Videoer af bombede fly og blodige mennesker har affødt helt nye spørgsmål hos tiårige Filippa

Børn og unge følger dagligt med i krigen i Ukraine på det sociale medie TikTok, hvor videoer viser førstehåndsskildringer fra krigens barske virkelighed. En af dem er tiårige Filippa Søjberg Christiansen, der både har set bombede byer og blodige mennesker – og det har givet anledning til nogle helt uvante bekymringer.

Fillipa Søjberg Christiansen på 10 år er blandt andet på TikTok, hvor hun har set videoer om krigen i Ukraine. Det har ledt til snakke med hendes mor om hendes bekymringer om, hvorvidt krigen kan komme til Danmark. Niels Ahlmann Olesen

Tiårige Filippa Søjberg Christiansen er bekymret.

Efter at de russiske soldater er rykket ind i Ukraine, har hun skulle forholde sig til en helt ny virkelighed med krig. Fly, der bliver skudt ned, og helt almindelige mennesker, der bliver bombet og mister hus og hjem.