Vikingetidsmuseet i Oslo rummer en enestående samling af godt 1.000 år gamle vikingeskibe, og over en halv million besøgende strømmer hvert år til museet på Bygdøy for at se de velbevarede sjældenheder.
Men de mange mennesker belaster de gamle trækonstruktioner. Vikingeskibene kunne i sin tid klare at krydse Nordsøen, tage på vilde vikingetogter og blive brugt til begravelse af kongelige - og flere hundrede år senere blive udgravet i fin stand. Men allerede for flere år siden kunne museet konstatere, at de de titusinde mennesker, som i gennemsnit besøger museet hver uge, belaster skibene med støv og rystelser, og at de gamle skibe dårligt kunne tåle at blive flyttet til et nyt museum.
Derfor afholdt man i 2016 en arkitektkonkurrence om en udvidelse af museet, så man bedre kunne beskytte museets genstande, og den blev vundet af den danske tegnestue Aart Architects med en stor spektakulær, snegleformet tilbygning til det eksisterende museum.

Siden har projektet stået i stampe, fordi finansieringen af det knap to mia. kr. dyre projekt ikke har været på plads. Men mandag lovede den norske minister for forskning og højere uddannelse, Iselin Nybø, at der nu er afsat 35 mio. kr,, og så kan projektet projektet komme videre.
»Jeg er nok Norges glades mand. Dette er den mest fantastiske gave, som nogen museumsdirektør kunne få,« siger Håkon Glørstad, museumsdirektør på Kulturhistorisk Museum, til NRK.
»Det er en lang kamp, som endelige krones med sejr. Det er et enormt vigtigt skridt for at kunne tage vare på verdensarven for eftertiden. Jeg har været meget bekymret. Det at have ansvaret for Norges vigtigste nationalarv, som vikingeskibene på mange måder er, er et meget stort ansvar,« siger Håkon Glørstad.
Regeringens tilsagn om de 35 mio. kr. betragtes som en bekræftelse af, at staten vil finansiere projektet, og det ventes, at den norske finanslov, som fremlægges til oktober, vil indeholde nyt om de videre bevillinger.
Forventningen er, at projekteringen nu kan gå i gang, og at man kan begynde at bygge omkring 2020-2021. Byggeriet ventes at kunne stå færdigt i 2025.

Beklædt med norsk skiffer
Danske Aart Architects vinderprojekt er en stor tilbygning på 13.000 kvm til det eksisterende museum fra 1926, som er fredet. Museet er korsformet, og tilbygningen er en elegant cirkulær bygning, som forbinder to af det gamle museums gavle. Den nye bygning skal både på tag og facader beklædes med norsk skifer.
Ironisk nok ventes det nye byggeri at tiltrække endnu flere besøgende end det gamle: 800.000 gæster årligt.
Vikingetidsmuseet, som er et af Norges mest besøgte museer, rummer bl.a. to enestående skibsfund, Gokstadskibet og Osebergskibet, som er store velbevarede vikingeskibe fundet i hhv. Sandefjorden og Oslofjorden.
»Norge har verdens største, bedste og mest unikke samling fra vikingetiden. Osebergskibet er et helt unik eksempel på dette. Det er vores ansvar at tage vare på disse fantastiske samlinger for eftertiden,« sagde Iselin Nybø mandag til NRK og slog fast, at museet nu bliver en realitet.