Eva Agnete Selsing tager armene over hovedet i et V og gør et lille hop på vej ud i køkkenet.

»Det er selvfølgelig ærgerligt for én i den venstreorienterede medieklasse, men dejligt for os andre. Vi er så glade.«

Det er folketingsvalgets udfald, hun taler om. Berlingskes udsendte er dårligt kommet inden for døren, før hun i sjov kører på med en af sine yndlingsaversioner: De venstresnoede mediefolk.

»Vi har altså kun neskaffe,« advarer hun og kaster sig ud i et nyt angreb. Nu mod de hipstere, der bruger timer på at servere en kop kaffe, fordi bønnerne først skal ristes og males og vandet have den helt rigtige temperatur.

»Det er som et kinesisk te-ritual, bare uden charmen,« som hun siger.

Eva Agnete Selsing er ingen hipster. Ikke nogen kulturradikal fairtrade-type med alle de politisk korrekte holdninger. Ingen Nihola-cyklende mangfoldighedshumanist, der skyer dem-og-os-retorikken som pesten, bliver forarget over »det gule Danmark« og truer med at emigrere i kølvandet på valget og Dansk Folkepartis dominerende rolle. Så lang fra. Heller ikke selv om hun ved første øjekast godt kunne gå for en hipster. Med sit lange lyse, glatte hår, de stramme jeans og sortlakerede negle.

Eller som den 33-årige cand.mag. i filosofi selv siger det: »Jeg er lidt en sjov fisk. Rune, min mand, taler tit om, at det løjerlige ved mig er, at jeg jo har haft alle muligheder. Jeg er humanistisk uddannet, kommer fra en baggrund med røde forældre og ville have alle chancer for at gå ind og blive en darling. Og så vælger jeg alligevel det plumpe, det utjekkede, det lidt klodsede, det provinsielle. Alt det, som er lagt for had af de mennesker, der er i mit eget segment.«

For Eva Agnete Selsing har gjort sig bemærket som debattør på højrefløjen. Derude hvor Dansk Folkepartis indvandringspolitik synes for slap, og Liberal Alliance ikke er liberale nok. Hun er typen, der har en Muhammedtegning i ramme over sofaen.

Hun debuterede i debatten på den borgerlige netavis 180 Grader, kom herefter på Børsen og har de seneste år været på Berlingske, hvor hun er fast medlem af Groft sagt-panelet, har klummen Kulturkarussellen og skriver kronikker.

Fra den position har hun tordnet mod det kønsneutrale samfund og feminismen under overskriften »Kastration og køns­arkitektur« og kaldt Sverige for »Ondskabens Imperium«, hvor en eksplosiv cocktail af ekstrem politisk korrekthed, massiv indvandring og effektiv meningsundertrykkelse af anderledes tænkende giver en katastrofe in spe. Hun har på baggrund af rapperen L.O.C.s ytringer om ytringsfrihed konkluderet, at kunstnere i dag intet har at sige os, hvorfor vi skal holde op med at tage dem alvorligt. DR2s programflade har hun affejet som socialistisk propaganda, og hele DR er skåret over en vulgærmarxistisk skabelon, mener hun.

Ikke ligefrem synspunkter, der giver likes og empati-bjørnekram i den kreative klasse, der stemmer Alternativet og Enhedslisten og bor i de store byers hippe kvarterer.

»Jeg er ikke i debatten for at være feteret,« konkluderer Eva Agnete Selsing.

»Jeg er nok sådan en gammeldags socialt indigneret type. Jeg synes, der er nogle mennesker, som bliver set ned på, som bliver ignoreret, som ikke bliver taget alvorligt, som bliver mobbet af de mennesker, som er fra bunden af middelklassen og så længere op i klasserne. Den mobning, den udskamning, den nedtrampning gør mig harm helt ind i sjælen. Det er mit primære drive.«

Hun bedyrer, at det at debattere ikke handler om identitetspleje for hende.

»Hvis jeg bare havde villet være lækker, havde jeg valgt at være venstreorienteret. Så skulle jeg bare gå ud og sige noget om mangfoldighed, og at træerne skal have det godt, og at vi ikke må sige dem og os. Hele den der stupidt overfladiske dagsorden, som bare kører på nogle varmluftbegreber, som ingen forbindelse har med virkeligheden. Hvis jeg havde taget den dagsorden, kunne jeg jo være lækker hele vejen rundt. Men det kan jeg ikke få mig selv til. Så kunne jeg ikke se mig selv i øjnene.«

Far kommer fra Polen

Hun ved det, for hun har prøvet det. Hun voksede op i et hjem, hvor begge forældre var aktive medlemmer af SF og nogle glade pro-europæiske kosmopolittyper, som hun udtrykker det. De første 13 år boede de i Gentofte og siden uden for Køge. Moren var sygeplejerske, hendes far sociolog. Faren, der døde for et par år siden, kom fra Polen og var af jødisk oprindelse. Han fik politisk asyl i Danmark i 1971 og var her resten af sit liv. Han arbejdede blandt andet for Dansk Flygtningehjælp og fik sin egen konsulentvirksomhed.

Eva Agnete Selsing følte også selv, at hun var venstreorienteret. Indtil hun gik ud af gymnasiet.

»Det, der skete, var faktisk, at jeg begyndte at tænke mig om og sige:

»Ja, men bare fordi mine venner er røde, og jeg går i genbrugstøj og hører obskur electronica, så betyder det ikke nødvendigvis, at det helt rigtige svar på verdens udfordringer skal findes på venstrefløjen«. Så det var faktisk, da jeg begyndte at læse politisk filosofi og begyndte at spørge rundt og undersøge, hvorfor min dengang meget venstreorienterede omgangskreds mente de ting, de gjorde, at jeg flyttede mig,« siger hun og tilføjer:

»Jeg kan huske, at jeg var meget uimponeret over graden af refleksion, de kunne lægge frem som begrundelse for, hvorfor de var dér, hvor de var politisk. Det gør mig eksistentielt bange, jeg får »sartresk« kvalme af bare at gå med, fordi det er den vej, folk går. Jeg holder meget af normer, det er en del af kittet i vores samfund, men når det kommer til noget så afgørende som det politiske valg, er det ikke ok, at man bare tøffer med.«

Terrorangrebet på USA i 2001, Muhammedkrisen nogle år senere og det at overvære en ældre mand blive overfaldet af fire indvandrerdrenge skubbede Selsing yderligere mod højrefløjen. Familien har i øvrigt fulgt den samme kurve, så der er ikke tale om et oprør, forklarer hun.

Fortaler for hård indvandringslinje

Alligevel kan det virke paradoksalt, at Eva Agnete Selsing er fortaler for en hård linje i indvandringspolitikken, når nu hendes egen far har nydt godt af de åbne grænser. Men det mener hun ikke selv, der er noget mærkeligt ved.

»Det er ikke sådan, at grænserne skal lukkes fuldstændig hermetisk. Jeg er sådan set glad for, at der kommer input udefra. Vi har haft det gennem mange, mange år, for eksempel det utroligt velfungerende tilvandrede jødiske samfund, ligesom der er bobler af kinesiske borgere, som ikke nødvendigvis kulturelt er helt integrerede, men i hvert fald økonomisk fungerer og ikke er et problem. Det er en særlig form for indvandring, vi har store problemer med, og som jeg ikke tror, vi får færre problemer med i fremtiden. Den form for indvandring ligger meget langt fra den assimilerende tilgang, min far for eksempel havde til at komme til Danmark.«

Hun fortæller, at han havde lært at tale dansk allerede efter ét år.

»Godt nok rullede han meget på ’r’erne lige til det sidste, men han gled bare ind, så hurtigt han overhovedet kunne, var i arbejde med det samme og tog danskheden på sig som et emblem. Det er jeg enormt stolt af, at han kunne.«

En syg symbiose

Hendes barndomshjem var politisk, og det må man også sige, at den familie, hun selv har bygget op, er. Eva Agnete Selsing er gift med Rune Selsing, der også er debattør. Han bedriver med egne ord reaktionær kulturkritik i Jyllands-Posten. Sammen har de to drenge på fem og to, som hun går hjemme og passer.

»Vi er en syg symbiose, min mand og jeg.« Hun griner.

»Han er min bedste ven i hele verden, og jeg bruger ham til at dele alt, der er godt og skidt. Vi læser også tit hinandens ting igennem. Han er min hårdeste dommer. Vi er en sammentømret enhed, og det er sikkert enormt mærkeligt i tiden, og der er mange, der ikke ville kunne lide at have det på den måde, men det er det, der gør, at jeg kan gøre, hvad jeg gør. Det er også det, der gør, at jeg kan tage sådan en storm, som den jeg lige har været igennem med relativt ophøjet ro. Fordi der er ro på bagsmækken.«

Stormen, hun henviser til, tog fat, efter hun i foråret i flere klummer lagde sig ud med store dele af Nordsjælland. Hun skrev, at landsdelen visse steder er ved at blive en utryghedsghetto, hvor hyggelige gader forvandles til potentielle overfaldssteder. Dér skulle hun ikke have noget af at bo. Det gav anledning til heftig debat på de sociale medier, ligesom klummerne førte til et journalistisk faktatjek i Berlingskes spalter.

Fik åbnet mine øjne

Eva Agnete Selsing mødte sin mand i Venstres Ungdom, som hun var medlem af i en periode, mens hun studerende.

»Han redigerede deres medlemsblad. Jeg skrev til ham, at jeg ikke kunne være medlem af en organisation, der havde et blad, der var så sjusket redigeret. Efterfølgende mødtes vi.«

Det var også Eva Agnete Selsings mand, der overbeviste hende om, at hun skulle blive debattør.

»Jeg troede ikke, jeg var klog nok. Tænkte, at der i hvert fald var 50.000 bøger, jeg skulle have læst, før jeg turde så meget som at skrive et læserbrev. Men han havde været i debatten og fik åbnet mine øjne for, at der er rigtig mange mennesker, som blander sig i debatten uden at have officiel ekspertstatus. Og det er ok. Debat handler ikke kun om faglig baggrund, det handler også om holdninger og argumenter og om, hvordan man forholder sig til de kendsgerninger, der kommer frem.«

Da interviewet er færdigt, udbryder hun lettet: »Så lykkedes det at være i rum med en journalist i en time uden at komme op at slås«.

Jeg konstaterer, at hun har det lidt svært med journalister.

»Næ, de må da gerne være venstreorienterede. Jeg vil bare ikke betale for det i DR. I andre kan bare skrive jeres propaganda, det er fint nok. Men vi mangler altså Fox News herhjemme! – Det kan du godt se, ikke?«

Jeg tøver lidt. Eva Agnete Selsing griner. Og udbryder:

»Ellers får du et håndkantsslag.«