Verdi på Operaen er glimtvis fremragende

»Siciliansk vesper« som teater i teatret på Operaen.

Pressefoto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ud med middelalderen. Ind med Pariseroperaen. I norske Stefan Herheims iscenesættelse af Verdis middelalderdrama »Siciliansk vesper« på Operaen er vi ikke i Palermo i 1282, men i det nyåbnede operahus i byernes by, engang i midten af 1800-tallet. Modsætningen mellem sicilianerne og de okkuperende franskmænd, operaens konkrete historiske kontekst, er væk. Det handler om magt og afmagt, liv, død og kærlighed i et teater i teatret, og det fungerer, for så meget mere kan forestillingen koncentrere sig om det menneskelige drama, som Verdi behersker så mesterligt. Også i denne, en af hans mindre spillede operaer.

At vi også rent visuelt får noget, der efterhånden er sjældent på Operaen, nemlig noget fundamentalt flot, scenografisk lækkert, hører til plussiden. Læg dertil, at eftersom ballerianer i dén grad og på alle måder var en del af datidens parisiske opera, så kan også disse, ballerinaerne, bruges - som til stadighed dansende, der med deres dans laver ordløse kommentarer til det, der sker på scenen: Historien om soldaten Henri, der i virkeligheden er søn af tyrannen Guy de Montfort, og om Henris kærlighed til Hélène, og om den oprørske Jean Procida, der fordømmer Henri, da Henri, skønt oprører, redder sin far, fordi hans far nu engang er hans far. Og om, hvad der siden hænder ...

Stefan Herheims overbevisende overordnede greb om helheden understøttes af Philipp Fürhofers scenografi, og Gisela Stille og David Pomeroy leverer solide indsatser som Henri og Hélène, mens Louis Oteys Guy de Montfort har god pondus. At sangerne som flest så ikke rigtig når ud over det konventionelt gestikulerende giver til gengæld helheden en lidt, ja, konventionel slagside. Hvilket blot understreges af den måde, hvorpå Erwin Schrott som Jean Procida anderledes frit og overbevisende forstår at forme sin skikkelse. Her er en basbryton, der har scenisk nærvær, udstråling og stort, stort skuespillertalent, og som også rent sangligt giver resten baghjul. Mesterligt.

Herlige kor er der i »Siciliansk vesper«, der kan så meget, skønt de verdiske evergreens glimrer ved deres fravær, og operakoret kan sit kram. Og så er det på plads med uforbeholden ros til dirigenten Paolo Carignani, der får det allerbedste ud af både Verdi op kapellet. En god aften, glimtvis fremragende. Meget menneskeligt.

 

Hvad: Verdis »Siciliansk vesper«

Hvor: Operaen