Vinterberg: Det var en stor lettelse at blive nomineret

Thomas Vinterberg kunne med lettelse konstatere, at hans film »Jagten« blev nomineret til en Oscar. Også to andre danske film er med i opløbet om den prestigefyldte pris.

Oscarnominering til Jagten. Instruktør Thomas Vinterberg og Peter Ålbæk fejrer med champagne Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der bliver dansk spænding, når dette års Oscar-uddeling løber af stablen i starten af marts. Torsdag stod det nemlig klart, at hele tre danske film er nomineret til den prestigefyldte pris.

Thomas Vinterbergs anmelderroste »Jagten« med Mads Mikkelsen i hovedrollen er nomineret til en Oscar i kategorien »Bedste ikke-engelsksprogede« film, og det er den danske instruktør både glad og lettet over:

»Jeg var faktisk ret nervøs, så det var selvfølgelig en stor lettelse og en kæmpe glæde at blive nomineret,« siger Thomas Vinterberg og fortsætter:

»Det betyder noget for mig, at vores film rækker så langt, og at mennesker på den anden side af oceanet bliver rørt over vores lille danske værk. Jeg er så stolt på Danmarks vegne,« siger han.

Den danske film skal kæmpe mod »The broken circle breakdown« (Belgien), »Omar« (Palæstina), Cannes-vinderen »The missing picture« (Cambodja) og »Den store skønhed« (Italien), som tidligere denne måned vandt en Golden Globe i samme kategori.

Ud over »Jagten« er den danske dokumentarfilm »The act of killing« også nomineret til en Oscar i kategorien »Bedste dokumentar«. I filmen dramatiserer tidligere dødspatruljeledere deres rolle i folkemordet i Indonesien i 1965, hvor mere end en million kommunister, etniske kinesere og intellektuelle blev udryddet.

Også den danske kortfilm »Helium«, der handler om den dødeligt syge dreng Alfred, er nomineret til en Oscar i kategorien for årets kortfilm. I filmen finder Albert en god ven i rengøringsmanden Enzo, og sammen udvikler de to en magisk fantasiverden, som får Alfred til at genfinde glæden ved livet.

De danske Oscar-nomineringer er vigtige, mener direktør for Det Danske Filminstitut, Henrik Bo Nielsen, der glæder sig over hver og en.

»Det lykkedes. Danmark er nomineret med tre film til Oscar-festen. Det er ganske enkelt enestående. Det er den ultimative hyldest til alle de dygtige mennesker i den danske filmbranche, der kan fortælle gribende historier, som også fænger uden for vores egen lille andedam,« siger han i en skriftlig meddelelse.

»Jagten« har vakt international opmærksomhed og var så sent som i weekenden med i konkurrencen om at vinde en Golden Globe. Vinterbergs film er også nomineret som 2013s udenlandske film ved Independent Spirit Awards, der afholdes 1. marts, og ifølge filmsiden IMDb har filmen i alt modtaget 17 priser.

Tre gange tidligere har en dansk film vundet en Oscar i kategorien for bedste ikke-engelsksprogede film, senest da Susanne Biers »Hævnen« vandt i 2011. Sidste år var Nikolaj Arcels »En Kongelig affære« også nomineret til en Oscar, som dog måtte se sig slået af filmen »Amour«.

Filmene »American Hustle« og »Gravity« topper listen for flest nomineringer til årets Oscar-uddeling, og filmene er nomineret i ti kategorier hver.

Om de danske film får en Oscar-statuette afsløres ved det store Oscarshow 2. marts, der afholdes i Los Angeles.