»Vi har censur i Danmark, den er bare ikke erkendt«

I Astrid Saalbachs nye roman oplever den kvindelige hovedperson politisk korrekt censur og en mandsdomineret teaterverden med let genkendelige teaterchefer. Er det en nøgleroman? Det vil Astrid Saalbach ikke afvise.

»Censuren er ikke skabt af ond vilje og er heller ikke bevidst, men de statsunderstøttede teatre gør det, som de tror, at staten gerne vil have, og denne tendens dræber den frie kunst,« siger den bogaktuelle, Astrid Saalbach. Foto: David Leth Williams Fold sammen
Læs mere

Den kan ved første øjekast ligne en selvbiografisk nøgleroman. Den roman, »Klapperslangen«, som forfatteren og dramatikeren Astrid Saalbach udgiver i denne uge. En kvindelig dramatiker, der kan minde om Astrid Saalbach selv, kæmper en sej kamp for at få antaget og opført sit nye stykke, »Frisørerne«, der er bestilt af et dansk og et svensk teater. Det viser sig at være besværligt. I Sverige vil teatret ikke rigtig røre ved det, fordi stykket ikke er kønspolitisk korrekt. Svenskerne er bange for, at dramatikeren med sin beskrivelse af kvinders usolidariske adfærd over for hinanden vil provokere den stærke feministiske bevægelse i Sverige. I det politisk korrekte Sverige kan man nemlig ikke selvkritisk behandle kvindespørgsmål uden at få ballade.

I Danmark må den kvindelige dramatiker slås med magelige mandlige teaterledere, der helst ikke vil opføre stykker af kvindelige dramatikere. På Folketeatret indgår hun en kontrakt med teatrets leder, Jesper Hilton, som let kan forveksles med Folketeatrets rigtige leder, Kasper Wilton, som bryder sin kontrakt med hende. På Det Kongelige Teater går det ikke bedre, her kommer den mandlige leder med en standardforklaring om, at hendes stykke ikke passer ind i teatrets repertoire. Hun tror ham ikke over en dørtærskel, for hun har dårlige erfaringer med netop Det Kongelige Teater, hvor hendes sidste politisk ukorrekte stykke, »Rødt og grønt«, der handlede om udviklingsbistand, havde meget svært ved at blive opført, fordi det satte kritisk spotlight på den udviklingsbistand, der er en hellig ko for det politisk korrekte segment. Romanens hovedperson råber »røvhuller« og er ved at gå op i en spids, både over svenske politisk korrekthed og dansk mandedominans. Hun allierer sig med en kvindelig advokat, hvilket i sidste ende redder hende.

Er det en nøgleroman, Astrid Saalbach?

»Den rummer absolut selvbiografiske træk, og forløbet med mine stykker er da virkelige nok. Jeg havde virkelig problemer med svensk feminisme med at få opsat mit stykke »Rødt og grønt« på Det Kongelige Teater. Men det er en forvrænget virkelighed, et stykke mareridt, for romanen handler om det at være kunstner og sige sin kunstnerisk sandhed i en virkelighed, hvor sandheden er blevet stadig sværere at sige.«

Mandsdominerede teatre

Hvordan sværere?

»De store teatre i Danmark er statsstøttede og mandsdominerede, og der er en censur, der kan variere og være udefinerbar, men den er der. Mit stykke »Rødt og grønt« havde meget svært ved at blive opført på Det Kongelige Teater, fordi det sagde noget politisk ukorrekt om udviklingsbistanden, nemlig at den ikke hjælper udviklingslandene, men kun bureaukraterne, der administrerer den. Samtidig har jeg ønsket at sætte fingeren på det problem, at dansk teaterverden er så mandsdomineret.«

Og er du sikker på, at du kan identificere censur i Danmark?

»Ja, vi har censur i Danmark, den er bare ikke erkendt. Censuren er ikke skabt af ond vilje og er heller ikke bevidst, men de statsunderstøttede teatre gør det, som de tror, at staten gerne vil have, og denne tendens dræber den frie kunst.«

Der er da kvinder i dansk teater og i andre kunstretninger. De kan da bare foretrække hinanden?

»Men det gør de ikke, og det er netop et af romanens spørgsmål, hvorfor de ikke gør det. Mænd foretrækker mænd og kvinder foretrækker mænd. Hvorfor er det sådan? Er det naturskabt eller menneskeskabt? Jeg ønsker at sætte kvindespørgsmålet til debat og ikke bare føre en politisk kvindekamp. I Sverige er problemet, at svensk feminisme har sejret så bastant, at man ikke kan lave grin med kvinder og sætte spørgsmålstegn ved kvinders selvforståelse. Mænd har den styrke, at de kan gøre grin med sig selv og hinanden, men det kan kvinder ikke, i hvert fald ikke i Sverige, hvilket viser, at den svenske feminisme nok formelt har sejret, men står på lerfødder, netop fordi den er så svag i sit fundament, at den ikke tør udsætte sig for kritik eller latter.«

Kvinders forhold til hinanden

Og du føler ikke, at du frit kan udtrykke dig om kvinders forhold til hinanden?

»Kvinders forhold til hinanden er kompliceret. Det er kvinder, der forhindrer kvinder i at opnå den fulde ligestilling. Vi undertrykker os selv og hinanden. Og min hovedperson er fanget i et dilemma, for i Danmark er hun rasende feminist, men i Sverige bliver hun selv kørt over af feminismens korrekthed. Nutidens kønsvirkelighed er kompliceret og dobbelttydig. I Sverige dyrker man kvinden som den undertrykte og mændene som undertrykkerne. Det bliver en selvopfyldende profeti.«

Hvor stærk er mandsdominansen i dansk kunstliv?

»Vi har ingen kvindelig indflydelse i dansk kunstliv. Det er mænd over alt. De har de bedste netværk. De bliver siddende på magten i 20 år og vælger hinanden og giver hinanden priser og hæder. Kvinder har en angst for hinanden og de promoverer ikke hinanden og stoler ikke på hinanden. Det er vores svaghed. Det er det, min roman handler om. Vi bliver ikke lige, før vi holder op med at vælge hinanden fra. I det store hele er vi bange for hinanden.«

Der er da kvinder inden for både litteratur, maleri, film og andre kunstarter i både Sverige og Danmark?

»Du kan have ret i, at der er mange kvinder inden for litteratur, men ganske få inden for andre kunstarter, og vi er særligt hårdt ramt inden for den etablerede del af teaterverdenen. Den er domineret af en håndfuld midaldrende mænd, der er mere eller mindre magtfuldkomne og først og fremmest tænker på at sælge billetter.«

Censuren tager til

Man kunne spørge, om din kvindelig hovedperson, der i forvrænget form kunne være dig selv, skriver om sine problemer med at få opført sine stykker, fordi hun selv er i krise og har kunstneriske problemer?

»Det kan du godt spørge om, men selv om jeg har haft problemer med mine stykker, så er det dog lykkedes at få dem opført. Men romanen handler ikke om mig, men om det generelle problem, at der er en omsiggribende censur, der ganske vist ikke altid er let at identificere, men dog er der. Personligt har jeg oplevet det med mine seneste stykker, men jeg ved fra andre dramatikere, at det er et voksende problem. Jo mere strømlinet og glatte produktionerne skal være for at klare sig i en stadigt mere kommerciel virkelighed, jo sværere er det at få opført det skæve, det mørke og det utilpassede. Det, kunsten udspringer af, er som regel ikke et lyst og venligt sind, men de mørke afgrunde.«

At kritisere udviklingsbistanden og kvinders selvforståelse kan selvfølgelig være politisk ukorrekt, men har det ikke altid været sådan, at der var emner og holdninger, der stødte an. Erkender du det først nu, fordi du personligt selv har oplevet det?

»Jeg har altid haft synspunkter, der stødte an, og en kunstner må jo netop skrive åbent mod tidsånden og fordommene.«

Ikke kun mændenes skyld

Men så lad mig sige det endnu mere brutalt. I 1970erne og 1980erne måtte højreorienterede kunstnere og intellektuelle opgive deres karriere og rejse til udlandet, fordi de ikke kunne regne med penge og job i Danmark dengang. Er det ikke udviklingen, der har indhentet dig, så dine meninger om udviklingsbistand og feminisme omsider er blevet kontroversielle, og så du først nu mærker den censur, der tidligere ramte andre?

»Jeg ved ikke helt, hvad du mener, Jeg betragter mig selv som venstreorienteret og ønsker selvfølgelig, at kvinder skal have større indflydelse overalt i samfundet, men jeg har aldrig ment, at det kun var mændenes skyld, at det stadig halter.«

Så din roman er et stykke om ytringsfrihed og kunstnerisk mod. Det at kunne udtrykke sin kunstneriske sandhed i en tid, hvor ytringsfriheden er presset både af politisk korrekthed og mandsdominans?

»Ja, for censur er altid dårligt, men den censur, kvinderne udøver i Sverige, rejser spørgsmål om ligeberettigelse. Der er stykker, man ikke kan spille mere i Sverige, klassikere, fordi de anses for kvindeundertrykkende, og det er måske skræmmende. Men i Danmark er der også en pris, som kvinder betaler i det mandsdominerede system.«