Vidunderlige Agnes Obel

Agnes Obels sange voksede fra det undselige til det uimodståelige i et hengivent JazzHouse.

Agnes Obel ligner en idealkvinde fra Det Tredje Rige, som hun sidder dér ved flyglet med rank ryg og i en brun kjole med hvide kniplingkanter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Juul Pedersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Øjnene er blå, trækkene rene, de mørkblonde fletninger rullet op og samlet over den slanke nakke.
 
Agnes Obel ligner en idealkvinde fra Det Tredje Rige, som hun sidder dér ved flyglet med rank ryg og i en brun kjole med hvide kniplingkanter.
 
Men hun er det stik modsatte. Hun er poesi, hun er lethed, hun er humanisme, og hun er en sanger og en sangskriver, som med det vidunderlige kammerpopalbum »Philharmonics« har bevist, at hvis man skruer ned for virkemidler og lydstyrke, så tier de fleste – og spidser øren.
 
Og der er da også så stille, at fotografernes knipsen lyder som støj, da den klassisk uddannede dansker sætter skred i sit 75 minutter lange sæt i et tætpakket JazzHouse.
 
Her begynder Agnes Obels hænder at rulle hen over flyglets tangenter, mens aftenens eneste backingmusiker, Anna Müller, lader celloens molsværtede og klangfulde strenge løbe ind og ud af det melodiske forløb.
 
En strategi og et formsprog, som ikke bare tegner den smukke mini-ouverture, men også de øvrige 12 indslag, som står glasklart i den trange sal, hvor det ene lavmælte højdepunkt tager det andet. Fra »Beast« og »Just So« over »Riverside« og »Philharmonics« til »Over The Hill« og den sugende smukke omkalfatring af John Cales »I Keep A Close Watch«. 
 
Suveræne løft
 
Det er ofte det samme, som sker. Agnes Obel slår et stilfærdigt tema an på tangenterne og synger sig ind i første vers, mens Anna Müller underbygger stemningen med sin cello. Men i omkvædet løfter kompositionerne sig fra det undselige til det uimodståelige, og allerstærkest i »Brother Sparrow«, som ikke bare viser, hvor ferm Agnes Obel er kompositorisk, men også lyrisk.
 
Når hun synger »streetlight dancing on the dark/across the park« med sin svale, let sensuelle stemme, er det nemlig ikke bare en lise for øret, men også åbningen på en knitrende og billeddannende film for det indre øje.

Og at den sikkerhed, Agnes Obel forløser sine sange med i JazzHouse modsvares af en let kejtet adfærd, gør kun oplevelsen større. Som da hun efter første encore kommer ind igen med hænder, der flagrer som fugle, og fortæller, at hun altså har spillet alle de sange, hun har. Så går hun igen. Med bifaldene brusende i ryggen.
 
Fuldt fortjent.
 
- Agnes Obel, JazzHouse, søndag.

Agnes Obel - Riverside - Youtube