»Vi skal have fingeren ud.«

Det kan ikke nytte, at vi bliver ved at forsikre hinanden om, hvor fantastiske vi er. Vi får for meget for at lave for lidt og bør i stedet indrette os efter virkeligheden, lyder opsangen fra Lise Nørgaard. Håbet henter den 96-årige forfatter hos de helt unge, nutidens teenagere.

Lise Nørgaard. Foto: Linda Henriksen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun ønsker ikke at være en »sur, gammel kælling«, som hun selv kalder det. Derfor bliver noget sagt mellem linjerne, men selv med en vis mængde forbehold og indpakning, skinner det igennem, at vi danskere er blevet forkælede, for dovne, for højt betalte og risikerer at blive for dumme. For bare at nævne noget.

På det direkte spørgsmål om, hvad vi danskere er gode til, følger en af interviewets få, men lange pauser:

»Hm, vi er gode til at rose os selv,« kommer det så langt om længe.

Lise Nørgaard er vel det nærmeste, vi kommer »Mor Danmark« – en samvittighed for vores samfund. Hun skabte blandt meget andet Matador, den største TV-succes i det forrige århundrede, som rækker langt ind i det nuværende. Hun arbejdede med Huset på Christianshavn, Hov-hov, Uha Uha og Karlsens Kvarter og var sideløbende journalist, redaktør og forfatter. Hun er ikke imponeret over udviklingen i vort samfund gennem de seneste årtier.

»Det kan ikke nytte noget, at vi bliver ved at forsikre hinanden om, hvor fantastisk dygtige, smukke og kreative vi er. Den gælder ikke længere. Vi skal have fingeren ud. Det er på høje tid.«

Interviewet finder sted samme dag i denne uge, da slagteriarbejderne på Danish Crown stemte om en lønnedgang for at sikre arbejdspladser og investeringer. Medarbejderne sagde nej. Nørgaard siger »tak skæbne«.

Beslutningen rammer lige ned i Lise Nørgaards bekymring på vores alle sammens vegne. Og selv om hun ikke bruger ordet »konkurrenceevne«, får hun sat præcise ord på emnet, da spørgsmålet lyder, hvad hun vil sige til os danskere, hvis vi stod samlet på havnen foran restauranten i Skovshoved:

»Hvorfor er I ikke på arbejde?« svarer hun med et smil og slår hurtigt over i alvor:

»Har du nogensinde set landevejene fredag eftermiddag ved to-tiden? De er pakket med biler, fordi folk er rendt fra det arbejde, de faktisk får for mange penge for at udføre. Jeg kan ikke lade være med at smile, når Thorning naivt foreslår, at danskerne skal arbejde 12 minutter mere. Dér sidder de alle sammen i bilerne og snyder deres arbejdsgivere, der betaler løn for, at de arbejder til 16. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at det ikke kan blive ved at gå. Man får højere lønninger end i andre lande for at lave en hel del mindre. Det er ikke, fordi vi ikke er dygtige, men vi prioriterer vores frihed enormt højt. Det er som om, at arbejdet er en plage i sig selv. Jeg tænker tit på de unge familier, der arbejder og vil have mange penge for det, så de kan komme på tre ferier om året og deres børn kan se Maldiverne, inden de skal i skole.«

Lise Nørgaard er klar i talen gennem hele interviewet, de brune øjne er stadig både levende og varme, hun taler et smukt og dannet dansk, som man gør, når man er født i 1917. Men øjnene ser os være på forkert kurs. Lise Nørgaard ville således nødig skrive »nutidens Matador«.

»Den historie må andre skrive. Men forandringerne er meget mere voldsomme i dag. Dengang var det et lokalt anliggende. Der var noget med deflation og importen til England, der plagede Danmark, så de gamle virksomheder bukkede under. Men den måde, vi lever på i dag, holder ikke i længden. Vi får for meget for at lave for lidt,« siger hun og fortsætter:

»Det er ikke, at jeg ikke under folk deres løn. Men vi vil så gerne høre, at vi er verdens lykkeligste folk. Nej, vi er verdens mest sorgløse folk. Selv om slagteriarbejderne har stemt nej, er det ikke det sidste, vi kommer til at høre til det. I Tyskland slagter de for under det halve. Og de er vel ikke alle sammen ulykkelige. Vi må indrette os efter virkeligheden.«

Flere gange i interviewet taler Lise Nørgaard om et normskred. Hun bruger vendingen »i min tid«, men siger så selv, at hun lyder som en antikvitet. Men lad os lige høre, hvad normen har været tidligere:

»Dengang i det, jeg kalder »min tid« var det en velsignelse at have et arbejde. Der skete det nogle gange, at chefen kaldte dig ind og sagde »vi er frygtelig glad for at have dem, Olsen, men vi kan ikke betale Dem Deres gage«, og så gik man ti kroner ned om måneden fra 180 til 170 kr. Det er altså ikke noget nyt.«

Lise Nørgaard bor i egen lejlighed i Skodsborg. Klarer sig selv. Læser sine bøger og aviser og følger som gammel journalist tæt med i nyhedsbilledet. Hun er privilegeret med familien tæt på, men prøver at sætte samfundsdebatten i rette perspektiv.

»Hvis ikke der hele tiden var nogen, der kom og dyrkede folks pylrethed, så kunne vi klare meget mere. Jeg kender det fra mig selv. Jeg kom til skade med mit bækken i maj, kom på hospitalet og brugte både rollator og stok. Kommunen var så sød og kærlig, at de sendte en hjemmehjælper hver morgen for at se, om jeg havde overlevet natten, efter at jeg var kommet hjem. Så kom elskelige Pia ind. En pragtfuld dame som mange af hendes kolleger i hjemmehjælpen. Jeg kom i bad og fik vasket hår, og er der noget, man har behov for efter to uger på Herlev, så er det et bad. Næste dag kom Pia så igen. »I dag behøver jeg kun at blive vasket,« sagde jeg. »Vaskes? Det kan du blive igen om en uge,« sagde Pia så. Der stod jeg så og tænkte længe. Men jeg fik min svigersøn til at sætte et greb op i badeværelset, og derefter har jeg været i stand til at gå i bad hver dag. Jeg ved godt, at alle ikke kan, men vi kan generelt mere, end vi giver udtryk for.«

Ifølge Lise Nørgaard handler det om det godt brugte ord »sammenhængskraften«. Hvis den og solidariteten skal bestå, kræver det, at køen ved tag-selv-bordet ikke bliver for lang, som hun siger.

Et andet aspekt er vores forhold til kunder og service. Den 96-årige forfatter rejser meget efter kulturelle oplevelser og tager gerne til Hamburg for at høre en opera.

»Jeg mindes ikke noget dansk hotel, udover måske et enkelt i Randers, der drømmer om at bære ens kufferter op, selv om de tager 1.000 og 1.200 kroner for en overnatning. Det gør de på den anden side af grænsen. Og har man været i operaen i Hamburg, er der fem restauranter i området, man kan få noget at spise på bagefter. De arbejder til sidste gæst er gået. I Danmark er alt udover diskotekerne lukket, hvis du kommer efter 21. Hele vores turisme ser jeg lide under den almindelige danske dovenskab.«

Et omdrejningspunkt i Lise Nørgaards liv har været kvindernes rolle i samfundet. Bedst illustreret ved Ingeborg Skjern, Agnes, Fru Larsen og Maude, der står fast i Matador, mens mændene, som tror de regerer, krakelerer omkring dem. Men også gennem eget liv, egne erindringsbøger og arbejdet i Dansk Kvindesamfund. I 2013 har man opnået fire kvindelige ledere for partierne i regerings-flertallet. Opfyldelsen af en drøm?

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

Lise Nørgaard griner af billedet fra kirken og afvæbner sit forhold til børn og babyer. Men ikke mere end, at alvoren skal understreges. Hun taler om et »kulturtab« og siger, at vi bliver dummere, når vi ikke interesserer os for noget, der kan fodre vores hjerner, og vi ikke interesserer os for kultur, der kan give os en form for ægte dannelse og viden.

»Man bliver dum i hovedet, når man kun kan tale om, hvad man agter at købe. Der opstår en fantastisk åndløshed, fordi vi fylder vores liv med tomhed og Facebook. En nærtstående person sagde i en diskussion om Facebooks tomme kalorier med stor alvor til mig: »Jeg har 190 venner på Facebook.« Så svarede jeg: »Ja, men der er næppe én af dem, der hanker op i din kiste den dag, du skal herfra.« Hvorfor ikke bruge tiden til nogle færre og rigtige venner i den virkelige verden,«

Hatten hænger hun på de helt unge, som forhåbentlig har lært af andres fejl.

»Jeg har meget tiltro til dem, der er 14-18 år i dag. Måske finder de ud af, hvilke idioter deres forgængere har været. Det må vi da håbe for Danmark.«