Vi elsker Emil fra Lønneberg

Folketeatrets musikpoetiske version af »Emil fra Lønneberg« er både vedkommende og dejligt underholdende.

Michael Slebsager som Emil i værkstedet omgivet af sine træmænd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri

Det er en helt ny, musikpoetisk version af Astrid Lindgrens historie om spilopmageren Emil fra Lønneberg, man kan se på Folketeatrets store scene. Teatrets dramaturg, Ninette Mulvad, har bevaret originalens djærve uskyld, men vinklet endog skarpere på temaet om Emils karakter. For nok er han tilsyneladende uregerlig, men er det egentlig altid skarnstreger, han laver?

»Det ved jeg jo aldrig før bagefter,« svarer han som regel selv, indtil han til sidst med overbevisning fastslår, at det var »en god gerning« at invitere fattiglemmerne på julemad tiltænkt andre mere velaflagte naboer.

Vi, der voksede op med Emil, gennemskuede også den gode intention, og vi ved jo, at han blev sognefoged som stor. Yngre generationer får her en fremragende mulighed for at stifte bekendtskab med den opfindsomme unge i en nænsomt moderniseret og fuldtonet legende forestilling for alle aldre.

Perfekt i rollen

Da jeg var barn, hejste Emil også lillesøster Ida op i flagstangen, men lærte hende knap så mange bandeord, som han får lov til i en af de to søskendes perlende, charmerende scener.

Klejne Michael Slebsager er perfekt i rollen som en nysgerrig, retfærdighedssøgende og boblende musikalsk Emil, der taler med saxofonen og karikerer med stemmen. Salen var med ham hele vejen, hvad enten han akrobatisk svingede rundt med hovedet i suppeterrinen eller muntrede sig selv op med sang i sin isolation i værkstedet.

Asta Kamma August giver ham fint medspil som den ikke mindre eventyrlystne og lige så velsyngende Ida. Spindesiden er generelt stærk med bl.a. Sofie Alhøjs trutmundede, handlekraftige Line og Lisbeth Gajhede, der er lige vidunderlig som den sladdersmiskende Tyttebær-Maja med alle skrækhistorierne og som hvæsende, ædende Kommandusen, der terroriserer de stakkels fattiglemmer.

Forestillingens særlig scoop er nu ikke enkeltpræstationer, men det legesyge univers, hvor Georg Riedels musik er en allestedsnærværende medspiller. Hvor finurlige instrumenter er anrettet som mad. Hvor koreografien går i slow og op på vægge. Hvor træmænd kommer til live. Men hvor også fattighuset viser, at alt ikke er solskin og skarnstreger – akkurat som vi husker det fra Astid Lingrens fortællinger.

Opbyggeligheden anes

Jeg savnede fortællingen om Emil, der kører sin syge ven, karlen Alfred, til læge i snestormen, fordi den for mig – om end sentimentalt - inkarnerer drengens gode gemyt. Her må jeg nøjes med Kommandusens fald i ulvefælden, men denne retfærdighedsskæbne giver jo også klar anvisning på at opføre sig ordentligt over for andre.

Opbyggeligheden anes, men tager aldrig overhånd i den loyale, men også helt egne version af Emils meritter fra en tid, der føles fjern, men på Folketeatret gøres aktuel og svært underholdende på samme tid. Så tag ungerne med, gak ad Nørregade og syng med Emil og alle hans elskelige kære.

»Emil fra Lønneberg«. Oversættelse og bearbejdning: Ninette Mulvad. Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen. Scenografi: Nadia Nabil. Koreografi: Rebekka Lund. Musik: Georg Riedel. Hvor: Folketeatret til 16. december, derefter turné.