Vignet: Læst & Påskrevet

Vi skal tilbage til 1960erne for at finde en lignende velstandseksplosion i Danmark. Men globalt ser det ud til, at guldfeberen tager sig en pause. Samtidig undergraves den danske økonomi og løndannelsesmodel i

Hvis det i løbet af de næste par års tid sker, at den økonomiske vækst stagnerer, ejendomsmarkedet præges af tvangsauktioner, og manglen på arbejdskraft afløses af hurtigt stigende arbejdsløshed, hvem skulle man så sætte ind i et forbryderalbum over de ansvarlige for denne vanrøgt af fædrelandet? Det ville ikke blive svært at udpege de hovedansvarlige. Øverst i dette galleri af samfundsødelæggere måtte man placere lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, flankeret af FOA-formanden Dennis Kristensen og sygeplejerskernes Connie Kruckow. Vi ville så få en opsætning, der mindede noget om kongevåbensversionen af det danske rigsvåben – med Pia Kjærsgaard i midten som løverne og hjerterne og de to forbundsformænd Kristensen og Kruckow som vildmændene, der med deres køller knuser det system, deres forgængere møjsommeligt har bygget op og forsvaret. Under disse hovedskurke ville så naturligt følge Helle Thorning-Schmidt som hovedansvarlig for Socialdemokraterne og Villy Søvndal som SF-formanden med hovedet medfølende på skrå, hver gang der tales om social- og sundhedsassistenternes løn.

Nej, tidligere generalsekretær, nu politiker for en dag Jørgen Poulsen hører trods sin grådighed ikke hjemme her. Han er kun en bitte fisk. Men jeg er på det rene med, at forbrydergalleriet for at være nogenlunde komplet burde suppleres med en repræsentant for de kommuner, der har vanrøgtet højkonjunkturen ved hæmningsløs frigivelse af nye boligarealer, og en repræsentant for den røverisk grådige del af erhvervslivet, der ved sin skamløse adfærd har gødet jorden for vildmændene Kristensen og Kruckow. Som repræsentant for sidstnævnte gør Henning Dyremose glimrende fyldest, skønt en lang række mere anonyme direktører har handlet lige så grimt. Og som repræsentant for kommunerne kunne man jo vælge borgmesteren i Holbæk, den radikale Jørn Sørensen, fordi denne kommune – typisk for en del fjordkommuner – har formået, hvad man ikke troede muligt, nemlig at gentage byødelæggelserne fra 1960ernes hårde vækst og samtidig på én gang bidrage til ødelæggelsen af ejendomsmarkedet og forøgelsen af potentielt slumbyggeri. Jeg tænker især på det arkitektonisk rædselsfulde karrébyggeri, der smøres op på fjordbyernes havnearealer og sælges som luksusbyggeri, ikke på grund af skønhed og kvalitet, men simpelthen fordi det ligger ved vandet.

Det skyldes først og fremmest Pia Kjærsgaard og hendes parti, at vi har fået en udlændingepolitik, der er i overensstemmelse med det store folkeflertals sunde fornuft og realistisk-afbalancerede forhold til omfanget af indvandring. Selv om de fleste Venstre-folk, Konservative og ikke mindst socialdemokrater er enige i den stramme politik, ville de herskende lag aldrig have gennemført den uden presset fra Pia Kjærsgaard. For den indsats fortjener hun en markant placering i den nyeste danmarkshistorie. Men retten til den placering mister hun igen, hvis hun står fast på sit skæbnesvangre krav. Pia Kjærsgaard brugte det vanvittige krav om, at Folketinget på nærmest kommunistisk vis skal øremærke lønforhøjelser til særlige grupper, som madding under valgkampens stemmefiskeri. Nu hænger hun selv på krogen. Men Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal efterlignede hende omgående, Thorning-Schmidt dog med en modifikation, der lod ane, at Socialdemokratiet engang har været et ansvarligt parti. Og for Søvndal er alle løfter gratis.

På den anden side argumenterer Helle Thorning-Schmidt på sin sædvanlige monotone robotmaner, så man må tage sig til hovedet, idet hun så sent som i går skingrede, at en yderligere pulje på fem mia. til lønstigninger er nødvendig, hvis det offentlige skal kunne tiltrække arbejdskraft. Da arbejdsløsheden er minimal, siger Helle Thorning-Schmidt i virkeligheden, at vi skal bruge yderligere fem mia. kr. af skatteydernes penge på at trække arbejdskraft fra det direkte indtægtsskabende private erhvervsliv – der i forvejen mangler arbejdskraft – over til den direkte forbrugende offentlige sektor. Det kan kun bedømmes som politisk kriminalitet, og hvis det nu bliver sådan, at regeringen i stedet for at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål bøjer sig for disse krav, hvis de fastholdes uændret, beklager jeg at måtte sige – men siges skal det – at så må vi udvide forbrydergalleriet med portrætter af Anders Fogh, Lars Løkke og Bendt Bendtsen. For så får vi det, som Pia Kjærsgaard, Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal åbenbart ønsker: svigtende vækst, tvangsauktioner, arbejdsløshed.