Vi bad en dansklærer om at sætte røde streger i partiernes løbesedler – hvem fik pil opad, og hvem dumpede?

Kommafejl, stavefejl og dårlige formuleringer. Sproget er ikke for kønt i de tekster, der deles ud af partierne. Berlingske fik en erfaren dansklærer til at sætte røde streger.

Inger Støjberg og Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne hilser på Konservatives Mette Abildgaard på Højbro Plads i København. De løbesedler, som partierne deler ud på gader og stræder, er fyldt med kommafejl, stavefejl og dårlige formuleringer. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En lille brik i rækken af Det Konservative Folkepartis aktuelle udfordringer i valgkampen cirkulerede i sidste uge på nettet i form af en løbeseddel – eller på nudansk: en flyer – af den slags, der bliver delt ud til vælgerne af smilende kandidater ved skoler og togstationer.

De konservatives flyer handlede om indsatsen over for børn i parallelsamfund, og en sprogkyndig havde sat sig for at finde samtlige fejl i flyerens tekst. Der var temmelig mange, og ud over kommafejl og sproglige unøjagtigheder var der sågar også det i dag så udbredte manglende nutids-r: »I Det Konservative Folkeparti vil vi sætte ekstra tiltag ind, så børnene lære dansk tidligt …«