Violinens mageløse mester

Nikolaj Znaider var kun otte år, da han for første gang deltog i Berlingskes Musikkonkurrence.I går fik den nu 31-årige verdensberømte violinist Den Berlingske Fonds Hæderspris.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Som 12-årig vandt i 1988 guldmedalje i Berlingske Tidendes musikkonkurrence, og i går modtog den verdensberømte violinist Den Berlingske Fonds Hæderspris 2007 - in absentia, ganske vist, for den nu 31-årige verdensstjerne kunne på grund af forpligtelser i udlandet ikke være til stede, da Berlingske Tidende traditionen tro fejrede sin fødselsdag med prisuddelinger,

Advokat Oluf Engell, der er næstformand i Det Berlingske Officin, fortalte om Nikolaj Znaider, at han hver sommer underviser på et ugelangt musikkursus på Galtrup Efterskole på Mors, som han og hans mor, Ruth Znaider, står i spidsen for. De fleste deltagere er børn og unge i 12-13 års alderen, men sidste sommer var den ældste kursusdeltager 86 år og den yngste en svensk pige på fire år, der kom med sin mor for at spille cello.

»Når Nikolaj Znaider bruger nogle sparsomme feriedage på dette kursus er det bl.a. for at møde de 12-13-årige, som overvejer, om musikken skal have en central rolle i deres liv eller ej og vise dem, hvor meget man kan nå på en uge. Folk taler meget om den ødelagte musikalske fødekæde, om vigende søgning til musikkonservatorier. Men der er masser af talent i Danmark. Det kræver bare, at vi gør os umage for at finde det,« citerede Oluf Engell Nikolai Znaider for at have sagt.

I efteråret 2005 var Nikolaj Znaider solist ved en koncert i dirigenten Daniel Barenboims afskedssæson med Chicago Symfoniorkester, og Oluf Engell fortalte om, hvordan Znaider efter pausen satte sig ned i orkesteret for at spille sammen med de øvrige violinister i den efterfølgende Mahler-symfoni.

»Det siger noget om hans glæde ved musik og ved at spille sammen med andre, at han efter en blændende og krævende violinkoncert havde lyst til efter pausen at spille med på bageste række i orkesteret,« sagde Oluf Engell.

Kæmper for bredden

Nikolaj Znaider spiller over 100 koncerter om året med verdens fineste orkestre og mest fremragende dirigenter, og blandt hans mange priser fremhævede Oluf Engell hans førstepris i Carl Nielsens 4. Violin Konkurrence i 1992 og førsteprisen i Queen Elisabeth Violin Competition i Bruxelles i 1997.

»Nogle vil måske spørge, hvorfor han så nu også skal have Den Berlingske Fonds Hæderspris? Det er der flere grunde til. Hædersprisen gives ikke som opmuntringspræmie, men som udtryk for beundring for Nikolaj Znaider som violinens mageløse mester.

Og som anerkendelse af hans indsats for at styrke bredden i den klassiske musikudøvelse,« sagde Oluf Engell, der overrakte prisen - 100.000 kr. og en bronzefigur skabt af Vivian Rose til Nikolaj Znaiders far, Wladyslaw Szeps.

Denne overbragte en tak fra sønnen og kunne fortælle, at sommerkurset på Mors i år for første gang slutter af med en koncert i Tivolis Koncertsal.