Vidunderbarnet, der forvalter Louisianas arv, fylder rundt

Poul Erik Tøjner har bevæget sig fra universitetsfilosofi over kunstkritik til direktørstillingen på Louisiana. Det har han været god til – hele vejen gennem karrieren.

Poul Erik Tøjner
Det er snart 20 år siden, Poul Erik Tøjner blev direktør for Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk. De to institutioner i dansk kunst er lige gamle. Begge er 60 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Filosofisk skolet, litterært dannet, praktisk anlagt, udstyret med et godt blik for kunstnerisk kvalitet og velsignet med talentet for at kombinere evnerne til en forbilledlig formidling. Beregnet, vel at mærke, til et interesseret publikum. Poul Erik Tøjner – 60 år 25. februar – flyver højt over den laveste fællesnævner.

At Tøjner skulle blive til noget stort i det danske kulturliv – eller måske snarere: åndsliv? – var til at ane, da han begyndte at befatte sig med kunstkritik i dagbladet Information i de vilde 1980ere. Men direktør for Louisiana? Leder af en af Danmarks suverænt største og bedste kulturinstitutioner! Det var vel ikke til at forudse? Og så var det alligevel logisk, da det kom frem. På forsiden af denne avis. Før beslutningen blev offentliggjort.

At være eller ikke at være – dygtig

Poul Erik Tøjner blev student fra gymnasiet i barndomsbyen Skanderborg og læste filosofi i fødebyen Aarhus, inden han i 1992 afsluttede sin uddannelse ved universitetet i København. Licentiatgraden behandlede Søren Kierkegaard. Man kan lige så godt stile højt, når det nu alligevel skal være.

Allerede inden han tager sin afsluttende eksamen, er Poul Erik Tøjner avanceret til Weekendavisen, hvor han skriver om navnlig billedkunst og litteratur, og på et tidspunkt – det er i 1994 – bliver han kulturredaktør.

Så det er altså fra en – må man formode – drømmestilling til en anden, da Tøjner skifter i 2000, da han bliver tilbudt jobbet som direktør for Louisiana. På det tidspunkt havde han forfinet sin sproglige ekvilibrisme i et sådant omfang, at man begyndte at spekulere på, hvornår man ikke længere kunne karakterisere hans tekster som anmeldelser, men som poesi.

For et kvart århundrede siden viste Grand Palais i Paris en udstilling med den venetianske malerfyrste Tizian, som var uforglemmelig. Men det var Tøjners anmeldelse nu også. For han brugte henved en fjerdedel af sine omkring 2.400 ord på at fortælle om, hvordan Tizian havde malet et ganske særligt ærme tilhørende en kvinde. Beskrivelsen af dette stykke tekstil bliver så vejen ind i billedet, vejen ind i Tizians storladne maleri, vejen tilbage til Tizian og Venedig i 1500-tallet.

Stadier på livets vej

Mageløst. Grandiost. Flot. Men man tænkte, at Poul Erik Tøjner måske også ville være mere end måske egnet til at forholde sig til den konkrete side af kunstlivet, og hvis det også var hans ønske, må man sige, at han fik sin sag for, da han først supplerede Knud W. Jensen, Louisianas stifter, som leder og siden afløste ham som direktør – og på det tidspunkt skulle i byen og skaffe rigtigt mange penge til museets sikkerhedssystem og et alternativ til opsamlingen af det regnvand, der stundom kom gennem taget.

Knud W. døde samme år, som Tøjner tiltrådte, og man kunne have undt Tøjner, at han havde haft Knud W. Jensen som mentor og som ham, der skulle introducere sin efterfølger til den internationale kunstverden. Men Tøjner klarede det endda – selv. Og med hjælp? Må man håbe. Fra nogle af Knud W. Jensens mangeårige medarbejdere.

Tøjner er stort set lige så gammel som Louisiana, og med museet i Humlebæk indførte Knud W. Jensen en ny måde at gå på museum på i Danmark, der siden har dannet skole og er blevet normen. Vist var Knud W. Jensen aristokrat, men han havde en evne til at formidle sin optagethed af kunst og dele glæden med andre ved at gøre det til en mangefacetteret oplevelse at besøge Louisiana.

Det skulle være frydefuldt og som at besøge en excentrisk onkel på landet og se hans samlinger. Det skulle være afslappet i forhold til den støvede (selv)højtidelighed, der kunne kendetegne de gamle museer. Der skulle frisk luft ind i salene. Sikkert også fordi dengang i Louisianas spæde år røg gæsterne, mens de kiggede på modernismens mærkværdigheder.

Tøjner har nogle af de samme kvaliteter. Han kan tale klogt med de intellektuelle, der er tilbage. Han kunne snakke maleri med Per Kirkeby, som han arbejder på at tilrettelægge en stor – den foreløbigt definitive? – udstilling om, der skal vises i foråret 2020. Han kan, som Knud W. kunne, tale med fondene – og så har han en lynhurtig og vittig replik. Og et vindende væsen. Hvis han vil. Også Tøjner har et aristokratisk væsen, men som Knud W. Jensen en befriende ligefremhed.

Alt det er kvaliteter, der betyder, at det alligevel ikke var så overraskende, at Poul Erik Tøjner blev leder af museet i Humlebæk, som også udenlandske museumsfolk og andre kunstfaglige sukker henført over rundt om på verdens biennaler og andre gigantudstillinger. Beliggenheden. Den arkitektoniske kvalitet. Hele ånden på stedet. Som – hvis museet skal overleve – fordrer mange mennesker, og at de mennesker får en kvalitetsoplevelse. Og i øvrigt føler sig ordentligt behandlet. Louisiana har ikke publikum. Louisiana har gæster. De besøgende er gennem hele museets 60-årige historie blevet præsenteret for både det velkendte og det nyeste. Klassikerudstillinger og introduktioner til de skikkelser, der formodentlig også en dag bliver klassikere.

Både-og

Poul Erik Tøjners måde at forvalte Knud W. Jensens store arv på også er blevet bemærket langt ud over landets grænser, og der har været undersøgelser, der har placeret ham som en af de mest betydningsfulde og lovende skikkelser i den internationale kunstverden.

Også herhjemme har der været bud efter ham. Han sidder i bestyrelsen for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, for Gyldendal og tidligere for Københavns Universitet, ligesom han tidligere har været med til at uddele kunstpriser for investeringsbanken Carnegie.

Selv har han blandt andet modtaget N.L. Høyen Medaljen og en pris fra TopDanmark Fonden for – sammen med Frederik Stjernfelt – at skrive det rå signalement af 1980ernes danske kunst, der udkom i bogform under titlen »Billedstorm«. Poul Erik Tøjner har skrevet andre bøger, der både er meget læseværdige, begavede, sprogligt spændstige og noget så sjældent som vittige om blandt mange andre arkitekterne Poul Kjærholm og Arne Jacobsen samt billedkunstnerne Hein Heinsen og selvfølgelig Per Kirkeby.