Verdens sejeste helt

Bruce Willis bliver tævet og skudt og sparket og smidt omkring i den voldsomt underholdende »Die Hard 4.0«, men gæt hvem der vinder til sidst?

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Hvis nogen tror, at en mand ikke kan banke barske banditter i lange baner, bare fordi han har passeret de 50 år, kender de helt klart ikke Bruce Willis.

Han har simpelt hen aldrig været mere sej, end han er i »Die Hard 4.0«, og ingen kan se, at det er næsten 20 år siden, han første gang spillede den ufatteligt hårdføre politimand John McClane, der altid bliver rodet ind i gigantiske forbrydelser og ene mand får forpurret dem forhånet og forslået, men aldrig fortabt.

At en del tid er gået, siden de tre første »Die Hard«-film kom i 1988, 1990 og 1995, kan man altså ikke mærke på den vitale Willis, men nok på den nye films højteknologiske plot. Det handler nemlig om, at superskurken Thomas Gabriel rammer og lammer USA med såkaldt virtuel terror, idet han bemægtiger sig landets computernetværk og dermed skaffer sig kontrol over eksempelvis trafikken, finansverdenen og energiforsyningen. Det kaldes for et brandudsalg, idet det så at sige tvinger hele nationen til at lukke og slukke, og eftersom både FBI og alle andre er totalt på spanden, er der kun én mand, der kan stoppe galningen Gabriel. Gæt selv hvem.

Når nu USA befinder sig på randen af kaos og panik, er det jo ganske heldigt, at ingen kan tage pippet fra den fraskilte og noget desillusionerede, men også vittigt selvironiske John McClane. Man kan tæve ham, skyde ham, sparke ham, køre ham ned og smide ham ud fra høje bygninger, men man kan ikke sætte ham ud af spillet. Faktisk er det nærmest normalt for ham at være mørbanket og blodig, og så betyder det mindre, at han set med unge øjne er håbløst gammeldags, fordi han f.eks. godt kan lide Credence Clearwater Revival og aldrig helt fatter, hvad computer-hackere egentlig har gang i.

Ældre tilskuere vil elske ham højt for denne teknologiske uvidenhed, men for ikke at lade det unge publikum i stikken har manuskriptforfatteren Mark Bomback listigt forsynet McClane med en slags makker, den nydelige unge IT-ekspert Matt Farrell (Justin Long) der kan udrette mirakler ved et tastatur og samtidig skabe en humoristisk modvægt til McClanes lakoniske kynisme.

Virile Willis er p.t. også aktuel herhjemme i James Foleys »Perfect Stranger«, hvor computere ligeledes spiller en afgørende rolle, men i Hollywood ved de selvfølgelig udmærket, at det er kedeligt at kigge på en computerskærm og sjovt at se på biler, der bliver smadret. Allerede meget tidligt i »Die Hard 4.0« bydes derfor på et vildt skyderi, som mindre ambitiøse actionfilm ville gemme til slutningen, men som her bare er ouverturen til en regulær tsunami af forbløffende stunts man sidder med underkæben hængende helt nede på brystkassen, når f.eks. en helikopter rammes af en flyvende bil, og når en anden bil brager ned gennem en elevatorskakt, og når McClane bag rattet i en gigantisk lastbil beskydes af et missilbevæbnet kampfly og snart efter kravler rundt oven på flyet!

Opfindsomheden er med andre ord enorm, energien er overvældende, billedsproget er bragende effektivt, og »Die Hard 4.0« ligner i flere scener den ultimative actionfilm, storslået at betragte og umulig at overgå. At handlingen strengt taget er bimlende usandsynlig, har man slet ikke tid til at fundere over, men man registrerer dog, at skønt nogle af skurkene taler fransk og dermed fremtræder ekstra usympatiske, repræsenterer Timothy Olyphant som det afsporede computergeni Thomas Gabriel en lidt anonym form for storhedsvanvid, og man kan savne en elegant britisk overskurk som to af de tidligere films djævelsk sarkastiske Alan Rickman og Jeremy Irons.

Med en spilletid på over to timer er »Die Hard 4.0« desuden en anelse for lang, og man kunne nemt have undværet et par af de mange teknologitossede scener med manisk klapren på computere, som hist og her hacker handlingen i stykker. Til gengæld er det ret sjovt, at McClane på et tidspunkt får seriøse tæv af en ultraskrap kvinde (Maggie Q), men hverken her eller på noget andet tidspunkt er man i tvivl om, hvem der vinder til sidst.

Vi røber det naturligvis ikke. Vi siger bare, at ingen i hele verden er så sej som Bruce Willis.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse