Vi kan lære af countrymusikkens omgang med de døde

Merle Haggard døde 6. april 2016. På billedet modtager han Crystal Milestone Award ved Academy of Country Music Awards i 2014. Foto: REUTERS/Robert Galbraith/Files Fold sammen
Læs mere

Merle Haggards død kom ikke som den store overraskelse. Han havde kæmpet med en lungebetændelse i længere tid, og om morgenen den 6. april, på hans 79-års fødselsdag, sagde kroppen omsider stop. Countrymusikken havde mistet endnu en af sine helt store faderskikkelser, jeg havde mistet endnu en af mine helte, og 2016 havde endnu engang vist sig fra sin mindre charmerende side, blot få måneder efter David Bowies død havde skudt dette musikalske annus horribilis ind.

Her ved årets udgang er der ikke mange på denne side af Nashville, der stadig taler om Merle Haggard, eller hans død for den sags skyld. Hvor fjollet det end måtte lyde, står tabet af ham jo nok i skyggen af Bowies, Princes, Leonard Cohens og nu også George Michaels bortgang. Selv indeværende avis udelod Merle Haggard på listen over dem, vi mistede i 2016, hvilket meget vel kan være en simpel forglemmelse, men også en påmindelse om, at lige netop countrymusikken stadig har særdeles svære vilkår i Danmark. Ja, Merle Haggards musikalske indflydelse på genren – og ikke mindst den mere rockede og upolerede Bakersfield-country – er uden sidestykke, men det ændrer ikke en tøddel på, at han trods alt stadig skabte country, og endda af den helt gamle skole.

Ikke desto mindre kan vi lære noget af countrymusikkens måde at håndtere tabet af sine legender på. Nashville har efterhånden mistet så mange af sine store stjerner, at døden på en eller anden måde er blevet en naturlig del af både countrygenren og livet hos dem, der begår sig i den. Nu er det ganske vist efterhånden en sjældenhed, at de gamle countrystjerners død kommer videre uventet – Hank Williams havde drukket som et hul i jorden i flere år, inden han forlod os på bagsædet af en bil i 1953, Johnny Cash og Waylon Jennings led begge af sukkersyge, og Willie Nelson holder jo nok heller ikke for evigt – men sorgen synes altid at blive fulgt op af en næsten uendelig fejring af det liv, der nu er forbi, og den musik, det bragte med sig.

Måske er det det religiøse element i countrymusikken, der giver en trøst i sjælen hos både de afdøde og de efterladte, men lige så vigtigt er det, at musikken også får et helt nyt liv, når det gamle er forbi. Countrymusikken er bygget på sine egne legenders sange, og selv de mest velpolerede unge pseudo-cowboys fra Nashvilles glitterparade er bevidste om den musikalske arv, som Hank, Waylon og nu også Merle nåede at give videre til dem. Det er ikke blot et spørgsmål om, hvor mange støvede gamle demo-indspilninger, pladeselskaberne kan grave frem fra gemmerne, om hyldestkoncerter og følsomme anekdoter på Facebook om dengang »vi kinddansede med Birgitte til tonerne af »Careless Whisper« en hel nat«. Det handler også om at lade sangene gå i arv til nye generationer af musikere, så de kan holde liv i musikken, selv når vores generation og vores minder er borte. Og jeg håber, samme skæbne vil overgå Bowies, Princes og George Michaels sange, nu de ikke selv er her til at spille dem.