»Vi ved ikke, hvad der skete i år 536, men folk har været meget bange.«

Arkæolog Morten Axboe har studeret BRAKTEATER i mere end 30 år og har netop forsvaret den filosofiske doktorgrad i en afhandling om dem. Få ved så meget om dem som ham, hvis overhovedet nogen, mens alle vi andre aldrig har hørt om brakteater. Til gengæld kan de fortælle om år 536, da Solen blev formørket, og mange mente, at nu var det slut med verden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er nok de færreste af os, der lige på en studs kan forklare, hvad en brakteat er for en størrelse. Alligevel har de fleste af os set dem i montrer på museer, hvor der findes temmelig mange af de ofte smukke guldsmykker.

Trods deres åbenlyse værdi, der har været endnu større i fortiden, så er det ikke alene det, der gør dem interessante. De kan derimod også fortælle om en tid i verdenshistorien, hvor mennesker troede, at verdens undergang var nært forestående. Varslerne viste det, og det var på tide at ofre kostbare symbolladede ting til guderne. Ikke blot repræsenterede smykkerne med deres pure guld en stor materiel værdi, de var også noget af det mest kostbare, man overhovedet kunne besidde og gav social status, og man har også troet på, at de kunne give en eller anden form for magisk beskyttelse.

»Vi ved ikke, hvad der rent faktisk skete i år 536, men folk har været meget bange. Et eller andet, måske et vulkanudbrud, meteornedslag eller lignende, har gjort, at Solen blev sløret, og i den efterfølgende tid kan der have været større dødelighed på grund af misvækst og hungersnød. I Middelhavsområdet kom der f.eks. en pestbølge fåår senere. Muligvis fordi folk var blevet svækkede,« fortæller arkæolog Morten Axboe, der begejstret forklarer om sammenhængen og brakteaternes vidnesbyrd om fortiden. På bordet foran ham ligger ni styk fundet i Vestjylland for nogle år siden.

Brakteater minder lidt om store mønter, der kan hænges i et halssmykke, og mønter har da sandsynligvis også været det oprindelige forlæg for denne type smykker. Morten Axboe har gravet sig langt ned i brakteaternes historie og har netop forsvaret en filosofiske doktorafhandling om emnet.

Påstanden, om at noget har grebet hårdt fat i jordelivet, er ikke taget lige ud af luften eller lige ud af jorden for den sags skyld. For det, der skete i vores del af verden, var, at der blev ofret en hel del brakteater og andre værdifulde smykker. Desuden kan man se, at meget guld er gået tabt, fordi det er blevet gravet ned og ikke taget op igen. Sandsynligvis fordi folk er døde.

Selv om der findes brakteater i hele det nordiske område og et godt stykke sydpå og i England, så var disse smykker kun de absolut færreste beskåret at eje.

»De har ikke været i alle landsbyer, og ejeren har været en person med stor prestige, altså en høvding, fyrste, konge, eller hvad de nu har kaldt sig. Brakteaterne har både haft symbolsk og religiøs betydning,« siger Morten Axboe.

Mange fund kan dateres til første halvdel af 500-tallet, da der er foretaget både mange ofringer og sikkert også mange deponeringer i det hele taget. Det bemærkelsesværdige er, at efter den tid måske lige efter år 536, er der meget lidt guld tilbage.

»Man går fra at regne i halve kilo til at tale om ganske få gram. Forklaringen er, at der er blevet ofret store mængder samtidig med, at forsyningerne er svundet ind,« siger Morten Axboe. Guldet kom først og fremmest, fordi germanerne og hunnerne afpressede romerne eller stod i deres tjeneste. Herunder måske også nordiske fyrster. I hverfald kom en smule af guldet herop.

Man kan ikke se på de opgravede brakteater, at de skulle være nedgravet præcist i år 536, men andre vidnesbyrd fortæller, at her skete der noget alvorligt, og guldofringerne bekræfter de skriftlige kilder.

Man ved ikke, hvor udbredt katastofen har været, men den kan sagtens have været mærkbar over hele kloden, selv om virkningen kan have været forskellig.

Historikeren Prokopios, der levede i første halvdel af 500-tallet, har skrevet: »Og det skete, at der i dette år sås et frygteligt tegn på himmelen: Solen skinnede hele året uden styrke og lyste kun som månen, og virkede som om den var næsten helt formørket. Desuden var dens lys ikke klart, som det plejer at være. Men siden dette tegn sås, har hverken krig eller sygdom eller andre onder ophørt med at bringe død til menneskene.«

Også andre fra samme tid fortæller, hvordan sol og måne manglede deres sædvanlige klarhed. I stedet var Solen nærmest blå og kastede ikke skygger midt på dagen. Sommeren var uden varme, frosten holdt længe fast, og det gik naturligvis hårdt ud over afgrøderne.

I Norditalien berettes om voldsom hungersnød, og en syrisk krønike bekræfter det manglende lys og fortæller, at der i Mesopotamien (det nuværende Irak, red.) var så hård en vinter, at fuglene døde på grund af de store snemængder. Krøniken fortæller også, at folk var bange på grund af de onde begivenheder. Sågar i Kina registreres der nedsat sigt og frost og sne i sommermånederne.

Hele krisen varer omkring et års tid, så ser det ud til at blive lidt bedre.

»Når vi ser på det nordiske område, så passer mørket godt med fortællingen om Ragnarok, men vi ved ikke, om man kendte den historie dengang,« siger Morten Axboe.

Men selve Asetroen var meget udbredt og ligesom fortællingen om, at når Ragnarok nærmer sig, så vil Solen og Månen blive slugt af ulve, og stjernerne vil forsvinde, og Fimbulvinteren bryder løs. Som sagt findes der ingen konkret viden, om Ragnarok-fortællingen har været kendt i 536, men på den anden side forestiller flere brakteater faktisk scener med Balders død, som er et centralt punkt.

»Guld har været et meget kostbart materiale på det tidspunkt, så det har været store ofre, man har bragt. Af de arkæologiske fund ved vi, at der har været en tradition for, at man med mellemrum ofrede til guderne, og der er fund fra 400-tallet, som ikke har noget med katastofen at gøre. Men i en krisesituation som denne, er niveauet gået meget kraftigt op,« siger Morten Axboe.

Man kan ikke sætte tal på dødeligheden, faktisk ved man slet ikke hvor mange mennesker, der levede dengang, og det er hverken første eller sidste gang, der har været hungersnød. Det har været den manglende Sol, der har skræmt datidens mennesker, mener Morten Axboe.

Foruden nedgravningerne og krønikerne er der også mindst én anden faktor, der bekræfter, at 536 var noget af et katastrofeår. For dendrokronologiske undersøgelser af egetræer i Nordirland, Skotland og Nordengland viser, at træerne ikke havde særligt gode vækstbetingelser i 536 og heller ikke i de følgende år. Dendrokronologi er en videnskab, hvor træernes årringe undersøges og tidfæstes. Dermed kan man simpelthen se, om et træ voksede godt et bestemt år eller ej.

Ikke kun brakteater har været brugt som kostbare ofre. Gennem tiderne har man både brugt mennesker, dyr, våben, armringe og andet. Men en brakteat har den store fordel, at den er fremstillet af guld, og det forgår på det nærmeste ikke, og brakteaterne på Morten Axboes bord er da også så fine, at de lige så godt kunne være kommet lige fra guldsmedens digle.