Vildt og voldsomt

Martin Scorseses ambitiøse og meget brutale »Gangs of New York« er en imponerende kraftpræstation, men sine steder også langtrukken og banal.

Trods sin titel er »Gangs of New York« ikke en gangsterfilm.

Det er ellers en nærliggende tanke, for Martin Scorsese har jo tidligere dyrket genren i værker som »GoodFellas« og »Casino«. Men hans ambition med den nye film er en anden, nemlig at skabe et storslået historisk epos i traditionen fra film som D. W. Griffiths »En nations fødsel«, Victor Flemings »Borte med blæsten« og Sergio Leones »Once Upon a Time in America« - og ligesom disse megalange mastodontfilm er også »Gangs of New York« præget af ambitioner så kolossale, at de næsten bliver monstrøse.

Efter en kort prolog i 1846 foregår hovedparten af Martin Scorseses film i 1863, og historien er i og for sig hurtigt fortalt - på papiret, ikke i filmen - idet den handler om Amsterdam Vallon, der som dreng ser sin far blive dræbt af den magtfulde bandeleder Bill »the Butcher« Cutting og som ung vender tilbage til barndommens kvarter for at hævne sig, det vil sige taget livet af Bill Cutting.

Kvarteret er The Five Points på Manhattans Lower East Side, og det er et uhumsk slumområde, hvis mean streets stinker af fattigdom, lovløshed og en hærskare af rivaliserende bander. Groft sagt står de »indfødte« amerikanere med Bill Cutting som leder over for de store flokke af nyankomne irske immigranter - Amsterdam er selv af irsk herkomst - og kampen gælder kontrollen over The Five Points, der har kyniske lokalpolitikeres bevågenhed, fordi her er mange stemmer at hente.

Med basis i Herbert Ashburys bog »The Gangs of New York« fra 1928 skildrer Martin Scorsese den amerikanske storby anno 1863 som en kogende heksekeddel af korruption, kriminalitet, racisme og rystende klasseforskelle. De sociale spændinger og etniske modsætninger beskrives med bred pensel og giver filmen episk fylde, men egentlig er de dog kun den forsirede ramme om den enkle beretning om en vred ung mand, der vil hævne sig på sin fars morder.

Amsterdam er imidlertid ingen Hamlet, og en væsentlig svaghed i »Gangs of New York« er, at han trods Leonardo DiCaprios behjertede indsats i rollen - og et påklistret kærlighedsforhold til en listig lommetyv, stærkt spillet af Cameron Diaz - forbliver en anonym figur uden særpræg eller substans. Dermed kommer filmens centrale konflikt fatalt ud af balance, for skurken Bill Cutting ligner nok en lapset nar, men er et både flamboyant og frygtindgydende magtmenneske, larger than life og spillet af Daniel Day-Lewis med en aggressiv bravur, som årets Oscar-uddelere formentlig fortjent vil hædre på søndag.

»Gangs of New York« er nomineret til ikke færre end ti af de gyldne statuetter, og det er ikke så sært, for den repræsenterer en topprofessionel kraftpræstation ydet af så prominente navne som cheffotografen Michael Ballhaus og scenografen Dante Ferretti. Gang på gang overvældes tilskuerens benovede blik af de grandiose historiske dekorationer (skabt i Cinecittà uden for Rom), de tusindtallige menneskemængder og den svimlende virtuositet, når kameraet elegant glider fra vældige totalbilleder ind til nærbilleder eller det modsatte.

Men det pompøse og patetiske melodrama minder om en banal lille melodi spillet af et mægtigt symfoniorkester, og dette er samtidig en uhyre brutal film, der overgår selv Sam Peckinpahs »Den vilde bande« med hensyn til blodige dødsfald i slow-motion. Det er lige før, at Martin Scorseses fascination af effektiv voldsudøvelse i både denne og tidligere film tangerer det fascistoide, og til slut går »Gangs of New York« helt grassat, da omfattende optøjer bryder ud i New York på grund af indførelsen af tvungen værnepligt i anledning af borgerkrigen, og myndighederne beskyder byen med kanoner.

Opstanden resulterer i et buldrende inferno, der snyder os for den afsluttende katharsis, som filmens hævndrama i timevis har lagt op til. The final showdown mellem Amsterdam og Bill bliver et antiklimaks, fordi det drukner i en helt anden historie, og skønt det kan være en bevidst pointe, sidder man uforløst tilbage med en nagende skuffelse.

»Gangs of New York« er i ordets oprindelige betydning et spektakel, holdt sammen af Martin Scorseses sikre kontrol over det enorme filmiske maskineri, men den er fattig på nuanceret psykologi og serverer kun spartansk føde til følelserne.

Et historisk epos af gigantiske proportioner og med kraftige kvaliteter som kulørt underholdning, javist, men man skal være villig til at lade sig forblænde af stor ståhej for at overse hulheden i historien og den åndelige armod bag de betagede skildringer af bragende slagsmål. »Gangs of New York« nydes bedst med øjnene vidt åbne og hjernen lukket og slukket.