»Verdens bedste rockband«

For otte år siden bad Iggy Pop sin gode ven, filminstruktøren Jim Jarmusch, om at lave en film om rockstjernens oprindelige gruppe, The Stooges. Under Cannes-festivalen mødte Berlingskes udsendte The Stooges-fan Jarmusch, der ganske enkelt mener, at bandet er verdens bedste.

Iggy Pop (tv.) og instruktør Jim Jarmusch ankommer til forevisningen af »Gimme Danger« i Cannes. Foto: Antonin Thuillier/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undertegnede journalist har været en fan af rockgruppen The Stooges, siden jeg var 13 år gammel. Jeg lærte mig selv at spille guitar ved i ugevis at aflytte gruppens to plader, »The Stooges« (1969) og »Funhouse« (1970) – album, der er velegnede til formålet, da sangene består af enkle, men effektive akkordrundgange.

Det var dog gruppens forsanger, Iggy Pop, der lærte mig noget meget større end forskellen på dur og mol. Iggys sangtekster, som The Stooges gjorde strømførende, har nemlig alle et eneste budskab: Gør alt, som var hver dag din sidste – uanset om man er »verdens glemte dreng, der opsøger og ødelægger«, som det hedder i sangen »Search and destroy«.

Den kodeks har ganske vist taget livet af mange, men sidste torsdag kom den 69-årige Iggy til Cannes-festivalen sammen med filminstruktøren Jim Jarmusch (der er 63 år gammel, men ligner en, der er tyve år yngre), og sammen præsenterede de ved en midnats-gallavisning i festivalpalæet dokumentarfilmen »Gimme Danger« om The Stooges.

Syv kaotiske leveår

Filmen skildrer Iggys barndom og Iggys møde med bandets fremtidige medlemmer, brødrene Ron og Scott Asheton (på henholdsvis guitar og trommer), og bandets syv kaotiske leveår, der bragte dem anerkendelse fra ganske få personer med øret rettet mod fremtiden – såsom Miles Davis og David Bowie.

Bandet solgte dog kun få plader, men musikken blev fem år senere skabelonen for den såkaldte punkrock, hvor hundreder af nye bands tillagde sig bandets aggressive og direkte stil. The Stooges’ livsbane blev senere præcist beskrevet af David Bowie som »en historie om at vriste nederlaget ud af sejrens kæber.«

»Det har altid chokeret mig, hvor stort et misforhold der oprindeligt var mellem pladernes høje kvalitet og bandets mangel på succes i dets levetid. Bandet blev af langt de fleste opfattet, som om det intet var værd,« siger Jim Jarmusch, som Berlingske mødte i Cannes for at tale om filmen.

Den 63-årige filminstruktør er »forkølet« og undskylder sin sprukne stemme, hvilket som regel i Cannes kan oversættes med »jeg har festet det meste af natten.« Han er dog både opmærksom, velartikuleret og tænksom, og fremstår rolig og imødekommende, måske et resultat af sin mangeårige tai-chi træning.

»Da jeg var teenager, var der tre bands, der betød alt for mig: Velvet Underground, MC5 og The Stooges. Alle var revolutionerende, men i dag betragter jeg The Stooges som verdens bedste rockband. Jeg siger det ikke, fordi jeg synes, at alle skal være enige med mig, men det er det for mig,« siger Jim Jarmusch, der selv er aktiv musiker ved siden af filmarbejdet.

Otte år undervejs

»Gimme Danger«s tilblivelse begyndte for otte år siden, da flere forskellige filmskabere ønskede at dokumentere bandets historie, men Iggy Pop foretrak selv at opgaven skulle tilfalde vennen Jim Jarmusch.

»Det føltes som en stor ære, og jeg begyndte den næste dag med at finde ud af, hvordan jeg skulle gribe det an,« siger Jim Jarmusch, der omtaler Iggy Pop efter dennes kælenavn fra barndommen Jim. Iggys rigtige fødenavn er James Newell Osterberg Jr, mens navnet Iggy Pop som oftest er reserveret sangerens vilde stagepersona.

Jim Jarmusch var fra starten klar over, hvad han ikke ønskede i sin film. Han ville ikke have en parade af nutidige musikstjerner til at fortælle om The Stooges betydning (selv om han kunne have fyldt filmen fra start til slut med interviews om dette), og han ville ikke lave en »afslørende« dokumentarfilm i stil med den nylige Kurt Cobain-film, »Montage of Heck«.

»»Montage of Heck« er frastødende og spekulativ som en tabloidavis. Det gider jeg ikke. Jeg har villet lave et kærlighedsbrev til bandet, og jeg ville kun inddrage medlemmerne af bandet og dets nærmeste familie,« siger Jim Jarmusch, der efter overvejelser besluttede, at bandets senere mentor, David Bowie, også skulle klippes ud af historien.

Til gengæld bliver bandets kernemedlemmer, brødrene Ron Asheton og Scott Asheton, interviewet i filmen. Ron Asheton døde af hjertestop i 2009, og Scott Asheton fem år senere af lignende årsager, hvilket giver filmen et sørgmodigt præg.

Var der en følelse af, at filmen skulle gøres færdig hurtigt, da Ron Asheton døde?

»Ja, og jeg har ikke lyst til at tale meget om det. Men vi vidste, at Scott ikke var rask. Det var ikke noget, Scott ønskede at fortælle offentligheden. Han har i det hele taget aldrig givet interviews, og han ønskede ikke at promovere sig selv. men Jim overtalte ham til at være med. Han var meget elskelig og direkte i vores interview med ham. Og kort efter døde han,« siger Jim Jarmusch.

Tyve timers optagelser

Under produktionen af »Gimme Danger« blev bandets hovedperson, Iggy, interviewet på kamera i flere omgange, indtil Jarmusch havde i alt tyve timers anekdoter, redegørelser og jokes om bandet fra sangeren, der fremstår som en tænksom observatør af sit eget og bandets liv.

Jim Jarmusch havde forhåndskendskab til mange af historierne, fra bandets voldelige konfrontationer med en rockerbande (som Iggy havde udfordret i en radioudsendelse) til Iggys kortvarige romance med Velvet Underground-divaen, Nico.

»Jeg vidste også, at han elskede sine forældre, men jeg vidste ikke, hvor meget hans opvækst i forældrenes trailer home (en stor campingvogn, red.) og den måde, de levede så tæt sammen, havde betydet så meget for ham. Det er en nærmest antikliché om den rebelske rockmusikerbarndom,« siger Jim Jarmusch.

Iggys ungdom som intellektuelt inklineret arbejdsklassedreng på en highschool med elever fra en mere velstående baggrund udstyrede ham tidligt med en outsiderstatus, som Jim Jarmusch selv identificerer sig med.

»Jeg var dårlig til sport og det sociale liv i high school og blev behandlet som en nørd. Mit hår blev hvidt af sig selv, mens jeg var teenager, og jeg gik i sort tøj, fordi jeg elskede Roy Orbison og Zorro. Da jeg begyndte at lave film, var de i sort-hvid, og derfor troede folk, at jeg farvede håret hvidt og gik sort tøj af samme grund, og kaldte mig prætentiøs. Da lærte jeg, at jeg ikke kan styre, hvad andre tænker, så derfor kan jeg lige så godt være ligeglad,« siger Jim Jarmusch.

Iggys afsluttende bemærkning i filmen sender samme signal, og ifølge Jim Jarmusch er det nøglen til Iggys fortsatte relevans som kunstner:

»Jim siger: »Jeg ønsker ikke at være en del af noget. Jeg er ikke punk, jeg prøver ikke at være alternativ, jeg vil bare være mig.« Det er sådan, Jim altid har levet, og det er derfor, han er blevet stående, mens modebølgerne skiftede,« siger Jim Jarmusch.

I den eksperimenterende støjzone

The Stooges begyndte med at være et band i den endog meget eksperimenterende støjzone. Iggy Pop trak på inspiration fra sit job i en pladeforretning, hvor han både dyrkede freejazz som John Coltrane og avantgarde-komponister som Harry Partch. Inspirationen omsatte bandet, der i sin tidligste inkarnation kaldte sig The Psychedelic Stooges, til eksperimenter på scenen, hvor Scott Asheton buldrede på olietønder, mens Iggy udstyrede sine golfsko med mikrofoner og dansede i glasskår.

»Musikken fra denne æra af bandet er aldrig blevet optaget, så vi lavede vores eget lydbillede af, hvordan det måtte have lydt,« siger Jarmusch, der falder i det tænksomme hjørne, da han bliver spurgt om, hvordan forholdet mellem talent og teknisk ideelt set skal være, når kunstnere skal skabe nyt.

»I Tai Chi er der en tanke om, at en begynder inden for Tai Chi i nogle tilfælde hurtigere kan nå til indre erkendelse (»enlightenment«, red.) end den disciplinerede og teknisk velfunderede udøver af tai chi. I rockmusik forstår jeg det sådan, at det snarere handler om at udtrykke sig rent end at opnå høj teknisk kunnen. Da Ron Asheton døde, blev der i musikerbladet Guitar Player gjort nar ad hans teknik, men for mig var han en af de største. Der findes guitarister, der er store teknikere, men som ikke betyder en skid. Jeg siger ikke, at teknisk kunnen er overflødig, men jeg siger, at det er stærkt overvurderet. For det udtrykker ikke noget i sig selv,« siger Jim Jarmusch, der betegner sig selv som både amatør-musiker og amatør-filmmager.

At bandet og Iggy gennem årene har inspireret mange andre end undertegnede, vidnede afslutningen på gallavisningen i Cannes’ festivalpalæ om. Klapsalverne varede et kvarter, og festens midtpunkt var synligt berørt. Det meste af tiden i festivalsalen var han Iggy Pop og gav salen en fredsommelig fuckfinger, men i nogle bevægende øjeblikke blev han Jim, verdens alt andet end glemte dreng.