Vi er alle vævet ind i hinanden

Min europÔø?iske familie Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Min europæiske familie i de sidste 54.000 år

Forfatter: Karin Bojs. Oversætter: Anders Juel Michelsen. Sider: 471. Pris: 350 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.

Af Lars Henrik Aagaard lha@berlingske.dk

 

Slægtsforskning er in. Danskere begraver sig i kirkebøger, gamle folketællingslister og lokalarkiver for at spore slægten tilbage til Gorm den Gamles tid.

Den svenske forfatter og videnskabsjournalist Karin Bojs går et endog meget langt skridt videre i sit ambitiøse storværk »Min europæiske familie«, der i fjor blev udråbt som årets bedste fagbog i nabolandet. Hun gør et alvorligt forsøg på at spore sine aner hele 54.000 år tilbage i tiden. Det vil sige helt tilbage til dengang, da vores urgamle forfædre var begyndt at forlade Afrika og havde sat kursen mod i første omgang Mellemøsten og senere resten af verden, herunder Europa.

Det indebærer, at hun – ud over at tage arkæologien til hjælp – må hente central indsigt i de talrige nye forskningsresultater, der er strømmet os i møde fra DNA-forskere, som med stadigt mere avanceret teknologi afdækker såvel menneskets som, mere specifikt, det skandinaviske menneskes rødder.

Det forsyner hendes værk med et fascinerende vingefang. Den potentielle svaghed er blot, at punktet, som den enorme slægtsrejse ender i, er hende selv og hendes nærmeste familie. For det kræver, at hun formår at gøre sin egen og mere nutidige slægtshistorie levende og vedkommende. Det lykkes kun delvist, hvilket formentlig især skyldes, at hun i skriveprocessen har haft større øje for den svenske end for den brede nordiske læser.

Læs også: http://www.b.dk/kultur/gud-og-mennesker

Til gengæld er der et imponerende schwung over hendes arkæologiske og genetiske europarejse, og heldigvis er det her, forfatteren har sit fokus. Her taler det, foruden den imponerende mængde research, til hendes fordel, at hun indimellem tager sig narrative friheder og går den populære hulebjørnsforfatter Jean M. Auel (som hun faktisk respekterer) i bedene ved at forestille sig livet for titusinder af år siden.

Hun indleder således sin historie med fortællingen om en slank og sorthåret kvinde, som for 54.000 år siden føder en »troldunge« ved bredden af Genesaret Sø. Faderen er en tung og kraftig mand, der ikke er som mændene blandt hendes ligesindede. Han har en særlig lugt og en meget større næse, for han er neandertaler, og barnet bliver dermed en af de få hybrider, der på godt og ondt bringer rester af neandertal-DNA videre helt op til nutidens nordeuropæiske menneske, herunder forfatteren selv.

Læs også: http://www.b.dk/viden/er-homo-sapiens-dage-talte

For ca. 39.000 år siden forsvandt de sidste neandertalere imidlertid. Hvorfor ved man ikke præcist, men Karin Bojs og hendes ekspertkilder afviser ikke, at de i Europa nyankomne og umådeligt kreative homo sapiens simpelthen udryddede dem.

Som i en episk film viser forfatteren, hvordan isen over Nordeuropa langsomt slap sit favntag, og en rig kultur blomstrede op i det daværende Doggerland – den store og frugtbare landbro mellem Jylland og England/Skotland, som smeltevandet med tiden druknede. Ja, dengang kunne man i princippet spadsere hele vejen til Sydsverige, idet nutidens Øresund var tørlagt.

Dernæst, for ca. 6.000 år siden, kom bønderne, og Karin Bojs forklarer, næsten triumferende, at deres genetiske aftryk var mere forskellig fra Sveriges oprindelige jægerbefolkning, end italienere i dag er fra finner. Bønderne havde et tydeligt islæt af DNA fra bl.a. Mellemøsten og Tyrkiet og kunne dermed sagtens stamme fra det oldgamle landbrugsland Syrien, ligesom titusinder af nutidens immigranter i Sverige.

Undervejs refererer Karin Bojs til flere forskningsartikler, som den fremtrædende danske DNA-forsker Eske Willerslev er hovedforfatter på. På den baggrund kan det undre, at hun efter alt at dømme ikke har interviewet ham. Til gengæld får læserne levende portrætter af en lang række andre førende forskere, herunder Willerslevs svenske »ærkerival« Svante Pââbo og flere danske arkæologer.

»Min europæiske familie« er et respektindgydende værk, der favner hele menneskeslægtens indtog i Europa, og som klart dokumenterer, hvordan vi alle er genetisk og historisk vævet ind i hinanden. Blot kunne man som dansk læser have ønsket, at den vidende og fortælleglade forfatters nutidige familiehistorie havde været en smule mere nedtonet.