Verdens værste film

Den italienske gyser »Rats« er interessant, fordi den sandsynligvis der den dårligste film, der nogensinde er produceret.

Verdens værste film - 1
Foto: DVD-cover

Alting ser lidt underligt ud, og det er ikke så sært. Vi befinder os nemlig i år 225 a.b. – det vil sige 225 after the bomb, hvad der henviser til den alt ødelæggende atomkrig, som i år 2015 efterlod verden i ruiner og tvang de få overlevende til at opholde sig under jorden. Undtagen dem, der kører på motorcykel.

Det forholder sig nemlig sådan, at her i år 2240 ifølge vor tidsregning findes der grupper af post-apokalyptiske rockere, som tilsyneladende uden noget som helst formål kører hujende rundt. En sådan gruppe overkække unge mennesker er hovedpersonerne i »Rats«, idet de ankommer til en bygning, hvor der er mad og drikke, men i overensstemmelse med filmens titel også en hulens masse rotter. Og de bliver nu og da sultne.

Således kommer »Rats« til at handle om, hvordan medlemmerne af motorcykelbanden én efter én overfaldes og gnaskes i småstykker af de gnavne små gnavere, og det er ganske vist en lille smule makabert, men først og fremmest er det bimlende grinagtigt. »Rats« er en italiensk film instrueret af Bruno Mattei (som på filmens credits kalder sig Vincent Dawn) i 1983, og han er en kluntet og ubehjælpsom instruktør, som til sin films halve snes roller har fået samlet en gruppe totalt ukendte og endnu mere totalt talentløse skuespillere. De kalder sig Richard Raymond, Alex McBride og lignende angelsaksiske navne, men man aner, at de (ligesom western-tumperne Terence Hill og Bud Spencer) er italienere med falske navne og replikkerne eftersynkroniseret på engelsk – og ganske rigtigt viser et tjek på Google, at »Alex McBride« i virkeligheden hedder Massimo Vanni, og at sådan er det hele vejen igennem.

Heldigvis gør det ingenting, at den engelske dialog i »Rats« klinger knagende kunstigt, for ingen siger nogensinde noget intelligent, og kvinderne – af en eller anden grund er filmens kvindelige medvirkende endnu mere dilettantiske end de mandlige – nøjes overvejende med at skrige og hyle og vræle i panik. Og man sidder og tænker, at når Ed Woods herostratisk berømte amerikanske »Plan 9 From Outer Space« sædvanligvis betragtes som verdens dårligste film, er det uretfærdigt over for den stakkels Wood. »Rats« er klart ringere og muligvis verdens værste filmiske vederstyggelighed.

Hvorfor så overhovedet bruge tid på den? Jo, for ligesom man kun værdsætter solskin, når man kender til gråvejr, og ligesom man bliver mere glad for at bo i Danmark, når man har besøgt fattige lande, er det også sundt nu og da at kæmpe sig gennem et debilt filmisk makværk. Dermed forhøjes glæden ved at se gode film, og når man har tilbragt halvanden time i selskab med »Rats«, oplever man oven i købet næsten alle andre film som virkelig gode. Det er da ingen ringe gevinst.