Vi er bidt af vampyrer

Vampyrfilmen er tilbage. Hermed videreføres 1700-tallets myte, som opstod i krydsfeltet mellem protestantisme, katolicisme og videnskab - og vi suger det i os.

»Nosferatu« fra 1922 er af senere filmkritikere blevet hyldet som en symbolsk advarsel mod nazismens indtog i Tyskland. Fold sammen
Læs mere

Han bukkede høfligt, da han svarede: »Jeg er Dracula, og jeg byder Dem velkommen, Mr. Harker, til mit hus. Kom ind, natteluften er kold, og De må have brug for mad og hvile.« Bram Stoker, »Dracula« (1897).

Nogle monstre dør ikke, og det skyldes mere end gravgamle forbandelser. Det skyldes i lige så høj grad, at publikum ikke kan undvære dem. Tag for eksempel vampyren, som ovennævnte transsylvanske Grev Dracula er det mest berømte eksempel på.

Hundredevis af gange er film-Dracula trådt ud af sit spindelvævsbefængte mørke og har budt sine kommende ofre velkommen – og han er endda bare en enkelt ud af mange fra vampyrernes udødelige geledder.

Vampyrepidemi
Faktisk befinder verden sig netop nu i en vampyrepidemi, der ikke er set magen til, siden Béla Lugosi som den første filmskuespiller trak i grevens sort-røde fløjskappe i 1931.

I USA har den kvindelige instruktør Catherine Hardwicke kolossal succes med teenagevampyrfilmen »Twilight«, som er en filmatisering af bogserien »Twilight«.

Bogbranchefolk mener, at bøgerne har potentiale til at blive et ligeså stort fænomen som J.K. Rowlings bøger om troldmandslærlingen Harry Potter. De foregår i det nordlige USA, hvor pigen Bella, en social outsider, forelsker sig i den udødelige vampyr Edward.

Bøgerne har grebet millioner af amerikanske pigehjerter, og har i USA solgt for mere end 100 millioner kroner. »Twilight«-filmen har premiere i Danmark til februar.

I dag har en anden filmatiseret bestseller med en vampyr i hovedrollen dansk premiere.

Det drejer sig om den svenske gyserroman »Lad den rette komme ind« af John Ajvide Lindqvist, der har placeret sin moderne vampyrlegende i Stockholms miserable betonforstad Blackeberg. Her møder en mobbet og ensom dreng en jævnaldrende pige, der har mystiske kræfter, men som kun færdes ude efter mørkets frembrud og hvis hår lugter af jord. Forstaden er beboet af alkoholikere og narkomaner, og vampyren virker næsten mere menneskelig end dem.

Mere blod
Og blodsugningen breder sig, for bare til næste år får over 20 vampyrfilm premiere – fra de mere seriøse som den tredje del af den futuris­tiske vampyrserie »Underworld« til de endnu mere kulørte splatterfilm som »Rosencrantz and Guildenstern Are Un-dead!«

Den nye TV-serie »True Blood« handler om en romance mellem en servitrice og en 175-årig vampyr, og er produceret af Alan Bal, der tidligere lavede kultserien »Six Feet Under«. Serien vurderes til at blive TV-stationens HBOs tredjemest populære nogensinde efter The Sopranos og Sex and the City, og i skrivende stund er der allerede flere andre TV-serier, der tager vampyrtemaet op.

Kort forhistorie
Vampyrer er så godt som udødelige. Derfor kan det undre, at selve begrebet vampyr ikke har en længere forhistorie, end den som vampyreksperten Niels K. Petersen beskriver.

Han forklarer, at vampyrlegendens ingredienser, som for eksempel vampyrens allergiske frygt for kors og hvidløg, er forholdsvist nye, idet de stammer fra begyndelsen af 1700-tallets Serbien, der på dette tidspunkt var okkuperet af østrig-ungarske styrker.

»Den østrigske besættelsesmagt rapporterede tilbage til Wien, at lokale serbiske bønder var plaget af en slags genfærd, de kaldte for vampir. Det drejede sig om døde, der stod op af gravene for at suge blod af de levende. For at forhindre dette, halshuggede bønderne deres døde eller drev pæle gennem deres hjerter,« fortæller Niels K. Petersen, der skriver om vampyrernes fortid på sin blog Magia Posthuma.

I 1732 bredte den sensationelle historie om de serbiske vampyrer sig fra Wien og ud i Europa. Niels K. Petersen ser dennne »vampyr-epidemi« som en sidste rest af Europas hekseforfølgelser, idet det ofte var mennesker, der var blevet beskyldt for at være hekse, som tillige fik vampyranklagen rettet mod sig.

»Den oprindelige vampyrmyte fortæller meget om den tid, den er opstået i, ikke mindst fortidens forestillinger om døden. Den kan ses som en folkelig videreførelse af den diskussion, der tidligere var blevet ført mellem protestantiske og katolske teologer om skærsilden og dens hjemløse sjæle, og den diskussion, der siden blev ført mellem kirken og datidens rationalistiske videnskab om forholdet mellem sjæl og krop,« siger Niels K. Petersen.

Misforståelse
Det er en udbredt misforståelse, at vampyrlegenden går tilbage til den rumænske fyrste Vlad »Spidderen« Tepes, der forsvarede Balkan mod osmannerne i 1400-tallet – en adelsmand, der ganske vist havde for bloddryppende vane at sætte sine fjender på spidse pæle og havde tilnavnet »Dragen« (på rumænsk: Dracul).

I nutidens Rumænien er Vlad Tepes en nationalhelt, men der gøres samtidig en del ud af vampyrlegenden omkring ham. Det er dog mest af alt af hensyn til nutidige turister, idet forbindelsen til vampyrerne alene skyldes den engelske forfatter Bram Stoker.

Bram Stoker fik i 1897 udgivet alle tiders mest populære vampyrroman, nemlig »Dracula«, der handlede om en transsylvansk greve, som deler navn med den historiske prins. Stokers Dracula-figur er dog inspireret af en række andre historiske skikkelser og litterære figurer af et mere romantisk tilsnit, ikke mindst kvindebedåreren Don Juan.

»Det erotiske og forføreriske element var allerede tydeligt, da Bram Stoker skrev »Dracula« med stor succes. Hans vampyr var en gentleman, der forførte uskyldige piger, »tog deres mødom« og forsvandt igen uden at påtage sig ansvaret for den »seksuelle« forbindelse.

Det er ikke Ikke tilfældigt, at den formel blev en succes i den victorianske tidsalder, hvor seksualitet uden for ægteskabet var både meget forbudt og meget tillokkende,« siger lektor Rikke Schubart, der har forsket i gyserfilm og skrevet om dem i flere bøger. I år skrev hun også sin første vampyrroman »Bid«, og en ny er på vej.

Borgerligt idealbillede
Ifølge Rikke Shubart spejler den klassiske vampyr, som den blandt andet blev gestaltet af skuespilleren Christopher Lee, borgerskabets normer.

Den dannede Grev Dracula repræsenterer et borgerligt idealbillede qua sin gentlemanoptræden og forståelse for de skønne kunstarter, samtidig med at han overskrider borgerskabets normer med sit nærmest ritualiserede overgreb på de uskyldige kvinder.

Bram Stokers roman blev første gang sat på film i 1931 af den rumænske indvandrer Béla Lugosi, hvis kraftige accent blev en fast ingrediens i alle fremtidige vampyrparodier. I denne, og den senere meget populære udgave, som det engelske filmselskab Hammer Film færdiggjorde i 1958 med den statelige Christopher Lee i titelrollen, bliver Dracula slået fast som vampyrernes ukronede konge.

Mens Christopher Lees Dracula først og fremmest repræsenterede ondskab og egoistisk tilfredsstillelse af sin blodtørst, er figuren i Francis Ford Coppolas Bram Stoker-filmatisering fra 1992 blevet en langt mere melankolsk og ensom skikkelse.

»I denne version har vampyrens udødelighed fået en tragisk dimension, idet han med tiden »vokser fra« de kvinder, han elsker,« siger Rikke Schubart.

Draculas »romantiske« vampyr er blevet videreudviklet til også at inkludere den »gode« action-helt-vampyr, som for eksempel »Blade« spillet af Wesley Snipes i tre film (1998-2004).

Her har vampyrbekæmperen »Blade« selv en portion vampyr i sig. Det samme gælder den rendyrkede vampyrheltinde »Selene«, der spilles af Kate Beckinsale i Underworld-filmene (2003-2007). Her er vampyren en handlekraftig krigerinde, der forsvarer sin klan af dekadente natklubsvampyrer mod en mere proletaragtig race af varulve (!)

Også David Bowie og Catherine Deneuve har spillet tragisk-romantiske blodsugere i »The Hunger« (1983), der synes at sidestille vampyren med luksusnarkomanen – en perfekt rolle til rockstjernen.

Den romantiske vampyr kan indimellem udvikle næsten menneskelige sider, som i »En vampyrs bekendelser« (1994), hvor titelpersonen afskyer at dræbe mennesker så meget, at han forsøger at overleve ved at spise slanger og tudser.

Tæt på zombier
I nyere tid er en helt anden slags vampyr kommet til, der står i skarp kontrast til gentleman-greven Dracula. Det er de frastødende vampyrer, som man blandt andet møder i genrefilmen »30 Days of Night« (2007).

Her skildres en gruppe vampyrers belejring af en lille landsby i Alaska, hvor den lange polarnat giver dem frit spil. I denne film ligner vampyrerne en anden moderne skurketype, nemlig den sadistiske seriemorder.

Will Smith-filmen »I am Legend« (2008) udspiller sig nogle år inde i en fremtid, hvor en menneskeskabt virus har forvandlet de fleste mennesker til vampyrer af et endog meget gustent og utiltalende ydre. Her minder vampyrerne mest af alt om zombierne, som formentlig er den moderne gyserfilms næsthyppigste monster.

Endelig er den realistiske vampyr vandret ind i genren fra tid til anden, ofte i film, hvor den psykologiske lidelse vampirisme bliver brugt som element i handlingen.

Zombie-instruktøren George A. Romero lavede i 1977 sin enlige vampyrfilm »Martin« om en ung mand, der bilder sig selv ind, at han er blodsuger, men da han ikke af naturen er udstyret med hugtænder, må han i stedet bruge et barberblad.

I »Vampyrens kys« fra 1989 tror Nicholas Cage sig ligeledes vampyrinficeret, og har blandt andet en uappetitlig scene, hvor han spiser en stor, fed og sprællevende kakkerlak.

»Lad den den rette komme ind«, der har premiere i dag, er det seneste bud på en realistisk vampyr, omend de tradtionelle, overnaturlige elementer er korrekt til stede.

Til gengæld har forfatteren John Ajvide Lindqvist fermt kombineret sin vampyrlegende med en socialrealistisk skildring af menneskesamfundets udstødte og fundet isnende paraller mellem de levende og de udødes verdener.

Det, vi frygter mest
»Det virker nærmest, som om vampyrfiguren kan varieres uendeligt. Som andre gyserfilm giver de os mulighed for at gennemleve det, vi frygter mest. Det være sig en angstprovokerende seksualitet eller forestillingen om vor egen dødelighed,« siger Rikke Schubart.

Det er iøvrigt Hammer Film, der står bag den kommende engelsksprogede remake af den aktuelle svenske vampyrfilm, på trods af at selskabet ikke har haft nogle egentlige biograffilms-successer siden 1980erne. Selv vampyr-filmselskaber har en snert af udødelighed.

»Lad den rette komme ind« har premiere den 25. december. Læs anmeldelsen her i sektionen på premieredagen.