»Vi har altid foræret vores børn et kunstværk til jul og fødselsdag, og det hænger side om side med Star Wars-legetøj og Jumbobøger«

»Skulpturen af Nils Erik Gjerdevik er fra 2006, og den har en helt særlig betydning for mig. Den ville jeg redde som det første fra et brændende hus. Han døde for tre år siden og var kun fyldt 53 år, da han døde. Han var en kunstner, jeg arbejdede tæt sammen med i mange år, og han stod mig meget nær. Han var en speciel karakter, fordi han både var en ekstremt produktiv kunstner, men også en begejstret og vidende samler.

Han blev manden, jeg altid kunne rådføre mig med. Han var med til at udvikle mit galleri til det sted, det er blevet. Jeg vil ikke have et svingdørsgalleri – jeg vil have et sted, hvor kunstnere og købere hænger ved. Der er meget kunst, som rykker rundt herhjemme eller bliver stillet helt væk. Men denne her skulptur har jeg et særligt forhold til, og den står altid fremme lige her.«

Min kones Kvium

»Det her maleri er egentlig ikke mit, men min kone, Dortes. Men jeg ville sørge for at redde det, for jeg ved, at det betyder noget særligt for hende. Billedet hedder »Lille afstumpet maleri« og er lavet af Michael Kvium, som jeg har repræsenteret siden 2011. Hun købte det i 1996. Dortes storesøster er autist, og billedet mindede hende om den tilstand, som beskriver søsteren. Jeg arbejdede dengang for et andet galleri, og vi skulle på messe i Köln, og der var Dorte med for at hjælpe til. Alle de penge, hun tjente der, brugte hun på at købe billedet.

Siden blev Michael også en rigtig god ven, og da han skabte mange af sine tidlige performancevideoer fra 90erne, så var det mig, der stod bag kameraet. Mange ser ham som maler, men det er det performative element i hans kunst, der fascinerer mig. Hans billeder fra 80erne er ofte »scener«, hvor teateret rykker ind i billedet, og det er netop den slags dramatiske elementer i kunsten, der taler til mig.«

»Billedet her er taget af den norske fotokunstner Torbjørn Rødland, som jeg har arbejdet med i mange år. Det er et billede af vores fire børn, og det var gaven til min kone, da hun fyldte 40. Jeg elsker, at det både er et privat familiefoto, men også et typisk Rødland-værk, hvor han bruger sin særlige lyssætning og umiddelbare snapshot-æstetik. I dag laver han kun serier på tre af hvert foto, men tidligere var seriernes oplag på fem.

Jeg fik ham overtalt til også at lave fem oplag af netop dette værk, så nu har hvert barn også fået deres personlige billede. Vi har altid foræret vores børn et kunstværk til jul og fødselsdag, så de har allerede deres personlige samlinger på værelset, der hænger side om side med Star Wars-legetøj og Jumbobøger.«

Krukker med kulturhistorie

»De her fine krukker er fra begyndelse af det 20. århundrede og skabt af Niels Hansen Jacobsen, hvis værker også kan ses på Vejen Kunstmuseum. De er uerstattelige, så dem ville jeg redde ud af flammerne. Selv om de er mere end 100 år gamle, virker de ekstremt nutidige.

Det er samme kunstner, der har lavet den store skulptur »Trold, der vejrer kristenblod«, som står bag Glyptoteket. Jeg begyndte at samle på krukkerne, efter at Nils Erik Gerdevik havde introduceret mig for ham. De er helt anderledes end den kunst, jeg selv repræsenterer – og måske er det netop derfor, at jeg holder så meget af dem. De stikker ud i et hjem fyldt med moderne kunst.«

Fotoet, der aldrig bliver taget ned

»Jeg går ikke op i specifikke former for kunst, men jeg kan alligevel se over tid, at det er skiftende medier, der optager mig. I 1990erne var det fotokunst, som jeg blev fascineret af, og helt specifikt den japanske kunstner Hiroshi Sugimoto. Jeg så en udstilling med ham i Paris, og han ramte mig i en sådan grad, at jeg overtalte galleriet, jeg arbejdede på i København, til, at vi også lavede en udstilling med ham her.

Og så sparede jeg ellers sammen til netop det her foto, som jeg har haft hængende fremme på skiftende placering lige siden. Hiroshi Sugimoto lever og skaber stadig den dag i dag. Han har fået sit eget museum i Tokyo og en skulpturpark i Washington, og i dag bliver han betragtet som en af de absolut vigtigste figurer inden for japansk kunst. Hans smukke foto er et af dem, der absolut ikke må gå op i røg.«