»Vi var de eneste to, der vendte hjem«

I februar 1962 forliste tre store danske trawlere ud for Norges kyst i et voldsomt stormvejr. Kun to personer overlevede - en af disse var fiskeskipper Ole Nielsen. Her er hans historie, fortalt i anledning af Museet for Søfarts kommende særudstilling »STORM!«.

Tidl. fiskeskipper Ole Nielsen har været ude for skibsforlis i 1962. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er, som om Hirtshals er den by på den danske nordvestkyst, der længes mest mod havet. Betragter man et danmarkskort, kan man nærmest se, hvordan byen trækker i kystlinjen, ud mod Skagerak, med det høje, hvide fyr, Hirtshals’ vartegn, som et evigt vågent øje, der tavst skuer ud over Nordsøens utilregnelige kaos.

Egentlig er den 78-årige pensionerede fiskeskipper Ole Nielsen fra Faaborg, og han havde bestemt ikke planer om at skulle nordpå. Men så kom der »et jobtilbud og en sød pige i vejen«, og i 1958 flyttede Ole Nielsen til Hirtshals og vendte aldrig tilbage.

Man kan godt sige om både Ole Nielsen og hans hjemstavn, Hirtshals, at de begge med tiden er vokset uigenkaldeligt sammen med havet. Ole Nielsen er fisker, ikke bare af tidligere profession, men helt inde i knoglemarven.

»Man kan jo ikke bare stoppe,« siger han selvfølgeligt, da jeg spørger ham om han stadig sejler, og fremviser en plakat for Hirtshals’ museumsskib, som han sejler rundt med i dag, hvor det ikke længere er ham, der hiver sild i land på Norges vestkyst.

Man skulle ikke tro, at det er selvsamme mand, som i 1962 blev en ud af to overlevende i en voldsom storm, der fik hele tre Hirtshalske ståltrawlere med mandskab til at forlise på Nordsøen.

Man skulle ikke tro, at det er selvsamme mand, der har oplevet at sidde på havet i februar måned i skjorte og underbukser i en oppustelig redningsbåd, inden han endelig blev reddet i land halvandet døgn senere. Men det er det altså. Ole Nielsen har været tættere på døden end de fleste af os levende, men det er nu i øvrigt ikke noget, han gør et stort nummer ud af.

»Jeg har været ude for stormvejr mange gange, også efterfølgende. Det gør mig ikke noget. Jeg kan have lidt svært ved at sove, hvis båden tager en kraftig overhaling. Så griber man lige fat. Det er sådan en refleks, der er kommet fra dengang,« siger han og viser med hænderne, hvordan han griber fat i køjens stolper, når bølgerne går højest.

Respekt fremfor frygt

De vidste egentlig godt, at de sejlede ud i et uvejr. De vidste godt, at bølgerne, pisket op af den hårde nordvestenvind, formentlig ville kunne kaste godt og grundigt rundt med Ole Nielsens store ståltrawler af navnet »Lorentz Nielsen«. Der var meldinger om kuling over radioen. Men de var jo vant til det. Man bliver hårdfør af at tjene som fisker i Nordsøens lunefulde vande.

»Jeg har sådan set aldrig været bange for søen. Jeg har respekt for den, men jeg er ikke bange for den. Det er jo enorme kræfter, man er oppe imod, men hvis man handler derefter, skal det nok gå,« siger Ole Nielsen.

Man siger, at det kun er tåber, der ikke frygter havet. Men Ole Nielsen og hans besætning var ikke nervøse, da de sejlede ud den aften i februar 1962 fra Hirtshals Havn.

Det er ganske normalt at opleve hårde vinde og høje bølger engang imellem, når ens arbejdsplads ligger på havets gyngende overflade, og Ole Nielsen og besætningen på »Lorentz Nielsen« var enige om, at de altid kunne sejle i land på Norges kyst, hvis vejret stadig var dårligt, når de nåede fiskepladsen ved Egersund, hvor de, sammen med en anden trawler fra byen, skulle fange sild.

»Da vi nåede frem på fiskepladsen, var der storm, så vi kom ikke til at fiske. Vi lå stille om natten og snakkede så sammen igen om morgenen, hvor de stadig meldte om dårligt vejr over radioen. Så vi blev enige med makkerskibet om at sejle ind til Egersund og komme i land. Det kom de andre også. Men vi nåede det ikke,« fortæller Ole Nielsen.

»Vi fik en sø, som smed os ned på den ene side, så vi blev liggende og ikke kunne komme op igen. Vi gjorde selvfølgelig, hvad vi kunne for at rette op, men det lykkedes ikke. Vi kæntrede simpelthen. Det gik stærkt, og vi vidste ret hurtigt, at der kun var ét at gøre, og det var at få en redningsflåde i havet.«

Ville hjem til familien

Det lykkedes mandskabet at få redningsflåden klar, men før Ole Nielsen nåede at se sig om, ramte endnu en bølge trawleren og trak den dybere ned i havet.

»Vi var sådan set alle oppe og klar til at gå i flåden. Men da vi fik den i havet, og jeg så mig tilbage, var skibet faktisk væk. Jeg kunne se et stykke af kølen stikke op, og jeg kunne også se, at tre af de andre var væk. Den eneste anden, jeg kunne se, var min kollega, der lå og klamrede sig til nogle fiskekasser.«

Var du bange?

»Nej. Overhovedet ikke. Man tænker bare på, at man skal have pustet flåden op, og at man har ansvaret for at få de andre ombord. Det er sådan set det. Det er egentlig først, når man så ligger der i vandet, at man kommer til at tænke lidt mere over tingene,« siger han og tilføjer tøvende:

»Det er svært at forklare. Jeg lå der ved siden af flåden og det eneste, der gik igennem mig var egentlig, at jeg var nødt til at få den pustet op med det samme, for jeg ville hjem til min kone og min datter, der på det tidspunkt var to år gammel. Det skulle jeg bare. Det var den eneste tanke, jeg havde i hovedet, da jeg lå der.«

Ole Nielsens skib var ikke det eneste, der blev ramt af stormen på Nordsøen. Tre andre kuttere sank også til bunds den morgen og hev deres mandskab med sig i det februarkolde vand.

»Da der var gået et stykke tid, og vi ikke var kommet i havn, begyndte man jo inde på land at spekulere på, hvor vi blev af. Der var mange skibe, der havde været ude for det samme og heller ikke var vendt tilbage, så det virkede nok mistænkeligt. Så begyndte de at sætte en eftersøgning i gang.«

»Jeg kan huske, at der var en flyvemaskine, der kom hen over os, mens vi sad i redningsbåden, men af en eller anden grund observerede den os ikke. Vi skød ellers nogle nødblus af, som vi havde med. Man var nok bare ikke så effektive dengang,« siger Ole Nielsen.

Gjorde ondt

Hvad taler man om, når man sidder der og venter på havet?

»Man taler ikke rigtig sammen. Man sidder bare og tænker på, at man nok skal blive reddet. Vi var egentlig optimistiske og sagde til os selv at det nok skulle gå. At vi nok skulle blive set. Men det er jo klart, at når man sidder der med vand i bunden af flåden i så mange timer, så bliver man meget træt.«

»Flåden tippede også rundt for os flere gange, så jeg måtte få den rettet op igen. Man har jo heller ikke noget tøj på. Jeg sad i en skjorte og et par lange underbukser, det var det.«

Tænkte I på de andre, resten af mandskabet?

»Ens tanker går faktisk ikke så langt, når man sidder der. Det var egentlig først, da vi kom hjem, at jeg begyndte at tænke rigtigt på de andre. Da vi fik talt med de pårørende efterfølgende. Det var bestemt ikke sjovt,« siger Ole Nielsen og tilføjer:

»Man havde jo et nært forhold til dem. Vi var en fast besætning. Og der var blandt andet en helt ung mand med, der lige var startet i fiskeriet. Det er klart, det gjorde ondt, når man tænkte på hans forældre.«

Efter godt og vel halvandet døgn på havet blev redningsbåden opdaget af et fiskefartøj, der deltog i eftersøgningen på den forliste trawler. I Dansk Søulykke-statistik fra 1962 bliver det beskrevet, hvordan de to blev fundet i »stærkt forkommen tilstand«. Men så galt synes Ole Nielsen nu ikke helt, at det var:

»Vi var selvfølgelig trætte og kolde. Min kollega havde knust nogle fingre, og jeg havde nogle sår. Men ellers vil jeg ikke sådan sige, at det stod slemt til med os.«

Ikke det samme

Ole Nielsen og hans kammerat i redningsbåden var de eneste to overlevende fra stormkatastrofen på Nordsøen - de eneste to, der vendte hjem til Hirtshals. Men den fiskerby, de vendte tilbage til, var ikke helt den samme, som den de forlod et par dage forinden, fortæller han.

»Byen var meget præget af det. Vi var jo tre skibe herfra, så det var enormt mange folk fra byen, der ikke vendte hjem. De forsvandt bare. Vi var de eneste to, der vendte hjem. Så det gjorde jo et stort indhug i sådan en by, det er klart. Folk var meget berørte af det.«

Det er svært at forestille sig at havet stadig kunne trække i Ole Nielsen oven på sådan en oplevelse. Men det gjorde det. Allerede den dag, der var mindegudstjeneste, var han afsted igen. Ude på bølgerne.

»En kollega var blevet syg, og han spurgte mig om jeg kunne hjælpe med at sejle ud med båden. Og man vil jo gerne hjælpe en kollega, så min kone og jeg blev enige om, at jeg godt kunne sige ja. Selvom jeg måske nok ikke var helt klar endnu,« ler han og ser så ned i bordet.

Føler du dig heldig?

»Ja. Det gør jeg i hvert fald.«

Særudstillingen »STORM!« på Museet for Søfart åbner 1. oktober og kan opleves på museet indtil 12. juni 2016.