Johnny Depp er en hustrumishandler. Den tidligere konge af cool, skuespilleren, der kombinerede edge og underholdning, tabte tirsdag en sag ved retten i London, som afgjorde, at avisen The Sun var i deres gode ret til at bruge benævnelsen, da de skrev om forholdet mellem Depp og hans ekskone Amber Heard.

I 12 konkrete tilfælde overfaldt Depp hende, og dermed har verden ikke bare mistet en stor filmstjerne. Vi har været med helt inde i stjernernes soveværelse og set en hykler stå afklædt som alt andet end den moderne romantiker, han forsøgte at være.

2020 kan stadig rumme en gammeldags mandetype, der mener, at det maskuline y-kromosom skal bestemme, hvor skabet skal stå. Men der er ikke længere plads til dem, der hævder at være på den gode side af linjen – og så lyver om det.

Mere rock end rullekrave

I 90erne handlede alt om være cool. Vi var en generation, der blev tidligt udbrændte af 80erne, hvor stil var noget, der hang fast i Don Johnsons syntetiske rullekrave og hvide smil. Vi savnede det autentiske. Noget, der føltes virkeligt.

Ind kom grunge-musikken med al sin weltschmerz, Kurt Cobains krøllede sjæl og stjerner som Johnny Depp. Tynde hvide mænd, der var kunstnere med stort K og gav snørklede, indforståede interview, som ingen forstod, og alle derfor roste.

I modsætning til 80ernes glatkroppe, der svælgede i egen lækkerhed, var Depp villig til at fravælge de roller, der var baseret på hans kønne træk. I stedet medvirkede han i film som »Hvad så, Gilbert Grape?«, »Dead Man« og »Donnie Brasco«, der lod ham spille på andre tangenter end det gode udseende.

Han behandlede sin egen skønhed med den ligegyldighed, kun virkelig smukke mennesker kan og opnåede dermed det ypperste prædikat, man kunne få: Cool. Vi elskede ham med samme varme, man kun elsker det, man aldrig får.

Farvel til den klassiske mandetype

Bevæbnet med god stil og et passende rockband blev Depp frontfigur i en ny maskulinitet, hvor man gerne måtte dufte af andet end armsved og cigaretter. Metroseksualiteten brød med den klassiske mandetype, der for en stund måtte ride alene ud i solnedgangen, ensom og udtjent som en Marlboro-cowboy.

Depp elskede sine kvinder, han fik deres navne tatoveret og gav interview, der handlede om deres positive indflydelse. Under sit ægteskab med franske Vanessa Paradis lød han som uofficiel ambassadør for landet, når han talte om at Frankrig havde »givet ham alt«.

Men som retssagen i London viste, var Johnny Depp mest af alt forelsket i stoffer og excesser. Han havde et absurd misbrug og en vinregning på næsten 200.000 kroner. Om måneden.

Billeder, der blev vist i retten og i den engelske sladderpresse, viser Johnny Depp, der er faldet i søvn med åben mund og krøllet skjorte og udstiller endnu engang, at misbrug aldrig er kønt i dagslys.

Tiden er ikke til hykleri

Hans ægteskab med Amber Heard lyder mere et barslagsmål end et forhold. Da hun offentligt kaldte ham en hustrumishandler, benægtede han alt bortset fra en enkelt lussing.

Da retten gennemgik de 12 tilfælde af mishandling, hævdede han – gennem sin advokat – at det var hende, der startede. Resten var noget, han ikke helt kunne huske.

I dag er der flere, der spår, at Depps karriere er slut. Ikke kun fordi tiden er løbet fra hustrumishandling, men fordi den er løbet fra hykleri. Vi kan stadig hylde Sean Connery, der tilsyneladende ikke mente, at konen tog skade af et par flade, men vi kan ikke acceptere manden, der bliver taget med fingrene i kagedåsen, hvis han samtidig hævder, at det er en andens skyld, at de er der.

Selv voksne bad boys kan slippe af sted med at rasere hotelværelser, få halstatoveringer og leve et liv, der ikke er os andre forundt. Men efterhånden som afstanden mellem de kendte og deres fans bliver stadig mindre, er det stadig sværere at slippe af sted med at leve på en løgn. Uanset hvor cool, den er pakket ind.