Verdens første blowjob-opera har fortjent fået ry som moderne klassiker

»Powder Her Face« overbeviser som virtuost og medrivende musikteater på Takkelloftet. Opsætningen er en skrækblandet fryd for såvel øjne som ører.

Storhed og fald: Christine Dahl Helweg-Larsen som den unge og Anne Margrethe Dahl som den gamle hertuginde. Foto: Thomas Petri/Det Kongelige Teater. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der fandtes selfies, før der fandtes selfies. Teknikken var bare en anden. Med polaroidkameraet, der blev tilgængeligt efter Anden Verdenskrig, kunne billedet fremkaldes øjeblikkeligt og uset af andre end én selv, så havde man råd til sådan ét, var selfies – før begrebet overhovedet fandtes – en mulighed.

Sådan som det også med skæbnesvangre følger var en mulighed for britiske Margaret Campbell, hertuginde af Argyll, også kendt som The Dirty Duchess, der optog polaroid­fotos, hvor hun blandt andet fornøjede en mand, der ikke var hendes mand, med det, der populært kaldes blowjobs.

Fotografierne blev fremvist ved en skilsmissesag i London i 1963, afstedkommet af hertugindens talrige udenomsægteskabelige affærer, og det var ikke mindst på grund af disse fotografier en celeber skandale af de allermest skandaløse. Selv i dag ville de have været kilde til almindelig henrykt forargelse. Blandt datidens bornerte briter kendte forargelsen ingen grænser.

Kammeroperaen om hertugindens storhed og fald, »Powder Her Face«, er med andre ord en opera, der skildrer fortiden, men også rammer lige ned i nutiden, og tak til Det Kgl. Teater for nu, 21 år efter verdenspremieren, at have bragt komponisten Thomas Adès’ og librettisten Philip Henshers brillante værk til nationalscenen. Det er på Takkelloftet, Operaens lille scene, det foregår, og der er kun gode grunde til at lægge vejen forbi. Opsætningen er en skrækblandet fryd for såvel øjne som ører.

Blottet skønhed

I centrum for det hele står hertuginden selv, gestaltet af Anne Margrethe Dahl, der viser os en aldrende skønhed, stadig stolt, stadig så ekstremt snobbet, at det næsten er morsomt. En adelskvinde, der i 1990, tre år før sin død, ser tilbage på sit liv. På dengang hun var et så strålende centrum i den britiske hovedstads high society, at selveste Cole Porter nævnte hende i en sang. Og på dengang i tresserne, da hun og hendes mand, hertugen, bekrigede hinanden i retten, og hvor ikke kun polaroidbillederne, men alle pikante detaljer om hendes frodige sexliv blev blottet for alverden.

I operaens nutid er hun ikke alene et ensomt menneske, denne hertuginde, et menneske, der kun nødigt forlader det luksushotel, hvor hun bor, hun er også helt og aldeles blanket af. Hotelchefen har fået nok, nu skal hun ud, og hendes forsøg på at forføre ham til lidt henstand med gælden falder ikke ud til hendes fordel. Alt er tabt. Kun minderne er tilbage.

Og det er så denne på én gang fascinerende, lidt latterlige og tragiske skikkelse, som Anne Margrethe Dahl så fint giver kød og blod, godt hjulpet af værket selv, der heldigvis ikke giver et entydigt billede af hertuginden. Vi kan trække på smilebåndet, når hun synger med munden fuld. Vi kan grine ad hende, sådan som nogle af operaens repræsentanter for de lavere klasser griner ad hende, og sådan som orkestret i Thomas Adès virtuose partitur »griner« ad hende i et tilbagevendende musikalsk motiv. Men vi kan også have ondt af hende, for måske var hende excesser en stakkels overforkælet kvindes forståelige forsøg på at tilføje sit livs ulidelige lethed lidt indhold og spænding?

Desperat lethed

Denne flertydighed gennemsyrer operaen, der også er musikalsk flertydig med sin grundlæggende modernitet, tilsat referencer til 1930-schlagere og andet populærmusikalsk stof, og én af den aktuelle opsætnings mange fine flertydigheder er, at den unge hertuginde også ses – i Christine Dahl Helweg-Larsens forførende skikkelse, der aldrig synger en linje, men viser hertuginden i hendes velmagtsdage, side om side med den faldne.

På scenen ser man hertugindens hotelsuite, komplet med et sort-hvidt TV, en elevator, som både er en elevator og en port til det hinsides, hvor hertugen nu befinder sig, og et lækkert badeværelse, hvor det til operaen hørende kammerorkester har fået plads. Omkring Anne Margrethe Dahl er der tre andre sangere, Sten Byriel, Alexander Sprague og Sofie Elkjær Jensen – alle med flere forskellige roller, alle glimrende, og det hele bliver givet med en desperat lethed, der forløser denne opsætning af »Powder Her Face« som lige dele elegant tragikomedie og overbevisende musikalsk oplevelse.

I allersidste scene forlyster et ungt par sig i den hertugindelige dobbeltseng. En ny tids erotik på en svunden tids lagner. Tiderne skifter, men seksualiteten består, med nye glæder og nye udfordringer, og på den måde går det på mere end én måde frem og tilbage i Adès’ og Henshers bittert erotiske genistreg. Verdens første blowjob-opera har fortjent fået ry som moderne klassiker. På Takkel­loftet viser de hvorfor.

Hvad: »Powder Her Face«. Musik: Thomas Adès. Libretto: Philip Hensher.
Hvem: Dirigent: Robert Houssart. Iscenesættelse: Orpha Phelan. Scenografi og kostumer: Madeleine Boyd.
Hvor: Takkelloftet, Operaen.