Verdenskendt kunstner sagsøger stort tysk bilfirma i Danmark

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei mener, at hans kunstværk blev misbrugt til at markedsføre den nye Polo. Derfor trækker han nu VW i Danmark i retten.

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei har meddelt, at han efter over et års frugtesløse forhandlinger nu sagsøger Volkswagen i Danmark for at have forbrudt sig mod hans »kunstneriske og moralske rettigheder«. »De står ikke over loven,« skriver han på Instagram. PAUL J. RICHARDS

Den tyske bilkoncern Volkswagens afdeling i Danmark har fået en ubehagelig retssag på halsen.

Den verdenskendte kinesiske kunstner Ai Weiwei har meddelt på det sociale medie Instagram, at han sagsøger VW i Danmark for brud på ophavsretten.

Fra juni til til oktober 2017 udstillede Ai Weiwei på Kunsthal Charlottenborg, der ligger på hjørnet af Kongens Nytorv og Nyhavn i det centrale København. Hans spektakulære værk, »Soleil Levant« (»Levantens sol«), fyldte museets store vinduer ud mod Nyhavn og bestod af 3.500 redningsveste, som havde været brugt af mennesker, der flygtede fra krigen i Syrien til den græske ø Lesbos.

I en kampagne for den nye Polo-model havde Volkswagen fotograferet en Polo foran kunstværket på Charlottenborg. Det viste en ny orange bil foran de orange redningsveste, som bådflytningene havde smidt fra sig, da de kom i sikkerhed på den græske ø.

Weiweis tankevækkende værk var en kommentar til flygtningekrisen, som var et resultat af, at flere hundredtusinde mennesker flygtede fra krigen i Syrien.

»I oktober 2017 benyttede Volkswagen i Danmark et uautoriseret foto af »Soleil Levant« til en annonce for sin kampagne for Polo. Jeg blev ikke krediteret som kunstner, og mit kunstværk var ikke krediteret og blev benyttet uden tilladelse. Det ulovligt benyttede materiale blev sendt til over 200.000 mennesker og gav det forkerte indtryk, at jeg havde autoriseret Volkswagen til at benytte mit kunstværk i virksomhedens annonce for den nye Polo,« skriver Ai Weiwei på sin Instagram-konto.

Den kinesiske kunstner Ai Weiweis kunstværk på Charlottenborg i 2017 var med til at markere FNs internationale flygtningedag. Værket bestod af 3.500 redningsveste, som havde været benyttet af mennesker, der flygtede til den græske ø Lesbos. Ida Marie Odgaard Ritzau Scanpix

Han har siden november 2017 forhandlet med Volkswagen i Danmark i håb om at finde en frivillig løsning.

»I mere end et år har forhandlingerne været frugtesløse. De (VW, red.) har kun udvist arrogante attituder for at trivialisere deres skyld,« skriver han.

Volkswagen i Danmark bekræfter, at man har modtaget en henvendelse fra Ai Weiwei, men vil ikke kommentere sagen.

Det kan få fatale konsekvenser

Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, som udstillede værket, kalder det »helt utilstedeligt«, at Volkswagen har brugt kunstværket i en reklamekampagne uden først at have kontaktet kunstneren og uden at respektere hans rettigheder.

»Kunsthal Charlottenborg ligger ved siden at Kunstakademiet, hvor der går 180 studerende og fremtidige kunstnere. Så netop på det sted er vi særligt interesseret i, at kunstnernes rettigheder bliver respekteret. Jeg er glad for, at Ai Weiwei har taget denne sag på sig. Der er ikke mange kunstnere, som har råd til at føre sådan en sag mod et stort firma som Volkswagen, men det havde selvfølgelig været mere lykkeligt, hvis man på forhånd havde spurgt kunstneren,« siger Michael Thouber.

Jeg er glad for, at Ai Weiwei har taget denne sag på sig. Der er ikke mange kunstnere, som har råd til at føre sådan en sag mod et stort firma som Volkswagen.

Han reagerede allerede i 2017 stærkt på Volkswagens brug af kunstværket, som han - med henvisning til kunstværkets fokus på flygtninge - kaldte usmagelig.

»Det er et meget markant værk. Det er det værk i Charlottenborgs 150-årige historie, som har fået mest omtale i Danmark og udlandet. Det kan ikke have forbigået nogens næse, at værket handler om flygtninge. Vores mediebureau har opgjort, at 280 millioner mennesker har læst eller hørt om værket gennem aviser, radio og TV. Det siger noget om, hvor stor en værdi det vil have i en kommerciel kampagne. Det var et ikonisk værk, som blev omtalt i alverdens medier, og ingen kan være i tvivl om, at man burde spørge kunstneren om lov til at bruge det,« siger Michael Thouber.

Han håber på en soleklar afgørelse, der siger, at det ikke er i orden at bruge et kunstværk gratis i en reklamekampagne uden at spørge kunstneren.

»Det er ikke ok at stille et salgobjekt op foran et kunstværk og fotografere det uden at spørge om lov. Hvis det ikke ender med en dom, vil det få fatale konsekvenser for muligheden for at udstille kunst i det offentlige rum,« siger Michael Thouber.

Ai Weiwei slutter sit indlæg på Instagram med følgende ord:

»Vi skal huske, at Tyskland tog imod en million flygtninge i 2015, hvilket var en magtfuld humanitær gerning i en splittet verden. Som en af Tysklands internationalt mest synlige virksomheder er Volkswagens ligegyldighed over for fair play og humanitære spørgsmål virkelig foruroligende.«