Selv om jazzen i sin oprindelse er en amerikansk kulturform, har den ikke haft vanskeligt ved at få fodfæste i Danmark, tværtimod. I dag er der flere jazzklubber pr. indbygger i København end i langt de fleste andre metropoler, inklusive New York. Dertil er Danmark fortsat kendt ude i den store verden som de store jazzbassisters hjemland.

I den forbindelse er det værd at nævne, at der blandt vore mange – både garvede og nytilkomne – bassister er en snæver superliga, og den inkluderer Mads Vinding, som fylder 70 år 7. december.
Vinding, der er selvlært, blev professionel musiker allerede som 16-årig. Han spillede kontrabas med en række af tidens swingorkestre, ligesom han begyndte at dukke op i forskellige konstellationer på scenen i Jazzhus Montmartre, hvor det ellers var den navnkundige Niels-Henning Ørsted Pedersen, der satte dagsordenen.