Vi synger fællessang i stor stil

I København dukker der op mod 800 mennesker op til fællessang i Helligaandskirken. Ikke for at synge Grundtvigs salmer, men pop- og rocksange af Queen, Abba og Simon & Garfunkel. Vi er i det hele taget begyndt at synge sammen i fællesskaber – og vi gør det på teatre, biblioteker, arbejdspladser og i skoler.

Præst Jens Biegel-Fogh hilser på de fremmødte, der er kommet for at synge Simon & Garfunkel ved fællessangsgudstjenesten i Helligåndskirken i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

»Hello darkness, my old friend. I've come to talk with you again …«  synger vi i fællesskab i Helligaandskirken på Strøget i København, så det runger i altertavlen. 600 mennesker. Det er dejligt, og det er lige før, vi skal have lighterne frem.

Os, der ikke har tid, kræfter, evner, mod eller lyst til at synge i kor, er begyndt at synge andre steder end under bruseren. Det sker i fællesskaber i alt fra kirker, festsale og teatre til på biblioteker og arbejdspladser. Og uanset om vi synger rent eller falsk, er sidegevinsten, at det er sundt på flere planer for vores fysiske, psykiske og sociale velbefindende.

Som noget nyt strømmer københavnerne nu også til Helligaandskirken på Strøget for at skråle med på noget helt andet end Grundtvigs salmer. Her har der i efteråret 2018 ligget trykte rock- og poptekster fra Queen og Abbas bagkatalog på kirkebænkene. Da Helligaandskirken annoncerede Queen-fællessangsgudstjeneste, kunne de på forhåndstilmeldingerne på Facebook hurtigt øjne, at det nok var bedst med to arrangementer. Første gang kom der 800 mennesker. Anden gang 700.

»Hvis I har noget, I skal have sunget ud, så er det nu.«


Det er præst og leder af »Natkirken på Strøget« i Helligaandskirken, Jens Biegel-Fogh, der står bag de populære sangaftener i Natkirke-regi, som han kalder for et »liturgisk laboratorium«. Derfor indgår der også en prædiken undervejs, der forholder sig til de poppede sangtekster.

»Lige først var jeg bekymret for, at det blev for poppet, men det har været virkelig opløftende at opleve, at det åbenbart kan lykkes at fremkalde den gudstjenestelige fornemmelse af at være i et helligt rum,« siger Jens Biegel-Fogh.

På en fredag i januar er det Simon & Garfunkel-sangtekster, der bliver delt ud ved indgangen. Folk har fyldt bænke og balkon så godt op, at de sidste 50 ankomne må sætte sig på hynder på gulvet. Klokken 19.00 byder præsten velkommen i traditionel præstekjole og fortæller, at Simon & Garfunkels længselsfulde sange bliver temaet for hans prædiken denne dag. Og efter ni bedeslag og en bøn af Søren Kierkegaard er vi i gang med at synge.

»Så hvis I har noget, I skal have sunget ud, så er det nu,« siger Gitte Degn, der synger for. Hun er sangleder ved gudstjenesten og tog som inkarneret George Michael-fan initiativ til et korforløb med hans sange, der blev afsluttet med en koncert under en gudstjeneste. Siden har det udviklet sig til fællessangsgudtjenesterne.

Flere er begyndt at synge fællessang – ikke kun i kirker, men i alt fra biblioteker til universiteter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

»Noget sjovere end en fredag foran kukkassen«

Vi rejser os op, hver gang vi synger. De fleste har milde smil på læben og let gyngende kroppe. Nogle har lagt en arm om sidemanden. Stemningen er fortættet og åndrig – og noget mere afdæmpet, end da der blev skrålet »The show must go ooooon« i efteråret.

I en pause kan man gå omkring i kirkens rum og tænde lys. Et kærestepar i slutningen af 30erne er snoet helt ind i hinanden oppe ved alteret. De synes, det er fedt, at kirken tilbyder et alternativ til de gængse arrangementer og at her er fyldt helt op med mennesker. Et forældrepar er mødt op med deres teenagedatter, der i efteråret kom begejstret hjem og viste billeder fra en »Abba-gudstjeneste«. Det ville forældrene også opleve og tog med til næste Queen-arrangement. Nu er de her igen.

»Simon & Garfunkel appellerer til vores ungdom og kommer helt sikkert til at vække minder. Og så er det bare en hyggelig start på weekenden og noget sjovere end en fredag foran kukkassen,« siger familiens far, der ellers kun går i kirke til jul.

Helligåndskirken i København afholder løbende fællessangsgudstjeneste. I aften er temaet Simon & Garfunkel – og Gitte Degn synger for. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Fællesskabsfølelse, sangbulance og evidensbaserede sundhedseffekter

Kirken er dog langtfra det eneste sted, sangen har sneget sig ind. I Meyers Madhus på Nørrebro åbner de deres to månedlige mandagsmorgenmøder med fællessang, ligesom elever og ansatte på universiteterne er begyndt at synge sammen. Københavns Hovedbibliotek byder desuden på fællessang hver onsdag morgen.

Det var musikbibliotekaren Lars Kjelfred, der tog initiativ til morgensang på Hovedbiblioteket. Han savnede at synge »I østen stiger solen op«. I dag, tre et halvt år efter, møder godt 200 op hver onsdag. I fællesskab med fire andre sangentusiaster har han nu stiftet foreningen »Sangvær«, der blandt andet har en »Sangbulance« på vej. Den skal efter planen rykke ud med keyboard og sanghæfter på landets arbejdspladser, biblioteker, skoler og institutioner og få danskerne til at synge, og så arbejder de på at udbrede onsdagsmorgensang til hele Danmark.

»Målet er, at vi kommer til at stå 10.000 mennesker rundt omkring i landet og synge på samme tid. Det tror jeg kan et eller andet. Folk bliver glade af at synge og reaktiverer noget barndomslærdom. Jeg tror, der er et lille fint center inde i hjernen, der får lov til at leve igen,« siger Lars Kjelfred.

»Sang kan være med til at stabilisere vores hjerterytme og afhjælpe stress-symptomer.«


Der er i al fald noget, der tyder på et opvågnende behov for at mødes og synge sammen. Det peger ifølge socialpsykolog og lektor Torben Bechmann Jensen på konsekvenserne af en større opsplitning i befolkningen.

»Alene-husstanden er vokset til det største nogensinde, og samtidig er der opstået et tomrum, der prikker til et ønske om at være sammen i fællesskaber. Og den slags uforpligtende sammenkomster passer os glimrende, for så er vi stadig administrationskontoret i vores eget liv og kan vælge til, når det passer os,« siger han og er lidt nølende med sin begejstring:

»Min første kommentar er: »Det er vel nok godt«, og min næste tanke er: »Hm, men måske kan vi ikke bruge det til så meget mere, end at vi finder små åndehuller til at overkomme hverdagen«, for det indeholder måske ikke så meget progression, at det kan ændre vores liv. Vi kunne jo bruge den energi til at bekæmpe de kræfter i samfundet, der presser os ud i ensomhed,« siger han.

Musiker Lasse Skovgaard, der har en ph.d. i sundhedsvidenskab, har mere fidus til fællessangens kvaliteter, som han tager ud og holder foredrag om:

»Fra forskning ved vi, at der er en række forskellige stoffer, der bliver udskilt, når vi synger – for eksempel hormonet oxytocin, der styrker vores samhørighedsfølelse, og som også bliver udskilt, når vi dyrker sex, eller når kvinder ammer. Derudover kan sang være med til at stabilisere vores hjerterytme og afhjælpe stress-symptomer, blandt andet fordi vi bliver nødt til at trække vejret dybt, når vi synger, for at have luft til lange melodiforløb. Vi ved desuden, at sang kan have en beroligende effekt, fordi vi er meget koncentrerede om vores fællesaktivitet, når vi skal koordinere melodi og tekst, og mange mennesker oplever en pause fra deres bekymringer,« siger Lasse Skovgaard.

Der bliver både sunget og talt fredag aften i Helligåndskirken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

Det er herligt med de mange sideeffekter, mener han, men understreger, at udgangspunktet skal være lystbåret.

»Når vi mødes med en gruppe mennesker og udtrykker en tekst sammen i kor og ovenikøbet med samme lydmæssige frekvens, opleves det meget stærkt. Og så skal vi ikke glemme, at når vi deler vores stemmer med hinanden, deler vi også en sårbarhed. Det er der noget meget smukt ved. Men i takt med, at vi synger mindre i skolen og i forsamlinger, er det blevet mindre naturligt for os at dele vores stemmer.«

Længslen efter fællesskaber

De fremmødte i Helligaandskirken vil gerne dele stemmer. Og i takt med, at præstens ord bliver viklet ind i »Mrs. Robinson« og »Bridge over troubled Water«, siver lyden af fællessang ud i alle fløje af kirkerummet.

»Vi længes efter det, vi ikke besidder. Det skaber afstand og lidelse. Og hvis vi ikke vil forholde os til vores længsel og lidelse, kan det gå grueligt galt,« siger præsten i sin prædiken, hvor baseballspilleren Joe DiMaggio, Brøndby fodboldklub og cremekongen, Ole Henriksen, også bliver flettet ind og vækker latter midt i det ellers dødsenstriste emne. Længslen efter at synge i fællesskab bliver under alle omstændigheder taget alvorligt her.

»Når der kommer så mange mennesker til Abba og Queen, tror jeg, det har noget at gøre med en oplevelse af, at kirken kommer folk i møde ved at tage et musikalsk popkulturelt sprog seriøst – og dermed også kirkegængerne seriøst. Vi har jo alle sammen liv og oplevelser forbundet til de her sange. Og så berører musik noget dybt i os. Det har sange altid gjort. Og jeg tror, at de steder, hvor vi naturligt sang sammen tidligere, er blevet færre,« siger Jens Biegel-Fogh, der ikke er sikker på, at der ville dukke helt så mange mennesker op i et forsamlingshus, hvis man slog en seddel op, hvor der stod: »Kom og syng Queen!«

»Justin Bieber-fællessangsgudstjeneste den 22. februar.«


»Jeg tror gerne, man vil være i et kirkeligt rum, og at man vil kirken noget. Jeg forsøger, at afkode sangene i min prædiken, så de taler ind i vores liv og fortæller om den kristne tro. Men der er garanteret også nogle, der kun kommer for at synge, og så får de altså en prædiken, et fadervor og en velsignelse med i købet,« siger han.

På fjerde række sidder Merete Franck-Albrechtsen, der er kommet til en del natkirkearrangementer i de sidste to år. Hun oplever ikke sig selv som klassik troende, men finder energi i at være i et religiøst rum og synes, Jens Biegel-Foghs ord er vedkommende. Og så kan hun virkelig godt lide at synge.

»Her får man lov til at synge nogle fede sange, og så går man fra støj og mange mennesker på Strøget ind og får ro i et fællesskab uden at skulle leve op til noget,« siger hun.

Kirkerummet bliver ikke kun brugt til salmer. Her er plads til både Simon & Garfunkel og Justin Bieber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.

»Er I klar til »The Sound of Silence«,« siger Gitte Degn.

»Jaeeer,« lyder det fra 600 stemmer ude på bænke, gulv og balkon. Mange behøver ikke længere at kigge i sanghæftet, men ser på hinanden og rundt i salen eller har gang i en selfie. Det er helt klart aftenens hit.

»Er I klar til at modtage herrens velsignelse,« siger Jens Biegel-Fogh til slut. Den bliver modtaget noget mere stiltiende og traditionelt af dem, der nu ønsker det.

Lidt i 21.00 slutter Jens Biegel-Fogh aftenen af med at minde om, at der altså er Justin Bieber-fællessangsgudstjeneste den 22. februar.

» … og det bliver godt,« siger han.

Folk griner.

Den er god nok. Og hvis man ikke kan Bieber-melodierne, er der mulighed for at møde op forinden til fire øvegange.

Kirkerummet bliver ikke kun brugt til salmer. Her er plads til både Simon & Garfunkel og Justin Bieber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe.