Verdens undergang for piber, trommer og 12 båthorn

Den ungarske komponist György Ligeti gik sine egne veje. Mange kender hans atmosfæriske musik fra Stanley Kubricks »Rumrejsen år 2001«, og nu kan hans komiske dommedagsopera »Le Grand Macabre« opleves i Operaen – med 60 forskellige slagtøjsinstrumenter i orkestergraven.

Oversigt over orkestergraven. Foto: Christian Liliendahl Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kunne nemt forledes til at tro, at et tegnefilmstudie er rykket ind i Operaen i disse dage. På scenen færdes sangerne i et univers af hidsige røde, gule, grønne og lilla kulører, og fra orkestergraven strømmer noget, der til tider minder mere om lydsporet til en Tom og Jerry-film end om traditionel operamusik.

Et blik ned i graven åbenbarer da også en instrumentering noget ud over det sædvanlige. Væk er hærskaren af violiner, og det traditionelle symfoniorkesters 80-100 musikere er skrumpet ind til ca. 50. Ind er kommet koncertflygel, cembalo og el-orgel foruden en gigantisk slagtøjssektion med cirka 60 forskellige instrumenter og lydeffekter – fra traditionelle trommer, bækkener og xylofoner til politifløjter, dørklokker, spilledåser, båthorn, en vindmaskine og en masse andre sære sager til frembringelse af lyd og larm.

Grejet fylder hele den ene side af orkestergraven og står så tæt, at de tre slagtøjspillere, der skal betjene hele herligheden, kun lige kan knibe sig ind.

»Faktisk har vi måttet stille et ekstra podie op til denneher,« viser percussionist Patrick Raab og peger på noget, der mest minder om et ekstrasolidt sofabord med en gigantisk træmuggert liggende klar på bordpladen.

»Vi kalder den en »Mahler-kasse«, fordi den normalt bliver brugt til hammerslagene i Mahlers 6. symfoni,« forklarer han. »I denne forestilling skal vi kun bruge den to gange, til gengæld skal der slås så hårdt, man overhovedet kan. Muggerten skal helt op over hovedet og ned igen for fuld kraft, ligesom når man hugger brænde. Imens spiller strygerne helt, helt sagte. Det kan man kalde dynamik.«

Spøg og alvor

Den ungarske komponist György Ligeti var en musiker, der hele livet gik sine egne veje og aldrig gjorde, som det forventedes af ham. Hans eneste opera, »Le Grand Macabre«, som daværende operachef Kasper Holten iscenesatte i 2001, og som Den Kongelige Opera nu genopfører, er noget så grotesk og modsætningsfyldt som en komedie om verdens undergang. Musikken er ikke mindre særpræget med sin vekslen mellem det poetisk klangfulde og de nærmest tegnefilmsagtige lydeffekter.

»Det er et meget specielt stykke musik. Men efter min mening er det én af de vigtigste kompositioner i anden halvdel af det 20. århundrede,« siger chefdirigent Michael Boder.

»Ligeti befriede sig for alle de konventioner, han havde lært tidligere, og prøvede at integrere alle spille-muligheder i sit partitur, alle mulige instrumenter, især slagtøjsinstrumenter, og enhver støj, man kan forestille sig. Det handler ikke bare om musik, men om alt, hvad vi mennesker udsætter vores ører for, alt, hvad vi bliver vi tvunget til at høre hver dag, når vi går på gaden. Alle disse slags støj er en del af partituret til »Le Grand Macabre«.«

Operaens handling kredser om undergang og dødsangst sat op mod kærligheden og livsglæden. Premieren på nyopsætningen i 2001 på Det Kongelige Teater kom lige efter terrorangrebet på World Trade Center, som pludselig gjorde dommedagsvisionen meget virkelig. Men hos Ligeti går verdens undergang i vasken, dommedag bliver udsat og giver plads til håbet, der vokser frem af murbrokkerne.

»Kun en person, der selv har mødt koncentrationslejrene, kan finde på at lave den slags humor,« siger Michael Boder. »Ligeti var et barn af den tid. Han var fra Ungarn, jødisk, han vidste alt om disse ting og prøvede at komme over det. Han skriver om undergangen, som skal komme, men som ikke kommer alligevel, fordi Døden er blevet for fuld og har glemt, hvad der skal ske. Det er på samme tid meget alvorligt og meget, meget morsomt.«

Det handler om timing

At spille og synge »Le Grand Macabre« er både en fest og en prøvelse, såvel på scenen som i orkestergraven.

»Enhver musiker eller sanger, der åbner dette partitur for første gang, er ved at dø af skræk, for de aner ikke, hvad det her skal ende med at blive,« siger Michael Boder og ler.

»Men ved slutningen af processen, når vi er ved at være færdige med prøverne, har alle det sjovt. Selvfølgelig er det svært, men det er også en meget morsom forestilling at spille, når først folk er kommet over det punkt, hvor de føler, de kun møder besværligheder. Jeg synes, det virker, som om hele teatret har en masse sjov med denne forestilling.«

Men hvordan får man et partitur, der ud over traditionelle instrumenter som obo, fagot, trompet og valdhorn opererer med så uforudsigelige lydeffekter som ringeklokker, spilledåser og oppustede papirposer, der knalder?

»Det handler først og fremmest om timing,« svarer Michael Boder. »Selvfølgelig er det svært at dirigere, fordi der er så mange skift i tempo og så mange forskellige, meget komplicerede musikalske mønstre, f.eks. meget hurtige 11/8 takter i stedet for 12/8, som er det normale. Det er en stor udfordring for både musikerne og dirigenten. Denne produktion med sit tegneserieunivers matcher meget godt Ligetis forestillinger med operaen. De hurtige klip i musikken ligesom i en tegneserie gør hans opera meget moderne. Man kan sige, at Ligetis koncept er det modsatte af Richard Wagners.«

Men György Ligeti var også stilhedens og tomhedens mester, understreger Michael Boder.

»Han var den første, der komponerede stilheden i rummet. Når vi tænker på science fiction, det ydre rum, solen og planeterne, er det næsten altid Ligetis musik fra orkesterværket »Atmospheres«, vi forbinder med det. Det var den musik, Stanley Kubrick benyttede i sin film »Rumrejsen år 2001« – i øvrigt uden at sige det til Ligeti. Han opdagede det først, da han sad i biografen, og han blev rasende. Han skrev et meget, meget vredt brev til Kubrick, som blot svarede: Det skal du bare være glad for, for så er der i hvert fald nogen, der hører din musik.«

Præludium for 12 båthorn

Patrick Raab var helt nyansat i Det Kongelige Kapel, da »Le Grand Macabre« blev sat op første gang i 2001. Så han føler lidt, at han har et forspring i forhold til de kolleger, der ikke har spillet forestillingen før. Alligevel har han måttet bruge mange timer på at studere noderne og prøve at lære forløbet udenad.

»Ud over selve noderne er der rigtig meget tekst, der forklarer, hvordan de enkelte ting skal lyde. Det kan man slet ikke nå at læse, mens vi spiller, så det skal man faktisk have lært udenad,« siger han.

»Vi er kun tre slagtøjsspillere i orkestergraven ad gangen, så vi skal hver spille på rigtig mange forskellige instrumenter. Det skifter hele tiden, så man skal helst være et par skridt foran. Det er den store udfordring. Det er jo ikke særlig svært at slå et slag på trianglen. Problemet er, hvis du står med stortrommekøllen i hånden netop på det tidspunkt. Så kan du ikke gøre ret meget.«

For slagtøjsgruppen har det også været en udfordring overhovedet at finde de mange utraditionelle instrumenter og lydkilder, der indgår i partituret. F.eks. de 12 båthorn, som forestillingens præludium er komponeret for.

»Det skal jo være 12 båthorn med forskellige toner, så vi har måttet ud rigtig mange steder, bl.a. hos en veteranbilsamler for at finde dem,« fortæller Patrick Raab.

En del af øvelsen har også været at finde de materialer, der giver den optimale lyd til de respektive formål. F.eks. har det vist sig, at Det Kongelige Teaters rudekuverter giver den bedste lyd af sammenkrammet papir. Mens helt almindelige bagerposer giver det perfekte knald, når man puster dem op og slår dem i stykker – men man skal huske at puste posen op inden forestillingen, understreger Patrick Raab. Og lyden af knust porcelæn opnås bedst, når en skål potteskår blandet med store søm og andre metalrester hældes ned i en stor vaskebalje af zink.

»Det giver et ordentligt brag,« siger han glad og lægger ikke skjul på, at selv om han også til daglig er glad for sit job i Det Kongelige Kapel, så er det en helt særlig fest for slagtøjsspillerne at spille »Le grand Macabre«.

»Det er fantastisk, så godt alle de lyde, vi laver i orkestergraven, passer til det, der sker på scenen, og er med til at foretælle historien – ligesom i en Anders And-film,« siger han.

»Og så har vi for en gangs skyld flere noder end violinerne, det sker ellers aldrig.«

»Le Grand Macabre« spiller i Operaen 2.-28. marts. Læs mere på kglteater.dk/opera.