Video fra nytår i Paris vækker opsigt: »Folk nyder ikke længere noget, mens det sker«
En video af nytårsfejringen på Champs-Elysées i Paris bliver delt vidt og bredt. Den synes at fortælle noget trist om vores tid.
En video af nytårsfejringen på Champs-Elysées i Paris bliver delt vidt og bredt. Den synes at fortælle noget trist om vores tid.
I Paris var over 800.000 mennesker til nytårsfejring på Champs-Elysées, hvor byen skød nytåret ind med et fyrværkerishow fra Triumfbuen, der også var lyst op med et lysshow af de helt store.
En video af nedtællingen til midnat og øjeblikkene efter bliver nu delt vidt og bredt på sociale medier. Det skyldes dog ikke det flotte fyrværkeri.
Videoen, som du kan se ovenfor, viser, at de folk, der dukkede op til fejringen, tilsyneladende gjorde det for at dokumentere den snarere end at opleve den.
X-kontoen No Context Humans delte eksempelvis videoen og skrev »ikke en eneste person lever i øjeblikket« til sine fem millioner følgere. Alene den video er blevet set 24,8 millioner gange og delt 17.000 gange.
Mange timer inden da havde den franske X-konto RaclureOne delt videoen med sine 24.000 følgere.
»O.k., jeg er en gammel nar, men jeg er ikke modstander af teknologi, langtfra. Men helt ærligt: Når jeg ser dette, gør det mig ondt. Folk nyder ikke længere noget, mens det sker, det skal absolut foreviges på smartphonen,« skriver han og fortsætter:
»Minderne i hovedet er så meget smukkere.«
At folk mere dokumenterede til sociale medier, end de var til stede, blev også demonstreret på anden vis.
For inden klokken slog 12, skulle et rekordforsøg – arrangeret af den franske tv-kanal France 2 – nemlig finde sted, skriver den franske udgave af HuffPost.
Rekordforsøget gik ud på, at de mange fremmødte på Champs-Elysées skulle lave verdens største ola – altså den samme slags menneskelige bølge, som man ser på fodboldstadioner.
Men i stedet for at hæve armene på det rigtige tidspunkt stod rigtig mange allerede med én arm oppe for at filme bølgen.
De mange hænder med smartphones forpurrede dels bølgen, da de selvklart ikke blev løftet på det rigtige tidspunkt, dels gjorde de det umuligt for folk bagved at se, hvornår bølgen nåede til dem. Der blev altså ikke nogen egentlig ola og dermed heller ikke nogen rekord – og HuffPost kalder episoden for en »monumental fiasko«.
Oppefra var de mange mobiltelefoners lys dog nærmest en del af lysshowet, som man kan se i nedenstående video.