»Vi har alle en forpligtelse til ikke at skjule os«

Man skylder sin eftertid at tage sin skæbne på sig og tale åbent om det, man synes er vigtigt. Også selvom det kan virke lettere at tie. Det mener skuespilchef for Det Kongelige Teater Morten Kirkskov, som gør en dyd ud af åbenhed om sin seksualitet.

Morten Kirkskov, skuespilschef for Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvfølgelig skulle det være med et brag. Det kunne ikke være anderledes. Morten Kirkskov er ikke en af dem, der kryber ud mod kanten, til han næsten ufrivilligt tipper forover i et kluntet fald. Da han tog sit livs udspring, væk fra standardindstillingen som heteroseksuel og ud i en endnu ukendt tilværelse som åbent homoseksuel, var det snarere »bomben«, han lavede: Et hurtigt tilløb og plask! Vand overalt, som som havde en nedskaleret tsunami pludselig rejst sig i udspringsbassinet. Han var i. Han var ude.

Idéen var enkel: Sammen med en veninde forfattede Morten Kirkskov en temmeligt eksplicit tekst til gymnasiets spritduplikerede skoleblad, hvori de begge sprang ud - hun som lesbisk, han som bøsse. Teksten bestod af en sammenfletning af seriøse statistikker, der bekræftede, at det at være homo var helt normalt, »de famøse ti procent«, som Morten Kirkskov betegner det, og så naturligvis nogle provokerende beskrivelser af seksualakten, der skulle få de sippede op af stolene. Det var bombastisk, medgiver Morten Kirkskov, men det var også nødvendigt:

»Jeg tror, at det var en reaktion på, at alt omkring det at være homoseksuel var så lummert. Jeg tror, at jeg tænkte, at vi simpelthen blev nødt til at lufte lidt ud i det her. Det var en manifestation. Man har som ung brug at markere, at »her er jeg« i verden. Og vi gjorde det så på denne her måde, og det har jeg aldrig fortrudt,« siger han.

Klassekammeraternes reaktion var, med Morten Kirkskovs egne ord, primært »jysk stiltiende«. Men for ham selv var det en stor dag, som også lærte ham noget vigtigt om identitet:

»Jeg havde en god dansklærer, som, da hun havde læst vores artikel, bare sagde: »Det er jo velskrevet, Morten. Men hvorfor gøre så meget ud af det her? Du låser dig jo bare fast igen.« Hun mente det godt, og hendes pointe var jo, at i det øjeblik du går ud af én bås, kommer du måske til at lukke dig selv ind i en anden. Det har jeg tænkt meget over siden. At man kan leve sit liv på mange måder, og at det også kan ændre sig og skifte retning med tiden. Livet er mangfoldigt.«

Dumheden trives stadig

Det bombastiske hos Morten Kirkskov er måske aftaget gradvist med årene, der er gået. Men den åbenhed, som kom til udtryk i de modige ord i gymnasiebladet, er stadig afgørende, faktisk altafgørende, for ham.

»Overklassen har traditionelt været kongeligt ligeglad med at erklære sin seksualitet til verden. Den har følt sig i sin gode ret til bare at praktisere den, og det kan man godt lære noget af: Hvorfor ikke bare leve det? Behøver vi tale om det hele tiden? På den anden side mener jeg, at man som i alle mulige andre situationer må tage skæbnen på sig og sige: Det er sådan, jeg er, det er det, livet har gjort mig til, og derfor kæmper jeg for min ret til at være netop dét. Jeg føler egentlig, at vi alle har en forpligtelse til ikke at skjule os. Til ikke at lægge låg på de ting, vi møder i livet og det, vi bliver udsat for. Åbenhed er et af de bedste våben mod dumhed, tror jeg,« siger han.

Og dumheden, den trives stadig, mener Morten Kirkskov. I høj grad ude i verden, men også herhjemme, hvor fordommene ofte afslører sig i velmenende kommentarer:

»Man møder stadig det her, hvor folk egentlig går og bilder sig selv ind, at »jeg er jo et tolerant menneske«, og så kommer de alligevel med sådan nogle fordomsfulde bemærkninger, som afslører, at de ikke rigtig har sat sig ind i, hvad der foregår. For eksempel kommentarer som »ej, det er sjovt med dig, du ligner slet ikke en bøsse« eller »man skulle ikke tro, at du var homoseksuel« - og det skulle så være et kompliment? Eller den der »hvis jeg var til fyre, så ville jeg være til sådan en som dig«. Som om at jeg, bare fordi jeg er til fyre, også er til sådan en som dig. Meget af det er jo sødt ment, men der er også en fordomsfuld automatik i det, som vi stadig godt kan arbejde med.«

Respekt frem for accept

Morten Kirkskov har tidligere kritiseret Copenhagen Pride og i særdeleshed mediernes dækning af begivenheden for netop at være præget af fordomsfuldhed. Hvis man år efter år uden omtanke smider det samme billede på forsiden af mænd i dametøj, der giver den gas til Gloria Gaynor på ladvogne gennem hele byen, har man tabt, mener Morten Kirkskov, som fremhæver det problematiske i, at homoseksuelle bliver accepteret, fordi de er sjove og farverige.

»Jeg vil sgu ikke bare accepteres. Jeg vil respekteres,« siger han.

Han har gennem årene kun deltaget sporadisk priden, men i år er han med igen. Der er stadig meget at kæmpe for og gå i dialog om, siger han:

»Homoseksuelle bliver hængt i Iran og slået til plukfisk i Rusland og andre steder, så der er nok at kæmpe for, ud over retten til at blive gift og skilt. Og så mener jeg, at hele snakken om familie er vigtig at tage. Især når man ser på, hvor dårligt det går for kernefamilien i traditionel forstand. Homoseksuelle skal have de samme rettigheder som andre til ægteskab og familie, men den næste diskussion er jo: Hvorfor skulle vi overhovedet kopiere kernefamilien, når den nu kun viser sig at fungere for halvdelen? Der findes jo andre måde at leve i en familie på,« siger han og tilføjer:

»Jeg synes i hvert fald, at man skal passe på med, i sin kamp for at blive accepteret, bare at overtage hele lortet fra det etablerede samfund. Man har jo faktisk en mulighed her. Man står med en billet til at gøre noget andet, fordi man allerede er kommet til at melde sig ud, i og med at ens seksualitet afviger fra normen. Så er det da meget rart at blive derude lidt og finde ud af, om der er noget nyt, man kan tage med sig ind igen.«

Den jyske opvækst

Selvom Morten Kirkskov med tiden er kommet til at sætte pris på åbenhed omkring følelser og seksualitet, var det ikke ligefrem udbredt praksis i Sønder Omme, den sydjyske provinsby, som han voksede op i, og som siden hans delvist selvbiografiske roman »Kapgang« (2010, filmatiseret 2014) har fulgt ham så tæt, at man i dag næsten ikke kan sige »Morten Kirkskov« uden at også at sige »Sønder Omme«.

»Følelser var ikke noget, vi snakkede så meget om. Og det har da også været et issue i mit liv. Hvis der var en, der havde begået selvmord, sagde man bare: »Han var blevet gode venner med et stykke Randers-reb«. Men der er jo to sider af det, for faktisk holder jeg meget af den der tørre, ret hardcore humor, som jo også følger med. Den der »så slemt er det vist heller ikke«-humor, som netop er god til at afmontere situationer, hvor folk gerne vil kræve en enorm betydning. Da jeg for eksempel forsøgte at tvinge en reaktion ud af min far over, at jeg var bøsse, og malende beskrev, hvor ulækkert mange synes, det kan være, at to mænd boller hinanden i numsen, svarede han bare »Ah, det ved jeg ikke Morten, et hul er vel et hul«,« siger han.

Morten Kirkskov husker sine første oplevelser med 1980ernes homomiljø i den jyske provins som mildest talt afskrækkende for en ung mand, der ønskede at leve et åbent liv som bøsse.

»Man håbede jo bare, at der fandtes en parallel verden, hvor en åben tilværelse som homoseksuel kunne lade sig gøre og få lov at udfolde sig. For det, man så rundt omkring i Jylland, hvor jeg kommer fra, havde man sgu ikke lyst til at være en del af. Der havde man mest lyst til at løbende skrigende bort og bare finde sig en sød pige og starte en familie. Hele måden at mødes seksuelt eller bare socialt på stank af undertrykkelse og af »vi burde ikke rigtig være her« og »der er også en kone derhjemme«,« siger han og tilføjer:

»Jeg tænker, at internettet er en kæmpe befrielse for de unge i dag, fordi du så let kan finde ud af, at der er mange derude, der minder om dig selv. Så behøver du ikke at gøre alle mulige til tider ret triste forsøg på at komme i kontakt med den verden. Jeg tror at alle os, der er opvokset i provinsen, har fortællinger om, hvordan man har lånt en bil og kørt ud til et eller andet skummelt sted, som man engang havde set i en annonce i et eller andet blad, og bare stod og stirrede, fordi man var ham den nye - sådan nogle provinsting, som er skidesjove set i bakspejlet, men som jo var traumatiske dengang,« siger han.

Man kan ikke løbe fra sin seksualitet

Morten Kirkskov har siden bevæget sig langt uden for Sønder Ommes grænser. Han er uddannet skuespiller i Odense, har været direktør på Aalborg Teater og er i dag skuespilchef på Det Kongelige Teater i København. Alligevel har provinsbyen, hvor han voksede op, fulgt med ham - og det er han taknemmelig for:

»For mig har Sønder Omme egentlig altid været noget, jeg havde lyst til at komme væk fra - lægge bag mig faktisk. Men så har jeg jo efterfølgende oplevet det her med, at lige pludselig kommer Sønder Omme efter dig. Og så slipper du ikke. Alle de ting, man prøver at definere sig uden om, ender på en eller anden måde altid med at spille en stor rolle i ens liv alligevel. Og hvis man tager dem ind og gør dem til en del af sin identitet, så er de meget sjovere at arbejde med.«

Måske er det netop dette, der også gør sig gældende i Morten Kirkskovs forhold til det være homoseksuel. At man ikke kan eller bør flygte fra sin seksualitet, ligesom man ikke kan slippe sin opvækst. I stedet kan man tage sin skæbne på sig og gøre den til en del af den fælles fortælling om det at være menneske i dag. Nogle dage efter vores interview sender han mig i hvert fald følgende i en e-mail:

»Det er så afgørende, at vi alle sammen bidrager til det gode i historiens gang og til den grundlæggende eksistentielle undersøgelse af, hvad det vil sige at være menneske i en bestemt tid - ved at stå frem og tale om det, der er vigtigt for os. Jeg føler en pligt til at tage min skæbne på mig og fortælle min historie - ikke mindst i en tid hvor mørke, konservative, stupide og onde kræfter arbejder intenst på at få mig eller mine venner i andre lande til at holde kæft. Uanset om det måske kan synes lettere at tie. For mig er det en slags undladelsessynd ikke at stå ved den, jeg er. Det skylder jeg verden og mine efterkommere. Det er en af grundene til overhovedet at være til - seksualitet eller ej. Man kalder det vist at træde i karakter - og det er sgu med hele pakken, ellers gælder det ikke.«

Programmet for Copenhagen Pride 2015 kan ses her.