Vikingerne - fra voldelige hedninger til kristne krigere

Med ny viden, nye fund og lån fra 12 lande har Nationalmuseet skabt en unik flot og fascinerende udstilling om vikingerne. De myrdede og plyndrede, men sørgede for at være velsoignerede.

Filede mandstænder. Gotland. Fold sammen
Læs mere

Det vil nok forbløffe de fleste, at Nationalmuseets nye vikingeudstilling åbner for den mulighed, at Odin var transvestit. Årsagen er, at en sølvfigur fundet i 2009 sandsynligvis forestiller Odin i kvindetøj. Den lille fine figur ses i en montre, men kan studeres fra alle sider på museets nye digitale skærm, som alle montre er forsynet med. Odins kvindetøj og ambivalente seksuelle præferencer underbygges af sagakilderne. Men museet åbner dog også op for, at figuren slet ikke er Odin, men en vølvefigur fra perioden 800-1050. Men to ravne ved hans side, som må være Hugin og Munin, synes dog at afgøre striden, nemlig at det er Odin, som vi ser i kvindetøj.

Det er ikke det eneste overraskende forhold, som nu bliver formidlet til en større offentlighed. Kvindernes verden er stærkt repræsenteret på udstillingen, og museets arkæologer skriver i det medfølgende meget smukke katalog, at kvinderne ikke blot blev hjemme ved kødgryderne, men muligvis var med på krigstogter. Argumentet for denne tolkning er, at der er fundet våben i flere kvindegrave.

Udstillingens hovedattraktion er verdens længste vikingeskib, der for første gang er hentet op fra magasinerne og nu er udstillingens centrale genstand. Med sine 37 meter var det bemandet med godt 100 mand. Det er lidt længere end de længste skibe fra Skulderlev og Hedeby, og det står nu i museets store rum og vidner om den magt, som vikingekongerne må have haft. Det har formelt navnet »Roskilde 6«, men nævnes også nu som »Ægir«.

Det store skib er i sig selv et godt eksempel på en af udstillingens hovedbudskaber, nemlig at vikingerne og deres skibe kom vidt omkring, og at vi skal se vikingerne og deres kultur i en større nordeuropæisk sammenhæng. Skibet blev bygget i Oslofjorden i 1025, det kan man klart datere ud fra træet. Man ved, at det i 1039 blev repareret i Baltikum. Og så endte det altså på bunden af Roskilde Fjord noget senere. Skibet blev opdaget i 1996-1997, og det blev dengang registreret og lagt i magasin. Kun ca. 20 procent af skibet er bevaret, men alligevel får man en fornemmelse af dets storhed. Udstillingen sætter skibet ind i et større magtpolitisk opgør mellem Knud den Store og Olav Haraldsson.

Vikingerne var voldelige

I 1970erne og 1980erne var der løbende en debat om vikingernes voldelighed. Samtidig med at demonstrationerne mod atomvåben og for fred i verden bredte sig, nedspillede man fagligt vikingernes voldskultur. Man understregede, at vikingerne jo handlede med andre folk, og at man slet ikke skulle se vikingerne som blodtørstige krigere, der gik bersærk. Den nuværende udstilling tegner et andet og mere sammensat billede af vikingesamfundene. Udstillingens kuratorer har den opfattelse, at vikingekulturen var en voldelig kultur, hvor man som i rockerbander lagde vægt på krig og vold. Det illustreres ved de vandrette slibninger, som man har fundet på mændenes fortænder, og som uden tvivl skulle virke skræmmende på fjender og svarer til rockernes rygmærker.

Der er mange våben på udstillingen, og sværdet var en ægte vikings kæreste eje. De bedste sværd blev lavet af frankerne, og en våbensmed ved navn Ulfberth var den foretrukne våbenmager. På et tidspunkt blev hans sværd så populære, at frankerne måtte udstede et eksportforbud, så vikingerne ikke fik for mange af dette teknologisk avanceret våben. Vikingerne lavede også selv våben, men sjældent så gode som Ulfberths. Man viser også en samling vikingespyd fisket op af Themsen, der illustrerer deres hærgen vestpå.

En troldkvinde

Udstillingen og kataloget beskriver fund ved Fyrkat i Nordjylland, hvor man i Harald Blåtands tid havde en ringborg. Uden for ringvolden er der en gravplads, hvor man har fundet en kvinde. Graven har været stor og rig, og kvinden, som kaldes Fyrkat-kvinden, må have haft talrige rejser bag sig, vidner fundene om. Man mener, at hun har været en troldkvinde, og i graven var et fedtstof og bulmeurtfrø, der blandet og påført tyndhudede steder kunne give en gevaldig hallucinerende oplevelse.

Smykker til kvinder i alle former og materialer er stærkt repræsenteret i udstillingen. Der er også vist et strygebræt, så tøjet kunne gøres pænt, og jeg tillader mig at formode, at det var kvinder, der anvendte dette bræt, men det kan man jo ikke være sikker på mere.

Da vikingerne blev stuerene

Udstillingen skildrer en kultur, der var under forvandling fra 800-tallet og frem. Hvor vikingerne i de tidligste år har været præget af mindre høvdinge og derfor mindre skibe, så voksede der efterhånden et mere struktureret samfund frem, der sørgede bedre for infrastruktur. Veje og broer blev bygget, og skibene blev større og mere sødygtige. Efterhånden vandt kristendommen også frem, og dens sagtmodige budskab om at vende den anden kind til og den lidende Jesus på korset må have været drøj mjød at sluge. Men efterhånden vandt disse nye værdier frem og fortrængte den oprindelige voldskultur.

Det ville imidlertid være fejlagtigt at tro, at voldskulturen var forbundet med urene forhold og usoignerede mennesker. Man har fundet kamme, tandstikkere og andet, der vidner om rimelig hygiejne.

Hvor vikingerne i starten havde været ilde krigere, der havde trynet andre folk, som f.eks. Rollo i Normandiet, så blev de skandinaviske lande efterhånden en del af den civiliserede verden, og dets høvdinge/konger blev en del af europæisk magtpolitik. Nu blev vikingerne inviteret med til politiske forhandlinger og ind i stuerne hos fine konger og biskopper. Billedet af de hedenske vildmænd ændredes langsomt til et pænere af magtfulde, kristne krigere.

Spil vikingespil

Nationalmuseet har samarbejdet med British Museum og Museum für Vor- und Frügeschichte i Berlin. Man har indlånt genstande fra 12 lande, og meningen er, at udstillingen senere skal til London og Berlin. Alle sejl er sat til i denne smukke udstilling, der byder på en lang række meget skønne genstande og tankevækkende tekster. Man har forsynet montrerne med fine digitale skærme, hvor man kan trykke sig ind på yderligere oplysninger, og man kan også få en app til sin smartphone, så man direkte kan hente oplysningerne ned på sin egen mobiltelefon. Desuden har man lavet en række computerspil, hvor man kan være viking for en dag. Kataloget er yderst letlæst med pragtfulde illustrationer og videnskabelig troværdighed.

Det er skibet, der binder genstandene sammen i denne udstilling, for Norden var et maritimt samfund. Ganske vist var 90 procent af befolkningen bønder og fiskere, men vægten er lagt på krigersamfundet.

For vikingerne var skibet mere end blot et transportmiddel, og udstillingen og kataloget skildrer også vikingernes tro og verdensopfattelse, hvor skibet havde en central placering.

På en af de tidligste mønter ser man et stiliseret billede af et vikingeskib, men udstillingen fortæller overraskende, at de oftest fundne mønter var arabiske, og at der er fundet 200.000 arabiske mønter, hvor inskriptionen var »Allah er stor«, hvilket gør dette udsagn til den hyppigste sætning i nordisk sammenhæng blandt fundene. En falskmønter var også på spil, for de arabiske mønter blev foretrukket, fordi de havde høj sølvværdi, men en snedig fyr i Hedeby producerede falske arabiske tinmønter med arabisk skrift.

Der var en handels- og kulturudveksling i store dele af Nordeuropa, og udstillingen viser, hvordan der blev handlet på tværs af grænser og folk. Her er mønter fra Arabien, en samisk tromme, smykker fra Polen, frankiske sværd, guldmønter fra Frankien, sølvskatte fra Baltikum, spillebrikker fra Tyskland og meget mere.

Udstillingen er en kæmpefornøjelse at se og understreger, at nye detektorfund spiller en stor rolle i vor nye viden om vikingetiden.

Dronning Margrethe har forsynet Nationalmuseets katalog med et forord, hvor hun skriver, at vikingetidens særlige magi og fascination stadig lever. Det kan man kun tilslutte sig hende.

Hvad: »Viking«

Hvor: Nationalmuseet, Ny Vestergade 10, 1471 København K

Hvornår: 22. juni-17. november. Museet har åbent tirsdag-søndag 10-17. Gratis adgang