Vinyl storhitter: Her er de fem bedst sælgende LPer i 2016

På blot et år er salget af vinylplader steget med 93 procent, og ifølge IFPI kan 2017 meget vel blive året, hvor vinyl overhaler CDen.

Foto: Jason Salmon

Hvis du har investeret i David Bowies »Blackstar« i vinyludgaven, så er du ikke alene.

»Blackstar« var nemlig den bedst sælgende plade i Danmark i 2016, og dét på et musikmarked, hvor salget af vinyler bare vokser og vokser.

Ifølge en ny rapport fra musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, er salget af vinyler steget med 93 procent i løbet af det seneste år.

Og kigger man på udviklingen fra 2012 til 2016, er tallet hele 409 procent.

På samme tid er salget af CDer for nedadgående. Siden 2012 er det faldet med 83 procent, og vinylplader udgør i dag 43,9 procent af det samlede fysiske musiksalg.

I IFPI vurderer kommunikationchef Lasse Lindholm, at 2017 meget vel kan blive året, hvor vinylerne overhaler CDerne.

»Jeg er ret overbevist om, at det kommer til at ske. Vi ser en udvikling, hvor størstedelen af musikforbruget i Danmark samler sig om streaming. På den måde ligner udviklingen meget det, vi så omkring årtusindeskiftet, hvor CDen var det store format, som alle danskere brugte. Den rolle har streaming fået. Men der er en forskel i forhold til dengang, og det er, at vi samtidig ser et nicheformat i form af vinylen, der vokser med raketfart,« siger Lasse Lindholm, som også har bud på årsagen til vinylens popularitet:

»Vi lever i en tid, hvor vi kan få adgang til al musik via to klik på mobilen. Men samtidig har vi også brug for at dyrke den nære, selektive kvalitet. Og der er vinylen bare det ypperste fysiske format.«

Spår endnu større fremgang

Salget af vinyler udgør 4,8 procent af den samlende musikomsætning herhjemme, hvilket svarer til en omsætning på 23,9 millioner kroner, men ifølge Lasse Lindholm er det intet, der tyder på, at salget af vinyl har toppet.

»Tværtimod tror jeg, at vi kommer til at se endnu mere markante stigninger i de kommende år. En af grundene er, at produktionsapparatet ikke har kunnet imødekomme den massive efterspørgsel. Den danske musikudgør eksempelvis kun 13-14 procent af det samlede vinylsalg, og en af forklaringerne er, at vinylen er kommet tilbage som en tyv om natten. Der er ikke særlig mange vinylfabrikker tilbage, fordi formatet var så tæt på at uddø,« siger Lasse Lindholm.

Meget af væksten har været baseret på genudgivelser af de store selskabers bagkatalog. Men man når vel et punkt, hvor kataloget slipper op, så at sige…?

»Det er rigtigt, at kataloget slipper op, men det gør formatet ikke nødvendigvis. Vi så en lignende dynamik omkring årtusindeskiftet, hvor rigtig mange mennesker valgte at købe CDer, som de tidligere havde haft på vinyl. Den samme sker i dag, hvor folk går ud og køber vinyludgaven af den Bowie-klassiker, de tidligere havde på CD. Men formatet er etableret, folk vil gerne bruge penge på det, og derfor giver det også god mening, at de skulle fortsætte med at bruge penge på nye artister. Det er få mennesker, som udelukkende forholder sig til en håndfuld af deres yndlingsalbum og intet andet. Når først du har tilsluttet pladespilleren, så har du også skabt en kilde til, at det giver mening at gå ud at købe ny musik på den måde.«