Vildand, vildskud og vildfarelser

Den danske anmelderstand skød med skarpt efter Henrik Ibsens »Vildanden«, da stykket første gang kom op på det Kongelige Teater i 1885. Siden er stykket, hvor Ibsen demonstrerer sin eminente dramateknik, blevet en klassiker på alverdens teaterscener.

Da »Vildanden« spillede på Rialto Teatret i 2000 var det Sarah Gottlieb, der levendegjorde rollen som Hedvig. Her sammen med Pia Jondal, Søren Spanning og Peder Holm Johansen. Arkivoto: Bjarke Ørsted Fold sammen
Læs mere

Hold da op for en bredside, Henrik Ibsen måtte stå mål til, da hans skuespil »Vildanden« første gang blev spillet på Det Kongelige Teater tilbage i 1885, året efter stykkets urpremiere på Den Nationale Scene i Bergen. Der blev ikke givet ved dørene, snarere smækket med dem. Hør bare: »Et svagt arbejde,«»et humoristisk interiør-maleri, hvor der blot i en krog på gulvet ligger en lille rød blodklat« her sigtes velsagtens til den stakkels Hedvigs ulyksalige omgang med pistolen inde på loftet. Foruden alle mulige andre nedladende beskrivelser, rangerende fra »dødbringende« til »kedelig.«

Det er lige før, man bliver helt beskæmmet på standens vegne, selv om den arrogant bedrevidende anmelderposition finere end publikum, blasert træt af kunsten - da heldigvis til en vis grad er ved at være en saga blot, trods de tilbagefald, der stadig kan ramme anmelderstanden som udslag af den kritikkens altid latente sygdom, der hedder alt for hurtig domsfældelse. Den uimodståelige trang til at finde fejl og rakke ned.

Fortiden rulles op
Nu kan samtiden jo have svært ved at se samtiden for bare træer. For sine egne forbenede forudfattede meninger. Men set i bakspejlet må man bare sige, at kritikken tog grueligt fejl.

For siden er »Vildanden« jo blevet en fast bestanddel af det klassiske repertoire over hele verden, ja, velsagtens det mest spillede Ibsen-stykke vis-a-vis »Et dukkehjem« og »Hedda Gabler«. Og det er ikke uden grund.

»Vildanden« hører til den slags stykker, der omtrent folder sig ud som en sindrigt konstrueret kriminalroman. »Fjerner man en sofa hos Ibsen , bryder hele lortet sammen,« som den svenske instruktør Staffan Valdemar Holm engang sagde i et interview. Stykket står i dag som et mesterværk i Ibsens produktion. Her demonstrerer han til perfektion sin analytiske og tilbageskuende dramaturgiske metode den »optrevlende« dramateknik, der langsomt ruller fortiden op. Den metode, som skulle komme til at spille så væsentlig en rolle i teatrets og ikke mindst filmens - måde at fortælle historier på, og som Ibsen første gang havde demonstreret med dramaet »Gengangere« (1881).

Guf for freudianere
Intet er overladt til tilfældighederne. Selv det mindste ord har sin funktion i den store sammenhæng. Alle replikker fungerer med en hensigt, en indbygget logik, som peger frem mod den bitre ende.

Som ingen anden før ham og siden, har man næsten lyst til at tilføje arbejder Ibsen med psykologisk splittelse mellem det erkendte og det ubevidste. Guf for freudianere! Og for skuespillere. Med eminent og følsomt registrerende sprog i lavmælte, men intense og sindrigt konstruerede samtaler, både karakteriserer og afslører Ibsen sine personer i »Vildanden« og ikke mindst de sociale forskelle, der kommer til at spille så stor en rolle for stykkets tragiske udfald, når det endegyldigt kommer for en dag, at den rige grosserer er far til den Hedvig, fotografen Hjalmar Ekdal troede var hans. Når hele den betændte fortid er stillet til skue, indtræffer den endelige katastrofe, der sigtes uafvendeligt mod. Den katastrofe, der smadrer den tilværelse, de lykkestræbende figurer så møjsommeligt har bygget op. 14-årige, renfærdige Hedvig, der forguder den mand, hun hidtil har troet, var hendes far, påtager sig en misforstået offerrolle og skyder sig i ensomhed på loftet, mens de voksne er ved at rede trådene ud. Hun er den, der bliver offer for andres ulykkelige valg og skæbnesvangre fejltagelser.

Kortsigtet afklapsning
»Vildanden« handler i det hele taget om menneskers (manglende) evne til at ville se virkeligheden i øjnene med den berømte replik »Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme« som det udsagn, der siden har været til evig diskussion på teaterscenerne. Gør den hjemvendte ungdomsven Gregers Werle ret i at rive skællene fra den naive Hjalmar Ekdals øjne og tilintetgøre hans lille, praktiske familieidyl ud fra den faste overbevisning, at livet skal leve på baggrund af den skinbarlige sandhed? Skiftende iscenesættelser har svunget sig mellem forskellige grader af forsvar for og angreb på den moralsk rasende Gregers og hans ideale fordring eller hverdagsoverleveren Hjalmar. Men offerlammet Hedvig har altid betalt prisen, på samme måde som den stakkels vildand, der vralter rundt inde på loftet, symbol på snart den ene, snart den anden af stykkets personer. »Vildanden« er idet hele taget det første af Ibsens såkaldt symbolistiske stykker. Mon ikke det har været med til at forvirre kritikken og lede til den blandede modtagelse, Ibsen selv forudså?

»Dette nye stykke står i visse måder på en plads for sig selv i min dramatiske produktion; fremgangsmåden er i forskellige henseender afvigende fra min tidligere. Herom vil jeg imidlertid ikke videre udtale mig. Kritikerne vil forhåbentlig nok finde punkterne; i al fald vil de finde adskilligt at tvistes om, adskilligt at fortolke,« skrev han i et brev til sin forlægger.

Klog mand. Anmelderne fremstår i dag knap så kloge. De må til gengæld til tid og evighed betale prisen for deres egne tidsbundne vildfarelser. Den negative vrangvillighed, der lurer som en indbygget fare, når kritikken vælger den kortsigtede afklapsning frem for en reel dialog med kunsten, afvisningen frem for diskussionen. Men det er jo let nok at sige. I sikker afstand af dengang.