Vild ungdom

Larry Clarks »Bully« er et realistisk og rystende portræt af nutidens rodløse vestlige ungdom, der frarådes bekymrede forældre til teenagebørn.

Med debutspillefilmen »Kids« fra 1995 skabte den tidligere junkie og småkriminelle hustler Larry Clark, der i dag er 60 år og etableret fotograf og instruktør, et af 1990ernes ultimative tidsportrætter - en både hip, knivskarp og nådesløst realistisk skildring af en flok hvide middelklasseunges ind imellem skæbnesvangre narrestreger i løbet af et døgn i New York.

Clarks nyeste film, »Ken Park«, blev vist under årets NatFilm Festival, men vi får nu endelig hans forrige, »Bully«, at se på de danske biograflærreder. Som sædvanligt er den forbudt for børn under 15, selvom det netop er unge, den handler om, og filmen måske snarere burde være forbudt for de voksne, der har glemt, hvordan det er at være ung, rebelsk og selvdestruktiv. Dén slags voksne, der bliver forargede over, at en »gammel mand« som Clark råt, nøgent og ærligt viser os unge, der hæmningsløst vælter sig i sex, drugs & rock'n'roll - i en slags hardcore-cinema verité version af tidens pastelfarvede teen-TV-serier...

»Bully« bygger på en uhyggelig, virkelig historie om en gruppe mere eller mindre tilfældigt sammenløbne teenageres mord på en kammerat i en lille provinsby i Florida i starten af 90erne, i øvrigt skildret af Jim Schutze i den fremragende bog »Bully - A True Story Of High School Revenge«.

Venskabet imellem den psykopatiske Bobby, filmens bully, og den undertrykte Marty har stærke sadistiske og homoerotiske undertoner. Bobby mobber konstant sin barndomsven og tvinger ham med en blanding af vold og psykisk terror til danse nøgen på en bøssebar og give telefonsex til homoseksuelle mænd. Da Marty bliver kæreste med den gammelkloge og følsomme Lisa, er det imidlertid, som om magtbalancen imellem dem forskubber sig et nøk, og Lisa ægger Marty an til at tage et opgør med hans plageånd, i yderste konsekvens slå ham ihjel. Da Bobby senere voldtager både Lisa og hendes veninde Ali stiger hadet til ham, og sammen med en en umage flok af konstant skæve og stenede venner og bekendte - heriblandt wannabe-gangsteren Hitman, spillet af Leo Fitzpatrick fra »Kids« - beslutter de sig for at lokke Bobby med ud til en øde strand og dér slå ham ihjel med knive og baseballkøller.

Filmen er et rystende og realistisk portræt af nutidens rodløse, vestlige ungdom, der også har relevans i lille, uskyldige Danmark. Den handler om en forældregeneration og en teenagegeneration, der efterhånden er så langt fra hinanden erfaringsmæssigt, at de overhovedet ikke kan kommunikere sammen. Den handler om dumme, svigtede, uansvarlige børn, der fucker deres liv op, og den handler om dén følelsesmæssige afstumpning, der lurer lige under det 21. århundredes kulørte info- og medietomgang.

Samtidig spilles der fremragende i alle ungdomsrollerne, ikke mindst fordi Clark - der selv optræder i en birolle som Hitmans far - altid caster sine film med helt unge spillere, der stadig har teenageårenes usikkerhed og emotionelle turbulens brændemærket i deres perfekte hud. Clark er ikke, som nogle nymoralske kritikere ellers mener, en pervers spekulant i sex og vold mellem mindreårige, men af disse års vigtigste amerikanske filminstruktører. Om man bryder sig om hans billeder fra virkeligheden eller ej...