»Vi må ikke ende med at lukke os om os selv«

Forfatteren Benn Q. Holm har siden ungdommen dyrket borgerligheden i »forskellige aftap-ninger«. I dag ser han kampen for det åbne, frie og tolerante samfund som den største udfordring for hele den vestlige verden.

På sporet af borgerligheden: Forfatter Benn Q. Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

»Det helt store spørgsmål de næste mange år bliver, hvordan vi bevarer det åbne samfund. Det bliver en kæmpe udfordring, ikke kun for de borgerlige, men for alle de vestlige samfund.«

Benn Q. Holm byder på te og saltede mandler i sin lyse, højloftede lejlighed på Østerbro, hvor han bor omgivet af, hvad han kalder »det røde borgerskab«. Selv har den 54-årige forfatter aldrig lagt skjul på, at hans holdninger ligger til højre for midten – det har de gjort i »forskellige aftapninger«, lige siden han i 8. klasse flyttede fra Hvidovre til Frederiksberg og kom til at gå i klasse med en fyr, der var medlem af KU i København.

»På det tidspunkt var jeg allerede lidt skeptisk over for Ritt Bjerregaards enhedsskole, DRs monopol og den slags, så da han tog mig med til et møde i KU, var der nogle ting, der appellerede til mig. Der mødte jeg mange af de venner, jeg stadig har i dag. Vi hørte venstreorienteret punkmusik og kom på Christiania og Saltlageret. Men samtidig var vi dybt fascinerede af Reagan og ikke mindst af det, der foregik i England, hvor Thatcher ryddede op i den rodebutik, landet var blevet. Vi havde en temmelig anarkistisk, liberalistisk livsanskuelse og gik ind for privatisering af alt muligt – også fængslerne, Det Kongelige Teater og kongehuset. I dag er jeg nok mere social-liberalt konservativ – man er jo også blevet ældre.

Jeg har altid været en arg modstander af, at nogen skulle blande sig i folks liv. Men jeg er jo langsomt ved at se i øjnene, at der er nødt til at være nogle regler og krav, hvis vi skal bevare Danmark som det her åbne samfund. Hvis vi bare siger, at det går nok alt sammen, så tror jeg ikke, det går.

Karl Popper (østrigsk videnskabsfilosof, red.) definerede i sin tid »det åbne samfund« som modsætningen til de totalitære ideologier, kommunismen, fascismen og nazismen. For mig er det åbne samfund i dag nok mere en blød fortolkning af det samfund, jeg voksede op i – et samfund, hvor der er ligestilling mellem mænd og kvinder, hvor vi kan gøre grin med vores dronning i Cirkusrevyen, hvor man kan tænke og tegne, hvad man vil, gå klædt, som man vil, være homo- eller transseksuel, som man vil. Et samfund, hvor individet har ret til at bestemme over sig selv.

Det var ikke noget, vi tænkte særligt over dengang, for det var naturligt for os. Men alt det er under pres i dag. Der er nogle ting, som gør, at vi har mere overvågning, mere kontrol, der bliver bygget nogle mure og sat nogle hegn op. Noget af det er desværre nødvendigt, men hvordan undgår vi at falde i den fælde, at fordi vi skal kæmpe for vores frihed, bliver vi samtidig mere kontrollerende og undertrykkende og lukker os om os selv?

Den store udfordring bliver, hvordan vi holder balancen mellem på den ene side ikke at være naive, og på den anden side stadig at bevare de grundlovssikrede frihedsrettigheder uden at ty til forbud og diskrimination. I Frankrig har man bandlyst al religiøs beklædning i det offentlige rum. Det har jeg det ekstremt blandet med, for jeg synes ikke, staten skal blande sig i, hvordan folk går klædt. Nu hele diskussionen om burkinien – det er jo fint, at de kvinder kommer ud at bade, men omvendt er det jo bare endnu en måde, hvorpå et middelalderligt kvindesyn kan brede sig.

Vi lever i en ekstremt globaliseret verden og en meget fragmenteret tid. Det stiller nogle krav både til dannelse og til uddannelse. Enhver teenager ved, hvordan der ser ud på Times Square i New York, men de aner ikke, hvor Ærø ligger, og de har aldrig hørt om Henrik Pontoppidan. Uddannelse bør ikke kun være et materielt kapløb, hvor det handler om at få så mange ingeniører hakket gennem uddannelsespølsemaskinen som muligt. Vi har også brug for dannelse, og her taler jeg ikke om at kunne kongerækken udenad eller rejse sig for gamle damer i bussen, men om at have en form for historisk bevidsthed om, hvor vi kommer fra. Vi er her jo kun et stykke tid og skal give samfundet videre til nogle andre. Hvis du har fået kappet rødderne til historien og bare svæver rundt om dig selv og tænker på din nye tatovering, så har du ikke den der større forbindelse, du kan give videre.

Det farlige ved borgerlighed er, når den bliver småborgerlig. Altså smålig. Oprindelig var småborgeren jo funktionæren, grønthandleren eller bageren henne om hjørnet. Men så skete der en sproglig desavouering, og småborgerlighed blev et skældsord, noget decideret negativt. Men uanset hvad skal vi passe på, at vi ikke kommer til at gå i for små sko. Der skal være en vis rummelighed.

Christiania er et godt eksempel. Egentlig er det sted jo et brud på ejendomsretten, som er en klassisk borgerlig værdi. Alligevel kan jeg godt lide ideen med Christiania. Det, at vi har plads til Christiania, viser, at vi er et åbent samfund. Der ville aldrig blive tilladt et Christiania i Moskva eller Budapest. Jeg opfatter det som lidt af et adelsmærke, at selvom vi synes, de er nogle mærkelige, langhårede flippere, så skal der også være plads til dem. Og sådan tror jeg ikke, en småborger vil tænke. Det handler om tolerance.

Jeg har altid følt, at jeg er vokset op i et utroligt tolerant samfund, og det er vigtigt at bevare. Derfor må man holde hovedet koldt, også selv om jeg da også kan føle mig provokeret af mange af de ting, de nye kulturer har bragt med sig til Danmark. Men lige dér har vi jo hele lakmusprøven. I det øjeblik, vi virkelig slår i bordet og siger nej til kønsopdelt svømmeundervisning, nej til at tegnere og forfattere skal leve under politibeskyttelse – er det så slut med vores tolerance? Det håber jeg ikke, men en gang imellem er det også nødvendigt at slå i bordet. Trække en streg i sandet. For vi står også midt i en kultur- og værdikamp. Og det, vi kæmper for, er at bevare det åbne, frie og tolerante samfund.«

 

LÆS MERE