Vi fik en brutal og mesterlig afslutning, da vinteren kom

Sjette sæson af »Game of Thrones« kunne ikke slutte stærkere. På godt og ondt er der lagt op til klimaks om et år. Advarsel: spoilere.

Cersei viser sig fra sin mest modbydelige side i den mesterfulde sæsonafslutning »The Winds of Winter« Fold sammen
Læs mere

Hundredvis af hvide ravne forlod universitetet The Citadel i dette afsnit med en besked til hver en borg og hver en by i hele Westeros: Efteråret er omme. Vinteren er kommet.

Dalende snefnug bragte sjældne smil på Sansa Stark og Jon Snows læber, da de talte om de hvide ravne. Om denne nyankomne vinter, som Sansas far, Ned Stark, havde lovet i årevis.

Også som seere har vi hørt om og ventet på kulden, på kulminationen, på kartarsis i seks lange år. Med dette afsnit, »The Winds of Winter«, er vi officielt fremme ved afslutningen. Ikke blot på denne sæson, men faktisk også på serien som helhed. Det amerikanske film- og TV-branchemagasin Variety beretter, at producerne blot regner med 13 afsnit mere, før serien er ovre.

Allerede nu fornemmer vi dog slutningen, for hele banen er kridtet op til den store, afsluttende krig, som Sansa omtaler. Daenerys krydser havet til Westeros med sin sammensatte hær og sine voksne drager. Når hun kommer frem, vil Dorne og familien Tyrrell hjælpe hende. Cersei har brændt alle broer med wildfire og sat sig på tronen af jern. Jon Snow har overtaget Robb Starks hverv som konge i norden. De hvide vandreres negle kradser på muren. Littlefinger lurer i kulissen, lurer på sit ultimative kup.

Aldrig har Game of Thrones været mere dramatisk, mere interessant. Aldrig er serien blevet fortalt bedre end i de seneste to afsnit. Aldrig har det gjort mere ondt, at vi skal vente minimum ti måneder på næste afsnit.

Følelsesmæssigt modbydeligt

Hvor sidste uges seksstjernede afsnit – »Battle of the Bastards« – var det actionmæssige højdepunkt i serien til dato, er dette 69 minutter lange afsnit mere »almindeligt«. Det gør det dog ikke mindre sublimt, for i »The Winds of Winter« når det brutale kammerspil om tronen nye højder.

Særligt bemærkelsesværdigt var det mørke og uundgåelige klimaks i King’s Landing-historien. De hjemløse børns drab på Grand Maester Pycelle satte tonen for nogle følelsesmæssigt modbydelige minutter, hvor Cersei med det napalmagtige wildfire udslettede kirken Great Sept of Baelor. Her må vi formode, at High Sparrow og de fleste af hans undersåtter døde smertefuldt. Desværre omkom også dronning Margaery samt hendes far og bror fra den gennemsympatiske Tyrrell-familie.

Jeg kender godt den gamle crime-kliché med, at ser man ikke figurerne dø på skærmen, så lever de stadig. Men med eksplosionens omfang må vi lægge til grund, at alle disse vigtige og elskede bifigurer er ude af serien.

At se Cersei gå til bekendelse over for nonnen var skræmmende. Men intet var mere sønderrivende end det underspillede sekund, hvor kong Tommen kastede sig ud fra sit tårn i afmagt over at se sin tro og sin hustru brænde.

Sætter atter nye standarder for TV

I den mere positive og rørende ende af spektret var det en nydelse at se den tiårige Lady Mormont sætte Nordens adel på plads, inden de alle knælede for deres nye konge, Jon.

Og det er med vilje, jeg ikke bruger bastard-betegnelsen Snow omkring ham, for vi fik endelig bekræftet i dette afsnit, at han ikke er Ned Starks uægte barn, men derimod afdøde Lyanna Starks søn. Selv om dette plot-tvist ikke kommer som den store overraskelse for de mere opmærksomme seere, blev det fortalt med den nænsomhed og det filmiske overskud, der kendetegner seriens allerbedste scener.

Jeg er voldsomt imponeret over, hvor meget plot, der blev afviklet i dette afsluttende afsnit, uden at nogen af delelementerne virkede forhastede eller forcerede. Det var rigtigt set af producerne, at afsnittet skulle vare hele 69 minutter.

Generelt er det denne kritikers holdning, at sjette sæson har været den mest fuldendte sæson indtil videre. Der har været de nødvendige mellemafsnit, men hver af disse har formået at have et stærkt tema, såsom »stærke kvinder«, »faren ved at tro« eller »de nedbrudte mænd«. Derudover har der været fire afsnit, der har været regulære højdepunkter i serien. »Game of Thrones« har atter sat nye standarder for, hvad vi kan forvente os af TV-serier, og mit gæt er, at den kommer til at slå femte sæsons rekord for flest uddelte Emmy-statuetter nogensinde til én TV-serie.