bestemte typer overflade, der sælger. Men generelt tager man kunsten mere alvorligt. Der er en større gruppe uden for kunstnerkredsene, som ved noget om kunst. Mit indtryk er, at det i Danmark ikke har samme sociale status at vide noget om kunst og samle på kunst. Her er det en flot carport eller et lækkert køkken, der giver status.«