Vi elsker jo byen

Egentlig er det utroligt, at der bygges så mange dårlige huse, når vi sådan set udmærket ved, hvordan det skal gøres. To aktuelle udstillinger - i Dansk Arkitektur Center og på Louisiana - giver eksempler på en vellykket byudvikling og fortæller om, hvad arkitekturens mål og midler er.

Skulle man gå hen og blive lidt sensommerdeprimeret over København over bygningerne ved havnen, over den kaotiske trafik, nye golde boligkvarterer, almindelig nedslidning og tarveliggørelse osv. - skal man blot tage forbi Dansk Arkitektur Center.

I DAC, der ligger i et smukt restaureret pakhus med en generøs udsigt over havnen, får man et skønmaleri af hovedstadens udvikling. Og med det i bagagen kan man tage ud og opleve byen og konstatere, at der rent faktisk også sker en hel del gode ting. Man kan oven i købet downloade guidede ture til sin mp3-afspiller eller følge fem cykelruter, der bl.a. bringer én forbi nye arkitektoniske pejlemærker som Lundgaard & Tranbergs Tietgenkollegiet og Henning Larsens IT-universitet.

Skønmaleri? Tja, man skal blot gøre sig klart, hvad pointen med udstillingen er. Udstillingens præmis er ikke at problematisere Københavns udvikling ved at pege på de områder, der den seneste halve snes år er blevet tabt på gulvet - hvis det da ellers var trivsel i byen, man ønskede.

Udstillingens formål er derimod at fortælle, at der her og der vitterlig er en positiv udvikling i hovedstaden. Nogen tænker sig om. Nogen gør noget. Til glæde for byen, dens indbyggere og dens gæster. Der er dele af havnefronten, der kan nå at blive vellykkede, og på Islands Brygge er der da efterhånden kommet et livligt miljø, hvor mange mennesker mødes, og der tilsyneladende opstår sød musik omkring engangsgrillene og mellem sværmeriske gemytter på tur langs vandet.

Andre områder rummer løfter for fremtiden, og det gælder især Carlsberg og nogle af de funktionstømte industrikvarterer i Valby og på Frederiksberg, hvor der ihærdigt arbejdes på ikke at gentage fejlene fra andre af byens kvarterer. For ser man overordnet på de dele af København, udstillingen behandler, er der flere træk, der går igen, hvis byudvikling skal lykkes.

For det første skal man blande funktionerne i stedet for at sprede dem, ligesom man naturligt gjorde i århundreder indtil for ikke så mange tiår siden, da man begyndte at adskille boligområder og arbejdspladser fra institutioner og indkøbsmuligheder. For at en by skal have en bymæssig karakter med liv er det nødvendigt, at den rummer de tilbud, der nu engang kendetegner en klassisk by.

For det andet skal byer have en vis tæthed for at sikre, at der også er liv og glade dage. I industriparker og sovebyer opstår der ikke et levende forretningsmiljø, for kundeunderlaget er der ikke, sådan som det eksempelvis var i de tætbefolkede brokvarterer for et par generationer siden. Det er derfor, diskussioner om højhuse og befolkningstæthed er uomgængelige, hvis man altså vil have et levende miljø. Storcentre kan være vældig praktiske. Men et velfungerende nærmiljø kræver et bredt sortiment af butikker, idrætsfaciliteter, kulturtilbud osv. Et pizzeria og en døgnkiosk er ikke nok. For det tredje skal infrastrukturen være i orden, og det vil betyde en blanding af offentlig og privat transport afviklet på en begavet måde. Dét er endnu ikke sket, for de fleste trafikpolitiske beslutninger har karakter af lappe- og hovsaløsninger og resultater af kortsigtede ideologiske markeringer. Men det er interessant at se på Dansk Arkitektur Centers udstilling, at der alligevel opstår velfungerende former for offentlig transport, der skaber nye forbindelseslinjer og binder byen sammen på andre måder, og det er fascinerende at tænke på, at Flintholm Station på kanten af Frederiksberg er ved at blive landets tredjetravleste station efter Hovedbanegården og Nørreport, samt at nye bydele er ved at opstå i området, hvor man forsøger at tænke i videreudvikling af klassiske boligformer som karreen og villakvarteret.

Det fjerde - men ikke nødvendigvis sidste punkt - er behovet for arkitektoniske pejlemærker eller gennemtænkte byfornyelsesprojekter, der kan bidrage til at løfte og ændre et kvarter. Også fordi byen forandrer sig i takt med nye generationer med i hvert fald på nogle områder anderledes behov. Eller blot en anden form for selviscenesættelse.

Egentlig skulle man ikke tro, det skulle være så svært. Vi ved jo nok, hvordan mennesker i al almindelighed trives. Ikke på vindforblæste pladser. Helst i overskuelige rammer. I velfungerende nærmiljøer med gode muligheder for mobilitet, hvis man vil hen til byens andre underholdnings- og kulturudbud. Lav skala og træer er nærmest foræringer, men selvfølgelig er det muligt at arbejde med højere huse, hvis man sikrer en fornuftig bearbejdning. En by bør være en blanding af bygninger til hverdagens behov og monumenter til højstemte stunder.

Louisianas arkitekturudstilling fortæller om nogle af de overvejelser, man kan gøre sig om arkitektur. Hvad er dens grundlæggende virkemidler?

For en gangs skyld er det ikke en arkitekt, der har hovedrollen. Arkitekter har ellers i lighed med køkkenchefer i de senere år fået noget af den star quality, der tidligere var forbeholdt rockstjerner og fotomodeller og en gang for længe siden forfattere, dramatikere, kunstmalere og store skuespillerinder.

Ordet er givet til Cecil Balmond. Som bestemt ikke er et navn der er kendt i en større offentlighed. Lige som man engang kunne slippe af sted med at sige, at der bag enhver stor mand var en kvinde, kommer man ikke uden om, at der bag enhver af tidens internationale stjernearkitekter er en stor ingeniør. Cecil Balmond (født 1943) er ingeniør med verden som sin arbejdsplads. Han har arbejdet sammen med arkitekter som Rem Koolhass og Daniel Libeskind og i de senere år ledet en afdeling for viderekommende i ingeniørfirmaet Arup.

Louisiana har en tradition for sanselige og forførende arkitekturudstillinger, og denne er ingen undtagelse. Den er mere langhåret og teoretisk funderet end mange af de fremragende præsentationer, museet i Humlebæk har lavet af blandt mange andre Jørn Utzon, Henning Larsen, Poul Kjærholm, Frank Gehry osv. For nok er der eksempler på nogle af de markante byggerier, Cecil Balmond har været involveret i. Men noget af det mest interessante ved udstillingen er de overvejelser, han gør sig om struktur, geometri, tid, skala og proportion, samt den inspiration han får fra musik, fra talmagi og fra optagetheden af fraktaler og den særlige orden, man finder i naturen, hvis former og hvis gentagelser og forskydninger har inspireret så mange arkitekter.

En del af Cecil Balmonds tænkning baserer sig ganske erkendt på den erfaring og den teori om arkitektur, vi har opnået gennem tiderne. Med Palladio - den geniale italienske renæssancearkitekt hvis arkitektur udgør en væsentlig del af grundlaget for senere tiders bygningskunst - ved vi, at man kan proportionere rum, så vi uvilkårligt føler os godt tilpas. Det har med vores krops og rummets højde at gøre, altså en slags arkitekturens gyldne snit, og med udgangspunkt i betragtninger som disse er det, at Cecil Balmond har nogle bud, der kan gøre ham til en uomgængelig partner for mange store arkitekter. Det er ofte til bygningsværker, der er noget større end de palladianske villaer omkring den italienske by Vicenza, for vi lever i en tid, der fordrer meget store strukturer. Men ikke desto mindre er det principper, også af konstruktionsmæssig karakter, Cecil Balmond søger at fremme, samtidig med at byggeteknologien spændes til sit yderste.

Byen i forandring kan ses i Dansk Arkitektur Center frem til den 21. oktober. DAC, der ligger i Strandgade 27B i København, er åbent dagligt 10-17.

Cecil Balmond Den skjulte orden vises på Louisiana frem til den 21. oktober. Louisiana i Humlebæk er åbent dagligt 10-17 og på onsdage tillige til 22.

www.dac.dk

www.louisiana.dk