Vidunderbarn er jazzens fremtid

11-årige Joey Alexander fra Indonesien har begejstret jazzverdenen, siden han for tre år siden blev opdaget af Herbie Hancock.

Den indonesiske pianist Joey Alexander ved flyglet på The Standard. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere

Dér sidder han, Joey Alexander, en 11-årig gammel jazzpiano-virtuos fra Indonesien, og giver prøver på sit allerede enorme musikalske repertoire på den højt profilerede jazzklub The Standard i København.

Henslængt i en af klubbens bløde, sorte stole, observerer overtegnede, hvordan »det sensationelle vidunderbarn«, som han kaldes i jazzkredse, med legende lethed lader fingrene danse over de hvide tangenter på flygelet, mens han med spidsen af sine sorte Nike-sko kun lige akkurat kan nå pedalen. Den særdeles komplekse ballade af Chick Corea har aldrig lydt bedre.

Det er bestemt ikke børnejazz, må man forstå. En gang imellem kigger han tilmed op på sine granvoksne medspillere, svenske Mattias Svenson på bas og danske Anders Mogensen på trommer, og smiler. Joey Alexander emmer af overskud og spilleglæde denne dag. Publikum i det intime lokale på Havnegade kvitterer med stående ovationer og endeløs anerkendende nik, da han efter fem kvarters spilletid forlader salen.

»Jeg er virkelig bare taknemlig og beæret over den overvældende interesse, der er for mig og min musik,« siger Joey Alexander, der har sin far og mor med sig som trofast støtte. De har sagt deres respektive job op i Jakarta, hvor familien er fra. Nu handler det udelukkende om sønnen Joey, for hvem jazzen, siden han i en alder af seks år blev introduceret for den, har fået en åndelig dimension.

»Jeg takker Herren for mit musikalske talent. Det er en gave, jeg har fået, som jeg agter at dele med omverdenen, uanset hvor på kloden jeg måtte befinde mig. Og da jazz betyder uendelig meget for mig, vil jeg gerne bidrage til at få andre unge til ligeledes at interessere sig for jazz,« fortsætter han.

Herbie Hancock-protegé

Det er netop en af grundene til, at den danske jazzpianist og klubejer Niels Lan Doky har inviteret Joey Alexander til at spille på The Standard. For klubben har det med jævne mellemrum at præsentere exceptionelt store talenter fra både ind- og udland.

»Joey er en protegé af Herbie Hancock og har netop spillet med den amerikanske trompetist Wynton Marsalis på Lincoln Center i New York, hvor han har fået de vildeste anmeldelser i Wall Street Journal og Downbeat Magazine. Det er første gang i mange år, at jeg hører en så spændende, inspirerende og stimulerende jazzmusiker. Med Joey er jazzens fremtid i de bedste hænder, man kan drømme om,« siger Niels Lan Doky.

En ældre norsk kvinde, der tydeligvis har svært ved at skjule begejstringen for Joey, da hun får øje på ham, afbryder interviewet.

»Du er fantastisk, nej, du er et mirakel,« siger hun, inden hun tilføjer:

»Du må være født med jazz inde i dit hoved. Er du det? Drømmer du om jazz? Kan jeg købe din CD nogen steder?«

»Desværre, ikke endnu,« svarer Joeys mor, mens han selv ønsker hende tak for opmærksomheden.

»Mange tak. Du må passe godt på dig selv og hav en god dag.«

Da den norske kvinde går sin vej, fortæller Joey, at den slags reaktioner »hænder hele tiden«. Han forstår dog »gud ske tak og lov« ikke så meget af al den hype, der er omkring hans person, for som han siger, så »gør han jo bare det, han kan lide.«