Vildmanden i Christen Bernikovstræde

Christen Bernikovstræde - i dag Kristen Bernikows Gade - set fra Østergade mod Gammel Mønt. Det er etablissement Vildmanden til venstre. Foto fra ca. 1890. Før og nu, 4. årg
Læs mere
Fold sammen

Om Christen Bernikovstræde fortælles det, at præsten i Nikolai engang blev kaldt ud til en skikkelig gamling, der nu lå på det yderste. »Du ved nok, at Jesus døde for vores synders skyld?«, begyndte han sin tale. »Ak, nej, hr. pastor, her i strædet hører vi aldrig noget nyt«, og Holberg lader tjeneren Jens fortælle, at alle i byen undrer sig over, hvorfra Magister Stygotius har sin lærdom, »eftersom han kun er født i Christen Bernikovs Stræde«.

Ikke et sted, hvor man kom til verden med en sølvske i munden, forstår vi. Men her boede jævne mennesker i beskedne rønner, og det på trods af at Christian Barnekow, hvis navn optræder i utallige varianter, var en af Christian IVs nærmeste rådgivere, og angiveligt tillagde sig uvisnelig hæder, da han under krigen ved Varberg i 1612 frelste sin konges liv med ordene: »Jeg giver kongen min hest, fjenden mit liv og Gud min sjæl.« Måske er det løgn, men det er en køn historie, og død er han.

Forinden nåede han imidlertid at opføre en gård på en grund, der strakte sig mellem Østergade og Grønnegade, og hvor byens rende lå i en bred grøft. Tidligere var jorden ejet af en købmand, som accepterede, at der blev lagt offentlig vej hen over grunden. Mod et betragteligt afslag i skatten, begribeligvis. Vejen fik senere sit navn, men noget gik galt, for i 1689 var Christian V aldeles utilfreds med det forfald, der herskede i Christen Bernekoustrædet. Det var der råd for. Hans Koch, der var slotsforvalter på Rosenborg, var nemlig ved et fornuftigt ægteskab kommet i besiddelse af grunden, og på hjørnet ud mod Østergade og med en længe i Christen Bernikovstræde lovede han at opføre en firlænget gård, som ville blive en pryd for byen.

Efter slotsforvalterens død kom nye ejere til på skift. Strædet var ganske vist en skummel gyde, men beliggenheden på Østergade var overordentlig fornem, og derfor anmodede traktør Johan Georg Egner i 1752 om kongelig tilladelse til at drive gæstgiveri og således modtage rejsende. Bevillingen blev udstedt og sammen med den tilladelse til udskænkning og salg af vin i kælderen. Et herberg for fornemme rejsende blev det ikke, men til gengæld drev han uden om vintapperlavet en populær forretning i kælderen såvel som i haven ud mod Antonistræde, hvor der var keglebane. Det stred imod lavsartiklerne, og vintapperne kunne påvise, at der i hele bygningen var ulovlig handel med vin for neden og værtshus for oven. Så måtte værten betale skat ligesom andre næringsdrivende. Det huede ham ikke. Nye ejere kom til med nye økonomiske problemer. I 1789 var turen kommet til købmand Bindseil, som egentlig var uddannet barber og kirurg, men nu handlede med sukker, kaffe, rom og andre livsfornødenheder – navnlig te. Han kaldte sit etablissement Vildmanden, og som tidligere ejere opnåede også han det nødvendige privilegium til afgiftsfri udskænkning af vin mod et løfte om at drive gæstgiveri for standspersoner. Igen måtte vintapperlavet på stikkerne, for et ordinært værtshus med billard og keglespil kan aldrig være et passende herberg for fine folk på rejse.

Op gennem 1800-tallet blev Vildmanden eller Thalia, som stedet også hed, benyttet af byens mange klubber. Dramatiske og litterære selskaber holdt til i en teatersal, og i stuen var der kludekræmmerbutikker. Men bygningen lå i vejen for fremskridtet. I 1896 blev den revet ned, og på grunden opførtes et moderne såkaldt city-kvarter. Det gamle stræde blev forvandlet til ukendelighed, og med den nye bredde blev det i 1901 forfremmet til Kristen Bernikows Gade.