Vi gør en dyd ud af dødssynderne

Biskop Jan Lindhardt ser med bekymring på den moderne verden, hvor mennesket kun står til ansvar for sig selv og derfor ikke har nogen at synde imod. Han sætter middelalderens dødssynder op foran nutidens spejl i en ny skarp bog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var engang en tid, hvor de syv dødssynder gjorde mennesket skyldigt til evig straf, og det gjaldt om at få tilgivelse for dem, før man døde. Det hjalp præsten med, når han kom med den »sidste olie«.

Det er længe siden, tilbage i middelalderen. I dag optræder de syv dødssynder mest i quizprogrammer, på linie med de syv underværker og Snehvides syv dværge, som også er svære at huske. Der er ikke mange, der kan remse dødssynderne op:

Stolthed/Griskhed/Vellevned/Misundelse/Frådseri/Vrede/Sløvhed.

Der er til gengæld mange, der studser, når de hører remsen, og tænker: Ikke værre? De synder er da ikke særlig slemme!

Biskoppen i Roskilde, Jan Lindhardt, mener, at de syv middelalderlige dødssynder næsten er blevet til syv dyder i dag. Stoltheden er ingen synd, slet ikke på arbejdsmarkedet, hvor du forventes at have din professionelle stolthed, og hvor du bliver sendt på assertionskurser for at lære at hævde dig. Griskheden har sine gode sider, for af den kommer foretagsomhed og dermed profit. Misundelsen er baggrunden for kappestriden, som er uundværlig for samfundslivet og økonomien. Vellevned, utugt, er kun forkert, hvis man smitter andre med AIDS. Den udvikling har Jan Lindhardt længe haft lyst til at finde forklaringen på, og da et brækket ben i august skaffede ham uventet plads i kalenderen, skrev han på sengekanten en lille skarp og ironisk bog om synden, der forsvandt ud af verden og gjorde den ringere.

»Jeg er jo ikke præst og evangelisk forkynder uden grund. Jeg ved, at vi er syndere, og at synden findes. Synden er udtryk for, at vi ikke gør, hvad vi burde over for næsten og fællesskabet. I det øjeblik, mennesket ikke føler sig ansvarligt over for Gud og næsten, men kun tænker på at stå til ansvar for sig selv, har synden ingen mening. Der skal være nogen at synde imod, og hvis man opfatter sig selv som et selvbærende individ, som ikke skylder nogen noget, er synden væk.

Det er klart, jeg ser det som et problem. Det sørgelige er, at synden ikke bryder sig om at gå alene, men tager etikken og moralen med. Tilbage bliver, at enhver er sig selv nærmest, og samfundet bliver ringere.«

Jan Lindhardt har undret sig over, at frådseri blev betragtet som en alvorlig synd i middelalderen, for det kan ikke have været det store problem i mangelsamfundet. Han tror gengæld, at frådseriet er den af de syv dødssynder, som måske stadig er syndig i dag:

»Vi må ikke være fede, vi må ikke svine, vi skal spare på ressourcerne.

En af de hidsigste avisdebatter kom, da pastor Poul Joachim Stender i Kirke Såby lod kokken Claus Meyer lave et måltid mad med ni retter, som blev serveret i kirken og indgik et slags kirkespil med bl.a. prædiken og oplæsning af stykker fra Bibelen i påsken. Reaktionerne var for mig overraskende stærke. Man må gerne have øjenfryd og vellyd i kirken, men ikke velsmag. Kirken skal ikke være et sted for god mad. Afskyen for frådseriet, når det drejer sig om mad, lever i bedste velgående. Det er stadig en synd.

Der er andre dødssynder, mange moderne mennesker betragter som positive. Tag for eksempel vreden! I dag går man på kursus og lærer at udtrykke sin vrede. Man skal råbe og slå i puder. Man har nærmest pligt til at blive vred på sin ægtefælle, hvis hun har været så uforskammet at dø, og man lærer at skrive vrede breve til hende og læse dem op i sorggruppen. Jeg tænker, at nu er verden gået af lave, når jeg hører det. For mig har vreden en social dimension. Man bliver vred på nogen for noget. Hvordan kan man med rimelighed blive vred på en, der er død?

Svaret er, at vreden er flyttet ind i os selv. Nu er det mig og mine følelser, det handler om. Jeg skal være vred for min egen terapis skyld. Det er proportionsforvrængning.

Ægtepar lærer også at skændes. Jeg tror sommetider, terapeuterne opløser ægteskaber for at få klienter. De siger, ægtefolk skal give udtryk for deres frustrationer og tale ud med hinanden. Jeg tror, at hvis man virkelig taler ud med sin ægtefælle, taler man sig ud af ægteskabet. Vi kan ikke tåle at have ord på alting, for ordene kan skære alle overtonerne væk. Hvis man kender hinanden godt, behøver man ikke så mange ord. De gamle ægteskaber, hvor man gryntede lidt i ny og næ og næsten ingenting sagde, de holdt måske bedre!«

Listen med de syv dødssynder opstod i munkevæsenets klostre og blev udviklet af ideologerne Cassian i det femte århundrede og Gregor i det ottende. Det Gamle Testamentes Ti Bud taler anderledes klart om, hvad mennesker må og ikke må, men det er en helt anden sag.

»De syv dødssynder afspejler idealet om klosterlivet som det varme, lykkelige kærlighedsfællesskab, som er et skin af den guddommelige kærlighed. De Ti Bud siger, at du ikke må slå ihjel, stjæle eller bedrive hor. Ingen af delene er nærliggende i klosterlivet, hvor at slå ihjel er udelukket, hvor der intet er at stjæle, når ingen må eje noget, og hvor der ikke er mulighed for at bedrive hor. Og »Kom hviledagen i hu«? I klosterlivet var hver eneste dag en helligdag, hvor man dyrkede sin gud. Inden for klostrets mure tilstræbte man kontrol med og renhed i tanke, ord og handling, og her kunne det være gavnligt at kigge sig i det spejl, som læren om dødssynderne er.«

Hvilken af dødssynderne har du det selv værst med?

»Det bliver nok griskheden, gerrigheden, for den kender ingen grænser. De andre dødssynder bliver trættende i længden, selv utugten og frådseriet, og sløvheden er så passiv, at man ikke kan sige, den kan være umættelig. Kan man være uendeligt sløv? Det er sprogligt forkert.

Den græske filosof Aristoteles opfattede griskhed/gerrighed som den ene yderlighed, hvor ødselhed var den anden. Midt imellem satte han gavmildhed. Det siger vi ikke mere. Indtjeningen skal være i orden, og man skal have økonomisk sans. Vi lægger os meget tættere på gerrigheden. Og man må da også indrømme, at griskheden og gerrigheden som alle de andre dødssynder har sine gode sider. Profitmaksimering og produktivitet øges, og samfundet bliver rigere. Generelt gælder det, at hvis dødssynderne fortsat fortjener at kaldes »synder«, skyldes det, at de tjener egoet og ikke udøves for næsten eller fællesskabet.«

Du har det ikke helt godt med griskhedens modsætning, »det enkle liv«, som er moderne?

»Godt gættet! Jeg mener i hvert fald ikke det er nogen dyd, at man går så vældig højt op i, om regnvandet bliver samlet op, eller om maden er økologisk og brødet hjemmebagt. For mig er det spild af tid. Hvis Domino Pizza kan leve en pizza på to minutter, hvorfor skulle jeg så være en hel dag om det? Den smager ikke bedre af den grund, og desuden betyder det ikke så meget for mig, hvad der står på bordet, som hvem der sidder omkring det.«

Hvad skulle der stå på listen med de største synder i dag?

»Overtrædelse af De Ti Bud. Den onde vilje, ondskaben. Måske også bedrageriet, selv om det ligger i budet om at »bære falsk vidnesbyrd mod din næste«. Jeg tror ikke, jeg ville tage løgnen med, men den vejer tungt for mange i dag. En ting er, at man snyder for 400 millioner og ikke respekterer anti-trust-loven, men den er først rigtig gal, hvis du lyver om det.«

At svigte sine nærmeste?

»Ja, det er synd, hvis vi ikke tager vare på dem, der ikke kan klare sig selv - og det er synd for dem. Jo mere folk er i ens varetægt, jo mere forpligtet er man over for dem. Derfor kan man ikke sige, det er det samme, om jeg ikke giver mine børn noget at spise, eller om jeg vælger at lade være med at lave middag til min kone, når hun kommer sent hjem. Det sidste kan give røg i køkkenet, men det første er ansvarsløst.

De gamle? Som mange mener, hjemmehjælperne har pligt til at passe, for det har vi sandelig betalt for? Det er en bivirkning af velfærdsstaten, det bedste af alle samfund - ja, det mener jeg virkelig - at vi i stedet for at være stjerneglade og i godt humør forvandles til små lommeregnere. Hvad skylder de mig? Normalt siger vi i kirken og psykologien, at når der bliver gjort noget godt mod et menneske, gør det noget godt mod andre. Man får igen, hvad man har givet. Hvis du er kærlig mod dine børn, bliver de kærlige mod andre. Det holder ikke med velfærdsstaten. Man siger ikke: »Næh, vil de virkelig sende en hjemmehjælper en gang om ugen? Så klarer jeg mig de andre dage«. Mere vil have mere.«

Sladder?

Nej, synes du det er særlig slemt? Det er jo vigtigt at være orienteret. Vi sladrer alle sammen. Sladderen er en »kommunikativ kompetence«, som det hedder. Den binder os sammen. Den, der overhovedet ikke sladres om, er ude af fællesskabet.«

Er der nogle af de syv dødssynder, du vedkender dig?

»Ja, alle syv. Også misundelsen? Jo, i hvert fald tidligere, da jeg havde grund til det. Da var jeg misundelig. Nu er jeg næsten manden, der har alt.«

Jan Lindhardts bog »De syv dødssynder« - 132 små sider - er netop udkommet på forlaget Rosinante. Den koster 169 kr.