Vidunderbarn med skøn vokal

The Last Shadow Puppets: »The Age Of The Understatement«. For tredje gang i træk leverer den kun 22-årige Alex Turner en bemærkelsesværdig plade, som ydermere føjer nye facetter til hans utrolige talent.

Alex Turner ved sidste års festival i Glastonbury. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP

Man må knibe sig i armen. For det burde ikke kunne lade sig gøre: at stå fadder til tre geniale plader på to år. Men det er ikke desto mindre tilfældet for den kun 22-årige Alex Turner, der normalt tjener til dagen og vejen i forgrunden for Sheffield-rockerne Arctic Monkeys. At aberne er noget af det bedste, der er sket britisk musik siden årtusindskiftet står hævet over enhver diskussion. Mage til ungdommelig pågåenhed, melodiske flair og bundsolidt schwung findes simpelthen ikke – mikset mellem pop, rock og punk går op i en højere enhed.

Nu beviser Alex Turner så endnu en gang, at han er manden, der skal bygge videre på den britiske musikhistorie, som i sin tid blev startet af John Lennon og senest har haft Radioheads Thom Yorke i spidsen. Sammen med sin jævnaldrende ven Miles Kane fra Liverpool-gruppen The Rascals udsender Turner nye prøver på sin magi under bandnavnet The Last Shadow Puppets. Et album bestående af elleve sange, det ene mere stemningsfuldt og ørehængende end den næste. Det er simpelthen cinematisk popmusik på højeste niveau.

Den unge duo har fået hjælp af Arcade Fires-arrangør Owen Pallett. Han har bidraget med et væld af strygerarrangementer, som løfter musikken langt ud over de musikalske vidder, som Alex Turner tidligere har betrådt. Således klinger flere tracks smukt og storladent som en krydsning af tresserpop fra Burt Bacharach, smuk croon fra Scott Walker, elegant kult TV-serie soundtrackmusik i stil med »The Crusaders« – spillet på en mere nutidig- og tempofyldt bund af dansable rocktrommer.

Resultatet er fremragende og føjer endnu flere dimensioner til vidunderbarnets kappe. Især vokalen er værd at hæfte sig ved, Alex Turners snøvlede stemme fremstår større, og klangen får lov til at runge meget længere end med The Arctic Monkeys. Tilsvarende fornemt fungerer Miles Kanes’ vokale bidrag. Og når de herrer skiftes bag mikrofonen og farver udtrykket med djævelens velplacerede harmonier, er der ikke et øje tørt.

Producer og trommeslager James Ford har sat det hele i scene i en rustikt klingende produktion, der matcher musikkens nostalgiske referencer og inspirationskilder.

Til de lyttere, der savnede flere soleklare melodier på sidste års »Favourite Worst Nightmare«, er der ikke meget andet at sige, end at de er her, og der er mange af dem. Og de er med et par undtagelser fabelagtigt gode.