Ville danske journalister spise middag med nazister?

I morgen udkommer Bent Jensens værk om Danmark under Den Kolde Krig. Her kan man læse om dem, der lod sig forblænde af kommunismen. »Det at være intellektuel kan sagtens forenes med kolossal dumhed,« siger historikeren, som kalder kommunisme og nazisme tæt beslægtet.

Historikeren Bent Jensen, har besøgt Rusland mange gange, men ikke de seneste fire-fem år. »Det er desværre ved at blive en banditstat, og det er ikke til at holde ud. Jeg kender forretningsfolk, som har været spærret inde på grund af opdigtede anklager. Der er ingen retssikkerhed. Det er synd, for russerne har så mange gode egenskaber, vi kunne lære noget af,« siger Bent Jensen. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Umiddelbart er det er svært at forstå, at den venlige og stilfærdige mand dér på dørtrinnet under tagskægget på den ene side kan udløse rødglødende vrede og indædte retsopgør og på den anden side stor respekt og hæder. Men sådan er det.

Bent Jensen står i døren ind til stuehuset i sin firelængede gård i Frørup syd for Nyborg og byder sine gæster fra København velkommen. Han er afslappet klædt i cowboybukser, stribet skjorte og sandaler. Ude på gårdspladsen ligger store bunker af det brænde, som han selv – han rundede 75 år i fjor – kløver med en tung flækøkse. Stråtaget på en af længerne er braset sammen, stormen i oktober tog det, og det ærgrer ham, for han havde sammen med sin russiske hustru, Tatjana, lige sat gården til salg, og nu skal det laves, inden salget kan komme videre. Ude ved landevejen kan man lægge penge i en kasse og tage et glas honning – manden på dørtrinnet er også fritidsbiavler.

Dr.phil. Bent Jensen er kendt som historiker med Den Kolde Krig som speciale. I 1984 udkom hans bog »Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle«, og den vakte hidsig vrede og diskussion, fordi han beskrev dele af venstrefløjens ukritiske fascination af stalinismen fra 30erne og frem. Det, som satte sindene i kog, var, at Bent Jensen satte navn på nogle af dem, intellektuelle og højtuddannede folk med høje stillinger, som havde ladet sig forblænde.

Skarp kritik af myndighederne

Tirsdag udkommer hans værk »Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991«. 1.500 sider, som i et let forståeligt sprog gennemgår marxismens og kommunismens indflydelse i alle hjørner af det danske samfund under Den Kolde Krig – i venstrefløjspartierne, fredsbevægelsen, kulturlivet, uddannelsessystemet, antikommunistiske grupper, sikkerhedspolitikken osv.

Også i dette værk bliver der sat navne på nogle af dem, der var ideologisk fascinerede, og på nogle af dem, der kom til at virke som nyttige idioter for Sovjetunionen og Østblokken, bl.a. politikere, fagforeningsfolk og journalister, der omgikkes politistaternes repræsentanter og efterretningstjenester. Værket er resultatet af den bevilling, som Folketinget afsatte til oprettelse af Center for Koldkrigsforskning, der havde som opgave at belyse Danmark under Den Kolde krig.

Bent Jensen har været leder af centeret og en gruppe af uafhængige faghistorikere, der afsluttede deres arbejde i 2011. Siden da har Bent Jensen arbejdet på at få de oplysninger i værket, som bygger på klassificerede – det vil sige hemmelige – oplysninger, afklassificeret.

Og det har været et tungt arbejde, siger Bent Jensen, der skarpt kritiserer Politiets Efterretningstjeneste (PET), Justitsministeriet og Statsministeriet for at være tunge at danse med. Han har sendt stakkevis af ansøgninger, ventet på svar i månedsvis og fået afslag med en begrundelse, som han ikke kan se rimeligheden i.

»Det er noget forrykt nonsens at sige, at det kan true den danske nations eller stats sikkerhed nu i 2014, at jeg omtaler nogle ting, der fandt sted i 1950erne, 60erne, 70erne eller for den sags skyld 80erne. Vi lever i dag i en fuldstændig anden verden. Den Kolde Krig er gudskelov forbi. De ting, der var brændende aktuelle dengang, tilhører nu historien. PET skriver, at det er af hensyn til deres arbejdsmetoder, men hvad er det dog for noget? Alle ved, at de anvender telefonaflytninger, åbner breve og så videre. Der er intet nyt i det,« siger Bent Jensen.

Han mener, at PET »ikke har opført sig ordentligt«. PET var bl.a. ved at fratage ham hans sikkerhedsgodkendelse.

»Var det sket, så ville jeg have været nødt til at tage min afsked,« siger han og kritiserer PETs uvillighed til at afklassificere dokumenter med den begrundelse, at man ikke kunne finde dem.

»Man skal huske, at der er tale om et projekt, som er blevet sat i værk af Folketinget,« siger Bent Jensen, som sideløbende med arbejdet har været hovedperson i et retsopgør, hvor journalisten Jørgen Dragsdahl har beskyldt ham for injurier, fordi han har udpeget ham som KGB-agent under Den Kolde Krig.

Bent Jensen blev frifundet ved Østre Landsret, men sagen går nu videre til Højesteret.

Absurde argumenter

Men hvorfor skal der sættes navne på journalister, politikere, universitetsfolk og andre, der under Den Kolde Krig lod sig forblænde, eller måske ligefrem viderebragte desinformation eller arbejdede for Sovjet eller Østblokken?

»Spørgsmålet burde stilles omvendt. Hvorfor er der nogle, der ikke sætter navne på folk? Ting sker jo ikke af sig selv. Der er nogle bestemte politikere, som siger nogle bestemte ting og foretager bestemte handlinger, og der er nogle journalister, som skriver ganske bestemte ting. I begge tilfælde er det voksne mennesker, som da for pokker skal kunne stå ved det, de har sagt og skrevet. Det ville da være absurd, hvis jeg skrev om et ledende folketingsmedlem »X« eller en journalist »A«. Jeg ville alligevel blive nødt til at citere kilden, og så kunne folk gå rundt og slå op. Nå ja, dét der er Ole Espersen (tidl. socialdemokratisk justitsminister, red.) og så videre,« siger Bent Jensen.

Indvender man, at de, som lod sig forblænde, jo hverken er dømte eller har ansvar for forbrydelser begået i kommunismens navn, kalder han det et absurd argument.

»Nogle siger, at dem, jeg skriver om, jo ikke er straffede. Men tænk, hvis man kun skulle skrive om straffede personer. Ville det være en ordentlig måde at skrive historie på? Hitler, Stalin, Lenin og Mao blev aldrig stillet for en domstol. Nogle af verdenshistoriens værste forbrydere er aldrig blevet stillet for en domstol. Betyder det, at man ikke må skrive om dem?«

Intellektuelle og kolossal dumhed

Kommunismen i Sovjetunionen kostede millioner af menneskeliv, og supermagten greb militært ind i folkelige, demokratiske opstande i europæiske lande som DDR, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Hvordan forklarer Bent Jensen, at så mange velbegavede, intellektuelle og højtuddannede danskere alligevel var fascinerede af den blodige ideologi? Hans svar er, at de ikke var begavede.

»De var intellektuelle, og at være intellektuel er en profession, som udmærket kan forenes med en kolossal dumhed, når det gælder almindelige samfundsforhold. Den norske digter Arnulf Øverland, som jeg sætter stor pris på, var kommunist i 30erne og blev sendt i nazistisk koncentrationslejr. Han ændrede under Den Kolde Krig syn på kommunismen og sagde, at der findes masser af eksempler på, at højlærde mennesker udtaler de mest klippefaste dumheder, når det gælder almindelige samfundsspørgsmål, mens en håndværker og en arbejdsmand – det, man kalder almindelige mennesker – ofte har en sund sans for, hvad der er op og ned. Jeg mener, at det i høj grad gælder her,« siger han.

»Forfatteren George Orwell var inde på det samme. Han sagde, at man skulle være intellektuel for at tro på den slags nonsens om Sovjetunionen, som besøgende kom hjem og berettede begejstret om – om børnehaver, hvor børnene ikke græd, broer og flinke politibetjente.«

Bent Jensen siger, at han, som han udtrykker det, har kendt »brave« folk, som stemte på Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), fordi de mente, at partiet varetog deres økonomiske forhold på abejdspladserne – ikke fordi de ønskede en stat som Sovjetunionen. Men mange intellektuelle troede på sovjetkommunismen til trods for, at de kendte til stormagtens forbrydelser. Det handlede ikke om information eller om, at de ikke vidste bedre.

»Pointen er, at man kunne vide det, hvis man ville, men de ville ikke vide, fordi de var besat af utopier. Hvis der er en lære af Den Kolde Krig, så er det, at man skal være utrolig skeptisk over for utopier og patentideologier som marxismen, der fortæller, at hvis man bare lige drejer på nogle knapper, så får man et samfund, hvor solen altid skinner, uden tyveknægte og grædende børn. Det er sådan noget, man kan bilde børn ind, men at voksne mennesker, der har gået mange år på universitetet, kan tro på det, er utroligt,« siger Bent Jensen.

I 2005 kom Danmarks Institut for Internationale Studier (DIIS) med en udredning om Den Kolde Krig, og i 2009 kom PET-kommissionen med sin beretning om perioden. Begge har været præget af embedsmænd med en tradition for at ville afbalancere tingene politisk, mener Bent Jensen.

Han mener, at man med »Ulve, får og vogtere« får en ægte professionel historisk redegørelse. At det er et vigtigt værk, fordi man her får den brede beskrivelse af hele det danske samfund under Den Kolde Krig og ikke kun historien om spioner, sikkerhedspolitik og efterretningstjenester.

Nazisme og kommunisme er tæt beslægtet

Spørger man Bent Jensen, hvad man kan lære af historien om Den Kolde Krig, får man overraskende først det svar, at han egentlig ikke tror på historiens nytte: »Hvad skulle man dog kunne lære? Verden forandrer sig hele tiden.«

Går man ham på klingen, så svarer han, at mange – bl.a. dem som omgikkes repræsentanter for Sovjet og andre kommunistiske politistater – dummede sig under Den Kolde Krig.

»Mange bliver blårøde af raseri, hvis man nævner kommunisme og nazisme i samme åndedrag, men det er der nu mange gode grunde til at gøre. Det er jo fænomener, som er uhyggeligt tæt beslægtet. Jeg har tit tænkt den tanke, at hvis nu danske journalister efter 1933 omgikkes tyske SS-officerer eller andre repræsentanter for Nazityskland – sad og spiste med dem og besøgte dem privat – så ville de fleste i dag sige, at det ville være dybt forkasteligt. Det forunderlige er, at man i en del af den danske befolkning under Den Kolde Krig syntes, at det var helt i orden at have tætte kontakter til en anden politistats efterretningsofficerer.«

Bent Jensen forklarer denne holdning med det værdiskred, som satte ind i 1960erne og 1970erne med den marxistiske bølge og ungdomsoprøret. De, som tog del i det, havde et radikalt anderledes syn på Den Kolde Krig end flertallet af befolkningen.

»Her taler jeg om først og fremmest VS, SF og efterhånden også – og det var det, som blev politisk afgørende – store dele af Socialdemokratiet. De begyndte at se på den sovjetiske trussel på en helt anden måde. Jeg konkluderer, at der sker et skred i trusselsopfattelsen i den dominerende del af Socialdemokratiet med politikere som Jytte Hilden, Kjeld Olsen, Lasse Budtz, Anker Jørgensen og Ole Espersen,« siger Bent Jensen.

»Der sker først en udvanding af trusselsbilledet. Holdningen er, at: »Nå ja, det kan godt være, at der er en del bureaukrati i Sovjet, og det er ikke lige den socialisme, vi ønsker, men det er jo sådan en konservativ defensiv stormagt, som ikke udgør nogen trussel«. Til sidst bliver det en omvending af trusselsbilledet. Man siger, at det er USA og præsident Reagan, der udgør truslen, mens Sovjet og Bresjnev er fredens bevarere.«

»Kjeld Olesen kalder i en fortrolig samtale med den østtyske ambassadør Reagan en kræftbyld og siger, at man ikke kan få fred og afspænding, før han er fjernet. Nogenlunde samtidig siger Lasse Budtz offentligt: »Hvad skulle vi have gjort uden Bresjnev?« Det er næsten som et teaterstykke. Hvis man skulle skrive to replikker, der skulle illustrere dette skred i trusselsopfattelsen, så kan man næsten ikke forestille sig to mere eksemplariske udsagn,« fastslår Bent Jensen.

Bent Jensens »Ulve, får og vogtere - Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991« udkommer tirsdag på Gyldendal. 1.512 sider, 799.95 kroner.