Villaen der blev et forbillede i 100 år
Søndag er der åbent hus i pragtvillaen Bakkekammen i Holbæk. Bygningen er et historisk enestående eksempel på Foreningen Bedre Byggeskiks arkitekturarealer.

Søndag er der åbent hus i pragtvillaen Bakkekammen i Holbæk. Bygningen er et historisk enestående eksempel på Foreningen Bedre Byggeskiks arkitekturarealer.

Den er stor. Den er smuk. Der er noget Matador over både villaens have og husets forhistorie.
Villaen og haven er fredet og er nu ejet af Realdania By & Byg. Nu er huset, der stod færdigt i 1917, blevet gennemrenoveret og står som et pædagogisk klart eksempel på, hvad det var, Foreningen Bedre Byggeskik ville, da den blev dannet for lidt mere end 100 år siden. Søndag eftermiddag er der mulighed for at besøge huset og dets have – inden det udlejes. Her er historien om villaen, dens arkitekt og de idealer, der udviklede sig i begyndelsen af det 20. århundrede og dannede skole for danske en- og tofamiliehuse langt op igennem 1900-tallet.

Danske villaer skulle være danske. I 1915 dannede en kreds af arkitekter Foreningen Bedre Byggeskik som en reaktion på den historicistiske periode i dansk arkitektur.
Historicismen var kendetegnet ved lån fra en række tidligere stilperioder – barok, rokoko, renæssance osv. – som blev blandet efter smag. Kendte, store eksempler i København er blandt andre Det Kongelige Teater, Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Hver på deres måde fine bygninger – men tendensen til at lege med de forskellige stilarter havde også bredt sig til andre dele af byggeriet. Dansk Byggeskik ville gøre op med det. Selvfølgelig kunne huse være præget af de store stilepoker i europæisk arkitektur, men de skulle assimileres, så udtrykket blev dansk.
Forløbere for denne bevægelse havde allerede fra 1890erne interesseret sig for den gamle danske bygningsarv og studeret den ved at foretage opmålinger af bygninger for at finde ud af, hvorfor de fremstod så enkle og smukke.
Når børn tegner et hus, er det et klassisk Bedre Byggeskik-hus. Dør i midten, vinduer til begge sider og på første sal og så et saddeltag.Per Troelsen, arkitekt og projektleder
Måske fordi mange bygninger landet over var konstrueret efter, hvad der var hensigtsmæssigt og praktisk i disponering af rum og opdeling mellem rummes funktioner; hvor sov menneskene, hvor var dyrene, hvor opbevarede man forrådet. En ældgammel viden koncentreret i erfaringen med, hvad der fungerede, hvad der var råd til, og hvad der beskyttede mod vind og vejr i et ofte ugæstfrit klima som det danske med regn og blæst – og så heldigvis solskin og varme ind imellem.
Når børn tegner et hus, siger arkitekt og projektleder Per Troelsen, der har overvåget renoveringen af villaen i Holbæk, er det et klassisk Bedre Byggeskik-hus. Dør i midten, vinduer til begge sider og på første sal og så et saddeltag.
Bedre Byggeskik bredte sig over hele landet, og i hvert fald 50.000 boliger er i udpræget grad inspireret af idealerne om skønheden i enkeltheden. Af Bedre Byggeskiks mangeartede aktiviteter opstod også murermestervillaen, og de kan tælles i måske dobbelt så mange landet over. De har den samme enkelthed:
Kvadratisk grundplan, soveværelser på første etage, forråd og varmekilde i kælderen og midt imellem køkken, spisestue, fordelingsrum med trappe og – når det gik højt – et herreværelse. Sådan som det er tilfældet Bakkekammen 40 i Holbæk, der nu er restaureret gennem to år.

Ikke fordi huset var forsømt eller nedslidt. De fleste murermestervillaer er materialemæssigt utroligt langtidsholdbare. Men undertiden skal de opgraderes af hensyn til indendørsklima og energiforbrug, og når Realdania erhverver en bygning til sin efterhånden halvt hundrede eksemplarer store samling af arkitektonisk bemærkelsesværdige huse, går foreningen grundigt til værks og fører bygningen tilbage til sit oprindelige udseende, så det er bevaret af hensyn til kulturarven. Bygningerne henstår ikke som museale kulisser men udlejes på markedsvilkår og bliver dermed en del af Realdanias fremtidige opkøb.
Bedre Byggeskik er rigt repræsenteret i Holbæk. Foreningen, der blev stiftet i 1915, virkede gennem publikationer, udstillinger, kurser for håndværksmestre- og svende og ikke mindst med tilbud om hjælp til at tegne et enkelt velproportioneret hus og råd om at bygge det i gode materialer, uden at det blev dyrere af den grund. Og så lå der en bygmesterskole i Holbæk, som arkitekten Ivar Bentsen, der var en af initiativtagerne til Bedre Byggeskik, etablerede i 1915. Ivar Bentsen er arkitekten bag Bakkekammen 40 og tegnede i alt 13 villaer i området. For en god ordens skyld også villaen ved siden af til sig selv, og fra den store park kan man se ind til hans hus, der nu er under ombygning. Blandt andre hovedkræfter i foreningen var P.V. Jensen-Klint (Grundtvigskirken), Hack Kampmann (Københavns Politigård) og Martin Nyrop (Københavns Rådhus).
Bakkekammens bygherre var grosserer Julius Mortensen.

Står man i den store have, kan man måske fornemme en slags stemning fra Tv-serien Matador. Og Julius Morgensen kom ligesom Mads Skjern af beskedne kår men opbyggede en grossistvirksomhed med leverancer til købmandsforretninger i store dele af Sjælland. Det gjorde ham til en velhavende mand, der kunne opføre ikke bare Bakkekammen 40 men sammen med et par andre handelsfolk erhverve et stort landområde øst for Holbæk. Inspirerede som de var Ivar Bentsen og andre fik de tinglyst en servitut om, at der kun kunne opføres huse, som levede op til Bedre Byggeskik-idealerne.
I 1917 flyttede Julius Mortensen ind i sit nyopførte hus sammen med sit personale. Hans hustru var død 15 år tidligere, så han havde en husbestyrerinde, en stuepige, en chauffør og en karl, og de sidste to var der plads til i henholdsvis en tilbygning og i en højloftet kælder med en smuk gulvbelægning, hvor man også mærker omhuen for kvalitet og detaljering.
Detaljerne er der også kælet for i stuen og på førstesalen. Takket være farvearkæologiske undersøgelser har det været muligt at fastslå den oprindelige vægmaling og genskabe de autentiske blålige, rødlige og grønlige nuancer, som det passer sig for en herskabshjem i den tids smag.

De repræsentative rum er selvfølgelig placeret i stueetagen, de private gemakker på førstesalen, vinkælder, viktualierum, rum til koks og til linnedstue i kælderen. Også haven er inddelt i funktioner. Haven herskabet spadserede i efter middagen, prydhaven inden for synsvidde, nyttehaven gemt lidt ad vejen sammen med hønsegården. Den parklignende have bliver i udkanterne gradvist vildere og mere skovagtig. En gang har grunden været på 10.000 kvadratmeter grænsende op til vild natur og udsigt til fjorden. Dele er efterhånden solgt fra i takt med at arveafgifter gjorde det påtrængende, og i dag er området fuldt udbygget
Bedre Byggeskik havde sin tid. I efterkrigstiden vandt funktionalismen frem med et andet, mere moderne og strømlinet, arkitektonisk udtryk. Poul Henningsen fandt i øvrigt stilen søvnig og dybest set reaktionær. Men. Tilbageskuende til mere enkle idealer har murermestervillaen holdt i generationer og blev også en forløber for parcelhuset – og søndag er det muligt at se et af de mest perfekte af slagsen, nyrestaureret og ført tilbage til fordoms skønhed.
Ivar Bentsens eksemplariske Bedre Byggeskik-pragtvilla i Holbæk ligger Bakkenkammen 40, og der er åbent søndag den 30. september mellem 13 og 17.