»Vi befinder os i den nye hellige krig«

Den storsælgende svenske forfatter JAN GUILLOU er aktuel med filmatiseringen af sin trilogi om tempelridder Arn. Filmen skal ses med Vestens nye korstog mod islam samt Pia Kjærsgaards intolerance i baghovedet, siger forfatteren.

Jan Guillou. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Han sidder dér og smiler. Meget Jan Guillousk. Det vil sige med en selvsikkerhed, som ved han allerede på forhånd, hvad man spørger om. Hvorfor han allerede på vej til København i flyet fra Stockholm har besluttet sig for svarene.

Der er altid noget specielt ved at interviewe Jan Guillou. En forfatter, der interviewes ofte, og som sørger for at leve op til forventningen om, at han mener noget markant, måske endda noget kontroversielt eller som mindstemål udøver en vis kritik af regeringen, diverse vestlige stater, religion i almindelighed samt krig og fred.

»Vi skal bruge historien i denne film til at tænke. Hvad ligner vor tid, og hvad gør ikke,« siger han – næsten inden man overhovedet har spurgt.

Den supersælgende svenske forfatters middelalderepos om tempelridderen Arn har haft filmpremiere. »En udmærket film,« mener Guillou, der dog savner sin romantrilogis politiske og historiske spil.

»Men det politiske og samfundsanliggende er det første, der stryges, når der laves film. Sådan er det. Jeg har vænnet mig til det. En Hamilton-historie begynder med 20 siders action, så kommer der 250 siders politisk snak, så kommer der tyve siders action, så kommer der 250 siders politisk snak igen og så action til sidst. Når den filmatiseres, smides alle de dér 250 sider ud, og så har man tyve minutters film, og så finder man på noget andet til at fylde resten af halvanden time ud med,« siger forfatteren.

Men hvad synes du selv ligner vor tid i filmen om Arn?

»Det skal jeg jo ikke svare på«.

Jeg har set dig citeret for, at »filmen vender sig mod Pia Kjærsgaard«.

»Ja, det er rigtigt. Det handler jo blandt andet om ridder Arns møde med den mest respekterede muslimske leder i verdenshistorien, Saladin. Et møde ved hvilket han opdager, at han og Saladin er samme slags menneske, at han står over for et menneske og en kultur som endda kan være den kristne overlegen. Og det er det, Arn og korstogsridderne tager med sig fra det hellige land.«

Så idealerne fra riddertiden er i virkeligheden muslimske, fordi islam var bedre?

»Ja, islam var bedre. De kom tilbage som meget mere kultiverede mennesker. Og jeg kan forsikre, at både Saladin og Arn i dag vil være modstandere af Pia Kjærsgaard.«

Håber du danskerne går ind og ser filmen eller læser dine bøger og konkluderer, at Pia Kjærsgaard tager fejl, når det gælder islam?

»Man kan ikke have politiske forventninger med en film på samme måde som med en roman. Politiske aspekter er altid uhørt vanskelige at overføre fra bøger til film, uden at det bliver åbenbart propagandistisk og dermed ikke fungerer. Filmen kan give en følelsesmæssig anelse af disse ting. Eksempelvis af at ridderne kom mere tolerante hjem fra Det Hellige Land, end da de red ud«.

Men hvis vi taler tolerance, hævder mange for tiden, at vi i Europa ikke bestiller andet end at være tolerante over for islam.

»Ja, det er bare ikke sandt. Vi befinder os i den indledende fase til en ny hellig krig. Og den begynder med dæmonisering af fjenden. I år 1097 prædikede man i hver eneste europæiske kirke om den modbydelige, dyriske saracenske fjende med horn i panden og hale, og som ville krænke det allerhelligste i vores kultur. Det tog et stykke tid for korsfarerne at opdage en række ting. Heriblandt at denne krig er et håbløst projekt, der kan fortsætte i en evighed.«

Skal vi i dag være tolerante oven på 11. september, Madrid og London oven på dødsdommen over Salman Rushdie, mordet på Theo van Gogh og dødstrusler mod karikaturtegnere?

»Man skal ikke være tolerant over for forbrydelse. Det siger sig selv. Det er vi ikke, og det skal vi heller ikke være. Og det er ligegyldigt, om kriminaliteten begås af Jens Jensen eller Muhammed Ali. Forbrydelse er forbrydelse. Det har vi love imod.«

Men opstår det ikke netop, fordi islam i dag som kultur er sakket flere kulturårhundreder bagud i forhold til Vesten og ikke har været i stand til at lægge det lovreligiøse fra sig?

»Nej, det er Saudi-Arabien, der er hele problemet. Saudi-Arabien repræsenterer den værste udgave af islam i hele religionens historie: Udsprunget af den wahhabistiske sekt i 1700-tallet. Den er grundlaget for al kulturfundamentalistisk islamistisk virke. Her betyder jihad ( hellig krig, red. ), at alle, der ikke er rettroende - jøder, kristne, shiaer og så videre skal dræbes. Det er wahhabisterne, der dyrker dogmer om, at kvinder skal være tildækkede, ikke må køre bil og så videre. Det er også dem, der finansierer al terrorisme fra al-Qaeda over Taleban til Hamas. Det er Saudi-Arabien, der er fjenden. Skal Vesten angribe noget som helst i kampen mod terror, er det Saudi-Arabien. I stedet står man med soldater i Afghanistan og Irak.«

Men du siger, at muslimer og islam er ofre, kristne og Vesten med USA i spidsen er derimod bødler.

»Jamen, hør lige, det var altså os, der begyndte det her. Efter Sovjetunionens, efter kommunismens fald havde vi i Vesten brug for en ny fjende, og den fandt man, før den fandt os. Og ja, der findes islamistiske terrorister. Men det er ikke nogen katastrofe for Vesten. Det er ikke et fænomen, der vil være i stand til at udgøre så stor en trussel, at det for alvor kan sætte vore demokratier over styr. Det er kun os selv, der kan det. Og det netop, hvad vi er i færd med, når vi ser alle muslimer som mulige terrorister. Danmark har fået islam og terrorisme på hjernen.«

I samme avis som dette interview står en kronik af Pia Kjærsgaard, hvor hun skriver: »I dag er kunstens største dogme angsten for islam«. Er det sandt?

»Nej. Kunsten i Europa har ganske rigtigt et stort problem, men det handler om at ytre sig kvalificeret i et samfund, hvor kunst er en vare. Hvor kommerciel succes afgør, hvilke ytringer der kommer. Efter karikaturtegningerne har vi tværtimod fået dogmet om, at ytringsfrihedens grænser kun kan testes ved at udfordre islam. Det hedder sig, at en modig kunstner er den, der tør ytre noget kontroversielt om muslimer eller islam. Det ikke bare tåbeligt. Det er også det rene hykleri.«

Men vi har jo ingen problemer med at latterliggøre eller lave grovkornet satire om Jesus og den kristne Gud. Det er nærmest bare en smule trættekært, når nogen gør det.

»Hvis vi siger, hensigten er at provokere, så kan vi lege, at der udskrives en satiretegner-konkurrence i Jyllands-Posten. Motivet skal være: Jesus Kristus voldtages forfra af George Bush og bagfra af Anders Fogh Rasmussen. Den, der kan tegne den bedste og sjoveste udgave af dette motiv, vinder konkurrencen. Herefter bliver den danske kirke vanvittig. Det ville være at teste ytringsfriheden i Danmark, modsat at teste én af de svageste grupper.«

Du taler om voldtægt af Jesus, udført af statsledere. Den værste muhammedtegning var med en bombe i turbanen …

»Men det er vel også noget af det værste, man kan påstå om en tro, at det er en terroristisk religion. Skulle man ikke for en gang skyld teste kristnes tolerance. Det er bare det, jeg siger.«

Hvis du i civilisationernes sammenstød blev tvunget til at vælge side, ville du så vælge Vesten uden at tøve?

»Jamen, vort eget system er det bedste. Ingen tvivl om det. Den wahhabistiske samfundsform er jo eksempelvis det rene galskab. Det siger sig selv. Jeg siger blot, at der mangler tolerance hos os over for de moderate muslimer, som udgør langt størstedelen af muslimer i eksempelvis Danmark.«

Hvis de fleste muslimer er moderate, hvorfor hører vi dem så ikke protestere vildt imod, at der udøves vold og terror i deres religions navn?

»Fra et muslimsk standpunkt er det svært at forsvare hele islam, fordi den differentierer sig, som den gør. Man kan forsvare sin egen version. En anden og meget vigtig grund er, at det for muslimer må føles som omvendt bevisbyrde, når man afkræver dem at godtgøre, at de ikke er voldelige fundamentalister. Det kan vel føles lidt latterligt at begynde at skrive læserbrev til avisen om, at man selv er en god muslim, der ikke tror på de her galninge fra den Saudi-finansierede moské, der taler med had mod Vesten. Det må føles som at skulle bevise sin uskyld.«

Hvordan ville Arn se ud i dag? Hvor findes ridder Arn i dagens svenske eller danske samfund?

»Han bør findes i det diplomatiske system i FN. Han vil være udstyret med en attachémappe fyldt med fakta og ikke et sværd. For vi kan ikke bekrige os, vi kan ikke bombe os til forståelse og fred. Hans slagmark bør være De Forenede Nationer. I så fald vil han ikke angribe Saudi-Arabien, den eneste krig jeg kan anbefale bliver ført mod muslimer. Han vil udelukkende søge freden.«

Når det i Danmark påstås, at forfattere ytrer sig for lidt om eksempelvis islam og muslimer, er det ikke Guillou, der tales om. Han ved det udmærket selv. Den svenske forfatter er let overbærende, når talen falder på kravet til kunsten og kunstnerne om at sige fra over for totalitarismen i islam. Det er »bare Danmark«. Det er »dansk kulturdebat, som kun danskere kan tage alvorligt«. Eller som han siger til Berlingske Søndag: »Set udefra kan enhver konkludere, at det ikke er danskerne, der skal være bange for muslimerne, det er omvendt. Men det kan Kjærsgaard og mange danske kulturdebattører ikke se. Der er alt for snævert, hvor de står, til at opdage det.«

Jan Guillou smiler sit »den sætning placerer du nok markant i interviewet« -smil, mens han siger det. Når det i Danmark påstås, at forfattere ytrer sig for lidt om eksempelvis islam og muslimer, er det som sagt ikke Guillou, der tales om. Af to grunde. Han ytrer sig gerne og ufortrødent herom. Og han siger det modsatte af det, der sigtes til.