Det er ikke nemt at få adgang til det nye, hypede sociale medie Threads. Det sociale medie er egentlig ikke tilgængeligt i EU på grund af regler for databeskyttelse, som Meta, selskabet bag Facebook og Instagram, der står bag tjenesten, tilsyneladende har fundet for besværlige at overholde.
I mine bestræbelser for at komme på Threads fik jeg således slettet alle mine gemte kodeord fra min iPhone og opsagt alle de abonnementer, som jeg havde gennem min iTunes-konto. Men efter at have fået hjælp fra IT-afdelingen på Berlingske er jeg nu endelig hoppet over de virtuelle plankeværk for at give dig, kære læser, et indblik i, hvad der foregår på den anden side, og for at vurdere, om græsset virkelig er grønnere.



