»Vi er nødt til at se fortiden i øjnene«

Kan man lave seriøse, men kulørte spillefilm om nazisterne? Den debat har filmen »Forfalskerne« igen vakt til live i Tyskland. Men selvfølgelig kan man det, insisterer filmens instruktør, Stefan Ruzowitsky.

Vi er nødt til at være mere konfronterende, når det gælder vores fortid,« siger instruktør Stefan Ruzowitsky. Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Nazisterne stjal, voldtog, løj, forfalskede og bedrog, og det nazistiske system var korrupt helt ind i hjertet. Det mener den østrigske instruktør Stefan Ruzowitsky, og det er en af de vigtigste pointer, han vil formidle med »Forfalskerne«, der har dansk premiere i dag.

Filmen, der fortæller den på sin vis kulørte, men autentiske historie om, hvordan nazisterne brugte kz-fanger i et gigantisk falskmøntneri, har vakt debat i Tyskland, hvor tyske anmeldere har kritiseret den for præcis de ting, den er rost for af internationale anmeldere.

»De tyske anmeldere har kritiseret filmen for dens nemme tilgang til sit historisk tunge stof, for dens spænding, for at være en film, man er underholdt af og ikke en, man straffer sig selv med. Og nogle mener ligefrem, at man slet ikke bør lave spillefilm om Holocaust. Men jeg er dybt uenig. Man er nødt til at fortælle disse historier, og man skal bruge alle sine talenter til at fortælle dem bedst muligt, så folk vil lytte,« siger Stefan Ruzowitsky.

Han indrømmer gerne, at det var ideen om at lave en film om en falskmøntner, der tvinges til at fortsætte sit »erhverv« i en koncentrationslejr, der tiltrak ham. Men samtidig var filmen også et politisk statement:

»Jeg er østriger, der er delvis opvokset i Tyskland. Jeg har bedsteforældre, der var i berøring med nazismen, og jeg lever i et land, hvor en som Jürg Haider lever i bedste velgående. Så jeg ville gerne lave en film, der har med den del af vores historie at gøre,« siger Stefan Ruzowitsky.

Han mener klart, at der hviler en nazistisk skygge over hjemlandets historie.

»Det hed sig, at østrigerne var de første ofre for nazisterne, men det er jo en løgn, og derfor er det også svært for os at håndtere vores fortid. Det kan man stadig se, hvis du spørger de højreorienterede i Østrig i dag. De vil ganske vist sige, at Holocaust var en forfærdeligt ting, men samtidig også plædere for, at nazisterne ikke kun var onde, men også gjorde en masse gode ting som at sænke arbejdsløsheden og bla-bla. Den slags dobbelttale er ikke vejen frem, vi er nødt til at være mere konfronterende, når det gælder vores fortid,« siger Stefan Ruzowitsky.

Nazismen i familien
At nazismen lurede lige i nabo­laget ved han fra sin egen familiehistorie:

»Det er ikke sådan, at jeg er dybt traumatiseret over min familiehistorie, for den er nok typisk østrigsk. Min farfar tænkte på et tidspunkt, at det ville gavne hans karriere at blive nazistisk partimedlem og ansøgte om medlemskab. Min morfar var dyrlæge på landet. Han blev grebet af den opløftede stemning omkring nazismen, der fejede ind over landet, og deltog i militærøvelser. Så det er ikke sådan, at jeg er barn af store krigsforbrydere – bare almindelige folk, der sympatiserede med nazisterne. Men efter krigen var der en skam. Min bedstemor rejste sig konsekvent og forlod lokalet, hvis nogen begyndte at tale om nazisterne,« fortæller Stefan Ruzowitsky.

At komme overens med berøringsangsten hvad angår fortiden er et af de idealistiske mål bag filmen, uden at Stefan Ruzowitsky af den grund vil kalde sig selv idealist.

»Jeg er selv meget pragmatisk, men jeg beundrer idealisterne. Derfor er hovedpersonerne i mine film som regel altid idealister. Og selv om filmens hovedperson ved første øjekast er pragmatiker om noget – han accepterer vilkårene og prøver at overleve på bedste vis – har han også idealer. Ikke politiske som kommunisten Burger i filmen, der sætter sin ideologi højere end menneskeliv, men sine egne om ære og om at hjælpe de andre fanger. For Burger viser netop, at der også kan være en mørk side af idealismen, som når den f.eks. bliver til en vished om, at man har patent på den rigtige holdning,« siger Stefan Ruzowitsky.

Virkelighedens fanger
Han skynder sig i samme åndedrag at understrege, at virkelighedens Burger på ingen måde er så ekstrem som i filmen. Det er virkelighedens Adolf Burger, der har skrevet den bog, filmen er baseret på. Han var den yngste fange på falskmøntnerholdet, fængslet for at være kommunist. En overlever, der på trods af sine 90 år stadig rejser rundt og holder foredrag.

»Burger og en anden overlevende – ham, der synger opera i filmen – besøgte os på filmsettet under indspilningen. De kom op at skændes over den SS-officer, der stod i spidsen for operationen. Burger mente, han var ansvarlig for at have dræbt seks af deres kammerater, og den anden mente, at havde det ikke været for ham, ville de alle været blevet dræbt. Og de har jo begge ret. At have de to mænd på settet var en meget stærk oplevelse for mig. Selv om filmen foregår i en kz-lejr, kunne vi som professionelt filmhold ikke gå og tænke på det hele tiden, men den dag de kom, blev det hele virkeligt. Det var meget følelsesladet,« fortæller Stefan Ruzowitsky.

Han vil ikke udelukke at lave flere film om den dunkle fortid, for under research til »Forfalskerne« faldt han med egne ord »over utrolig mange historier om folk i ekstreme vilkår, som er perfekt filmmateriale«. Næste projekt er dog en børnefilm.