»Vi er blevet for voksne til P3«

I 2007 takkede Saybia af – for en stund. Nu er bandet tilbage med albummet »No Sound from the Outside«. Berlingske mødte forsanger Søren Huss til en snak om pausen, genforeningen og Saybia anno 2015.

Saybia holder til i samme øvelokale i Nyborg, som da de startede bandet i 90erne. Det er her, Saybias første album er blevet skabt i 2002, såvel som det nyeste fra i år. Fra venstre: Bassist Jeppe Langebek Knudsen, guitarist Kasper Rasmussen, forsanger og akustisk guitarist Søren Huss, på keyboard Jess Jensen og tromme­slager Palle Sørensen. Foto: Johnny Wichmann Fold sammen
Læs mere

Vi kender alle Saybia for ørehængere i begyndelsen af 00erne. Alle har vi skrålet med på de høje toner i »The Second You Sleep«. Men meget er sket siden da; Saybia har været inde i varmen – og ude igen.

Fredag, efter otte års pause, kommer bandet med et nyt album. Det hedder »No Sound from the Outside« og er Saybias fjerde. Gruppen har arbejdet på det siden foråret 2013, og i sommer fik vi første smagsprøve i form af singlen »Hollow Is Your Promise«.

Forsanger Søren Huss har svært ved at beskrive albummet som en helhed, men siger, at der er ét gennemgående træk i musikken.

»Pladen er nok vores mørkeste til dato. Det siger folk i hvert fald, hvilket er sjovt, for det havde jeg ikke selv luret, før vi var færdige. For mig har det mørke altid været der som en slags livsledsager. Musikken har været min modpol til det.«

For Saybia er den mørke, dystre tone inspireret af bands som Pink Floyd, Radiohead og Neil Young. På det nye album har Fleetwood Mac også været et slags pejlemærke, forklarer Søren Huss.

Har du et hjertebarn i en af sangene på albummet?

»Jeg har 11,« griner Søren Huss og fortsætter:

»Jeg er virkelig glad for dem allesammen, men jeg bliver nødt til at nævne »Down«. Jeg synes, at den indkapsler, hvad Saybia kan anno 2015.«

Under åben himmel i USA

»No Sound from the Outside« er indspillet i USA, og det er der ifølge Søren Huss flere årsager til. Da bandet fik muligheden for at tage turen over Atlanten, gjorde de det uden at tøve.

»Jeg var i USA for at mikse min anden plade, og det, syntes jeg, var ret fedt. Solen, varmen og ikke mindst den åbne himmel, som der er mentalt. Alt kan lade sig gøre. Folk er nysgerrige,« siger Søren Huss.

Selv oplevede han den amerikanske drømmende ånd, da han satte sig ind i en Uber-taxa. Chaufføren, en 56-årig kvinde i lyserødt joggingtøj, drømte om at blive skuespillerinde. Hun havde rykket sit liv op med rode og var flyttet fra Florida til L.A.

»I starten krummede jeg tæer, da jeg sad dér med min danskhed. Hun viste mig et billede af sin inspirationskilde: En 72-årig skuespillerinde, som var kommet til Hollywood som 52-årig. Inden sin død havde hun vundet to Emmy’er. Jeg spurgte ind til det, fordi jeg ikke kunne lade være. Hun inspirerede mig. Selvfølgelig er der ingen grund til at lægge begrænsninger på sig selv.«

Saybia sendte demoerne til den amerikanske producer Michael Patterson, som miksede Søren Huss’ andet soloalbum, og det gav straks pote.

»Han hørte vores demoer og sagde: »I’m loving it« på den fede, amerikanske måde. Vi kunne være i Ocean Way Studios, som er Frank Sinatras gamle studie. Der var mærker fra hans podie i gulvet, og Foo Fighters kom den ene dag og indspillede i det andet lokale. Det var ret vildt,« siger Søren Huss begejstret.

En udpint kreativ mark

Senest, Saybia udgav et album, var i 2007 med »Eyes on the Highway«, og efterfølgende gik gruppens medlemmer hver til sit. Men bruddet var ikke en dramatisk begivenhed eller resultatet af et forlist og knudret samarbejde. Alle trængte bare til nye græsgange.

»Saybia var en udpint kreativ mark. Vi havde haft seks fantastiske og meget intense år, og så der var ikke mere at komme efter. Jeg havde et behov for at lave mit eget og definere mig selv som sangskriver. Vi havde brug for at blive skilt ad for en tid og se, om der kunne blive akkumuleret en kreativ energi og en lyst til, at vi skulle lave musik sammen igen.«

At Saybia fandt energien og musikken igen, overrasker ikke Søren Huss.

»Jeg tror, at vi alle havde en lyst og et behov for, at vores tredje plade ikke var vores sidste plade. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at det var uafsluttet, og at vi kunne mere. At vi stadigvæk havde flere gode plader i os.«

Musikalsk magi i Nyborg

Det skete i Nyborg, Saybias hjemsted, at musikken atter begyndte at lyde. Søren Huss og bassisten Jeppe Langebek Knudsen begyndte med at mødes til ugentlige musikaftener i bandets gamle øvelokale, og blandt LPer på væggene og billeder af Saybia i gruppens unge dage, hvor det hele var lidt mere langhåret, flød kreationerne langsomt, men sikkert, ud af fingrene og munden.

De to Saybia-medlemmer lavede demoer med nye sange og sendte dem til resten af bandet.

»De andre kom stille og roligt løbende over, da Jeppe og jeg sendte det, vi havde lavet. De kunne godt mærke, at der skete noget i Nyborg. Noget, som gav dem lyst til at komme tilbage.«

Musikerne fra Saybia har kendt hinanden så længe, at Søren Huss skal bruge lidt tid på at tælle. 22 år. Selv om bandet blev opløst for flere år siden, var bandmedlemmerne aldrig ude af hinandens liv.

Når der ikke var musik, var der i stedet housewarming og fødselsdage, men Søren Huss siger, at de har savnet det fællesskab, som de delte og nu igen deler gennem musikken.

Bliver I nogensinde færdige med hinanden?

»Nej, det er det, jeg er så bange for,« siger Søren Huss, slår sig let på låret og ler.

At finde sin identitet

Selv om der er sket meget på otte år – for Søren Huss’ vedkommende kortere hår og to soloalbum på dansk – er visse ting uændrede.

»Det er altid nervepirrende at udgive en ny plade. Alt er i luften på én gang. Det er i virkeligheden ikke anderledes, end det var dengang. En del af os er ret rolige, fordi vi kommer med noget, som vi føler, vi kan stå inde for. Så må vi se, om vi kan få ørenlyd derude.«

Men tag ikke fejl: Saybia er anderledes i dag end for otte år siden, fastslår han:

»På vores anden og tredje plade var vi i et flow, men vi var også søgende. Vi bevægede os væk fra »The Second You Sleep«-pladen både i vores lyd og vores måde at spille på. På den her plade har vi fundet roen og vores egen identitet. Den skinner meget frem, og det er sådan, jeg ser os,« siger Søren Huss.

Selv har han taget erfaringen fra sine to danske soloalbum med sig videre til Saybia. At skrive sange og synge på dansk har ifølge ham selv gjort ham til en bedre sangskriver på engelsk.

Også de øvrige bandmedlemmer har spillet i andre sammenhænge, hvor de har fået udvidet deres musikalske horisont, men der er én afgørende forskel fra 2007 til i dag:

»Jeg tror først og fremmest, vi har formået at få cuttet navlestrengen til vores fortid og den klike, vi var dengang. Vi er blevet voksne individer og selvstændige væsner. Vi er blevet for voksne til P3, dér bliver vi ikke spillet længere. P3 er også blevet lidt yngre siden dengang,« griner Søren Huss.

Ingen hitmaskine

At det nye album med al sandsynlighed er for voksent til P3s spilleliste, generer ikke Søren Huss, for bandet drømmer ikke om at ligge nummer et over mest spillede, som dengang det hittede med sange som »The Second You Sleep«, »The Day After Tomorrow« og »I Surrender«.

»Vi er ikke ude på en stor comeback-mission, selv om det er et comeback i kreativ forstand. Vi forventer på ingen måde, at vi skal dominere det danske musiklandskab, som vi gjorde dengang. Vi vil ikke bokse med Topgunn og Rasmus Seebach om førstepladsen på hitlisterne.«

»Ørehængerne fra vores første plade er stadigvæk referencerammen, og det ved vi godt, men vi har valgt ikke at gå efter det på den her plade. Det er måske en måde at gå uden om forventningerne på. At vi ikke forsøger at lave hits, vi laver bare musik.«

Hvordan håber I, at den nye plade bliver modtaget?

»Seks stjerner og superlativer i kø. Nej ... Jeg håber, at alle de mennesker, som har købt billetter til vores koncerter i efteråret, vil lytte til den. At folk tør bruge tid på det og dykke ned i det, for det er ikke den nemmeste plade at trænge ned i. Du skal lige lytte et par gange, før den begynder at kommunikere til dig.«

I løbet af efteråret og næste år giver Saybia en lang række koncerter både herhjemme og i udlandet. Bandet har i denne uge indledt en turné i Holland, hvor flere af koncerterne er udsolgt.